Ny analyse: Virksomheder slækker på bæredygtighed efter sløjfede krav

Det har ikke været uden konsekvenser, at EU sidste år valgte at tilbagerulle de omfattende krav om bæredygtighedsrapportering for langt hovedparten af de tusindvis af virksomheder, der ellers stod til at være omfattet af reglerne. 

En ny analyse fra fagforeningen Djøfs esg-panel viser nemlig, at den såkaldte omnibuspakke – der har forenklet reglerne for rapportering – har ført til en nedprioritering af virksomhedernes bæredygtighedsarbejde. Samtidig er antallet af esg-ansatte i virksomhederne blevet reduceret. 

Flere af medlemmerne i panelet peger dog også på, at mange af de opgaver, der traditionelt tilfaldt esg-medarbejderne, i stedet er flyttet til andre funktioner i organisationen. 

Resultaterne illustrerer, at virksomhedernes esg- og bæredygtighedsarbejde står midt i en brydningstid. Sådan lyder det fra Lene Serpa, der er forperson i Djøfs esg-panel og desuden tidligere mangeårig bæredygtighedsdirektør i Mærsk. 

“Der er ingen tvivl om, at langt størstedelen oplever, at der inden for det seneste år er sket en eller anden form for nedprioritering af esg- og bæredygtighedsarbejdet,” siger Lene Serpa.

Hun påpeger dog også, at nedprioriteringen kommer i kølvandet på nogle år med et stort opsving, hvor mange virksomheder har rekrutteret massivt for at kunne leve op til de nye krav til bæredygtighedsrapportering, som EU’s CSRD-regulering lagde op til. 

I Djøfs analyse har 17 ud af 42 medlemmer i esg-panelet svaret, at omnibuspakken i høj eller meget høj grad har ført til en nedprioritering af virksomhedernes bæredygtighedsarbejde, mens 15 vurderer, at det har påvirket i den forkerte retning i “nogen grad.” 

Kun 10 af medlemmerne vurderer, at omnibuspakken i mindre grad eller slet ikke har haft samme effekt.

Samtidig er 30 ud af de 42 medlemmer enige om, at omnibuspakken har ført til reduktioner i esg-budgetterne og esg-investeringer, mens 39 af medlemmerne vurderer, at antallet af esg-medarbejdere i danske virksomheder er blevet reduceret. 

Mindre bureaukrati

For at forstå rutsjebaneturen skal man spole tiden tilbage til 2022, da EU-direktivet CSRD oprindeligt blev vedtaget. 

I den forbindelse stod omkring 2200 danske virksomheder pludselig til at være omfattet af skærpede – og ifølge kritik fra flere virksomheder – komplicerede krav til rapportering om alt fra klima til diversitet og påvirkning af naturen.

Udsigten til de skærpede krav medførte et boom i antallet af esg-ansatte rundt omkring i danske virksomheder, der gjorde sig klar til at leve op til de nye rapporteringskrav fra EU. 

Men i kølvandet på den såkaldte Draghi-rapport, der satte EU’s konkurrenceevne under lup, annoncerede EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen et opgør med bureaukratiske byrder. Et skridt, der bl.a. skal være med til at sikre Europas konkurrencekraft, har hun flere gange fastslået. 

Og en af de bureaukratiske byrder, der skulle ske et opgør med, var altså de komplicerede rapporteringskrav for en lang række virksomheder. I den såkaldte omnibuspakke, som EU’s Ministerråd i februar i år gav grønt lys til, er antallet af omfattede virksomheder herhjemme skrumpet fra godt 2200 til omkring 200. 

Derfor er det heller ikke nødvendigvis så overraskende, at ambitionerne omkring bæredygtighedsarbejdet synes at have ændret sig, vurderer Lene Serpa. 

“Når omnibuspakken kommer og svinger pendulet den anden vej lige præcis på rapporteringssiden – samtidig med at vi har globale geopolitiske udfordringer, den amerikanske Trump-administration, der forsøger at modarbejde bæredygtighedstiltag – så skaber det nogle nye stemninger i virksomhederne. Det er helt klart det, der sker nu,” siger hun. 

Hvor sikre kan I være på, at det er omnibuspakken, der får virksomhederne til at skrue ned for bæredygtighed, og ikke eksempelvis den økonomiske eller geopolitiske situation eller andre forhold?

“Det er helt sikkert en kombination. Men omnibuspakken har fyldt utrolig meget i Danmark – og i Europa generelt – fordi der har været et enormt fokus på rapporteringskravene, og hvad det krævede af den enkelte virksomhed at blive klar.”

Kommerciel rapportering

En af de virksomheder, der ikke længere skal rapportere, er Nilfisk. I foråret blev den danske rengøringsvirksomhed opkøbt af tyske Freudenberg og afnoteret, og dermed ligger Nilfisks rapportering nu i stedet hos moderselskabet. 

Det har betydet, at selskabets bæredygtighedsafdeling har fået frigivet ressourcer til at fokusere på andre ting – herunder bl.a. en mere kommerciel tilgang til bæredygtighedsarbejdet, som Nilfisk allerede inden da havde taget hul på. 

“Tidligere var vi bundet af de håndfaste og detaljerede krav, der naturligvis er til en formel rapportering for at sikre sammenlignelighed. Nu kan vi i stedet fokusere på at give svar på præcis det, vi kan se, vores kunder faktisk efterspørger,” siger Malene Thiele, der er global vice president for esg og bæredygtighed i Nilfisk.

Virksomheden har dog ikke lagt rapporteringen helt på hylden. Allerede inden omnibuspakken var Nilfisk gået i gang med arbejdet med at skabe det, de kalder en kommerciel bæredygtighedsrapport. 

Det betyder mere konkret, at virksomheden ser på, hvad kunderne efterspørger, når det kommer til bæredygtighed – og efterfølgende bruger den viden til at prioritere indsatsen og give et klart billede af, hvor de største kommercielle muligheder ligger i bæredygtighedsarbejdet. 

Det gør det også nemmere at få resten af forretningen med på bæredygtighedsafdelingens indsatser, fortæller Malene Thiele. Man behøver ikke diskutere det ideologiske grundlag, når der er kundefakta på bordet, der ikke kan afvises. 

“Det er bare nemmere at skabe opbakning, når man kan sætte tal på, hvor mange millioner kroner der er direkte eksponeret i forhold til en beslutning om, hvorvidt vi gør noget eller ej,” siger hun.

Dagsorden hos ledelsen

Ifølge Lene Serpa er Djøfs analyse et tegn på, at der er forskellige tendenser, når det kommer til, hvordan virksomhederne har valgt at reagere på omnibuspakken. 

Det bekymrer hende, at nogle virksomheder “unuanceret og ureflekteret” konkluderer, at de kan stoppe arbejdet med bæredygtighed fuldstændig, når de ikke længere skal rapportere. 

“Hvis man stopper arbejdet, risikerer man at miste de kompetencer og den indsigt, der reelt gør, at man kan vurdere, hvor bæredygtighed er forretningsmæssigt relevant og kan skabe værdi. Det er jo hele grundlaget for arbejdet i en virksomhed – at det skal bidrage til at skabe forretningsværdi,” siger Lene Serpa. 

Til gengæld viser analysen også, at ikke alle virksomheder tager det valg. Mange vælger – ligesom Nilfisk – at omprioritere ressourcerne og måske flytte de esg-professionelle tættere på forretningen og ud i de operationelle funktioner som salg, indkøb og drift. 

Men det er vigtigt, at den centrale ledelse ikke slipper dagsordenen. Kompetencerne og det nødvendige mandat for handling skal følge med, mener Lene Serpa. 

“Bæredygtighed må ikke blive opfattet som noget, topledelsen og bestyrelsen ikke længere behøver at forholde sig til, fordi det nu ligger ude i driften,” siger Lene Serpa. 

Hos Nilfisk er det Malene Thieles “klare fornemmelse”, at mange virksomheder fortsat arbejder videre med klimamål og bæredygtighedsindsatser trods sløjfet rapportering. 

Selvom omnibuspakken har rullet EU-rapporteringen tilbage, er der stadig masser af markedskrav rundt omkring i Europa, der tvinger virksomheder til at tage stilling til deres bæredygtighedsindsatser. Og dermed også udmønter sig i krav hos Nilfisk.

“Lovgivning er jo meget mere end blot den overordnede omnibuspakke og CSRD. Hvis vi stirrer os blinde på de store rapporteringskrav, overser vi alle de lokale krav, som kanaliseres direkte ned gennem forsyningskæden, og som er mindst lige så vigtige,” siger Malene Thiele.