KØB SENESTE NYT KURSER Køb Abonnement
Bæredygtig

Tak fordi du læser med

Danske Bank og PwC er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor kan vi gøre alle vores artikler på Børsen Bæredygtig frit tilgængelige for alle læsere. Det er medvirkende til, at Børsen Bæredygtigs artikler bliver diskuteret vidt og bredt.

Danske Bank og PwC er også parterne på Børsen Bæredygtig, når vi går live og fremhæver en række af de mest spændende grønne projekter i danske virksomheder i Børsen Bæredygtig Cases.

Danske Bank og PwC har ingen indflydelse på indholdet eller andre redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig, der skabes af uafhængige og objektive journalister og i den samme høje kvalitet, som du kan finde i resten af Børsen.

Læs mere om partnerskab.

Nu skal læder kunne spores: ”Vi kan spore huden hele vejen igennem værdikæden”

CO2-udledning, kemikalieforbrug og falske produkter skal imødegås ved at gøre læder sporbart med nummerering, mener Scan-Hide, der allerede sælger de første sporbare huder til bl.a. møbler og børnesko

De laser-graverede numre i huden kan stadig læses, efter læderet er færdigbehandlet. Arkivfoto: Maria Fonfara
De laser-graverede numre i huden kan stadig læses, efter læderet er færdigbehandlet. Arkivfoto: Maria Fonfara

Lasergraverede tal i læder syner ikke af væsentlig produktudvikling med potentiale til at sikre dansk lædereksport og mindske miljøpåvirkningen i en branche, hvor kemikalieforbrug og CO2-udledning giver panderynker.

Men spørger man hos Danish Crowns garveri Scan-Hide, er det netop, hvad de indgraverede tal er. De gør det muligt for garveriets kunder at spore den konkrete ko, der har lagt hud til et par sko. Oplysninger om eksempelvis CO2-udledning, arbejdsforhold og kemikalieforbrug bliver dermed en del af produktet.

“Mange store brands ønsker at kommunikere deres fokus på bæredygtighed. Vi kan tilbyde dem, at vi kan spore huden hele vejen igennem værdikæden. Kunderne er glade for endelig at få fat i hele kæden,” siger direktør i Scan-Hide, Michael Søndergaard.

Mærket bliver sit eget produkt

Mærkningen foregår med laser, der sikrer, at numrene i huden overlever forarbejdningen. Dermed kan alle led i værdikæden spore huden helt tilbage til opdrætteren. Alle huderne fra Scan-Hide bliver fremover mærket, men det er kun kunderne, som betaler for det såkaldte Spoor-koncept, der får adgang til data om produktets CO2-udledning, kemikalieforbrug og oprindelse. Kundernes produkter tæller i dag alt fra børnesko til møbler.

Ifølge Scan-Hide selv er virksomheden den første i verden, der implementerer sporbarhed i stor skala. Det til trods for, at branchen i disse år netop kigger i retning af transparens, når der stilles spørgsmål til alt fra arbejdsforhold til CO2-udledning.

Læderbranchen har haft et blakket ry tilbage i tiden, men de danske huder er i det høje segment

Michael Søndergaard, adm. direktør, Scan-Hide

“I dag er det et nicheprodukt, men forbrugerne vil vide, hvad de køber, så vi tror på, at det breder sig. Jeg er lige vendt hjem fra Linapelle-messen, hvor transparens fylder rigtig meget i år, og her var interessen rigtig stor,” siger Michael Søndergaard.

Sporbarhed har været et fokus i fødevareindustrien gennem mange år, således at kød og mælk i dag er mærket tydeligt med oprindelse af hensyn til fødevaresikkerheden. Samme nødvendighed har Danish Crown-koncernen ikke hidtil oplevet i Scan-Hide, fortæller Michael Søndergaard.

Skridt mod grønnere huder

Efter kravet om bæredygtighed har ramt modebranchen, er sporbarhed og transparens blevet vigtige redskaber. Det genkender også csr- og bæredygtighedschef i brancheorganisationen Dansk Mode & Textil, Marie Busck.

“Sporbarhed og transparens fylder mere og mere i branchen, for det er en grundlæggende forudsætning for at sikre for eksempel ordentlig dyrevelfærd og begrænsning af skadelig kemi i produktionen,” siger hun.

Netop kemikalier og dyrevelfærd har været csr-mæssige akilleshæle for læderet som materiale, påpeger hun.

“Læder har normalt en række udfordringer. Bearbejdningsprocessen bruger mange skadelige kemikalier og meget vand. Det giver miljøforurening og er sundhedsskadeligt for dem, der arbejder med det,” siger hun.

Hun fremhæver imidlertid, at læders lange holdbarhed er med til at opveje problemerne ved læder sammenlignet med andre materialer.

Tilbage hos Scan-Hide er det netop denne type problemer, der får direktøren til at se et behov for sporbarhed af de danske huder, der generelt har høj kvalitet.

8 sekunder tager det Scan-Hide at mærke hver enkelt hud

“Læderbranchen har haft et blakket ry tilbage i tiden, men de danske huder er i det høje segment. Det kan sporbarheden være med til at dokumentere,” påpeger Michael Søndergaard og peger bl.a. på, at risikoen for falske Scan-Hide-huder mindskes med Spoor.

Marie Busck påpeger, at Danmark generelt har god miljølovgivning og god overholdelse af lovgivningen, hvilket hæver bundniveauet i dansk produktion hvad angår f.eks. arbejdsforhold, kemikalieforbrug og dyrevelfærd.

Forsiden lige nu