Novo Nordisk har lavet endnu en rokade på chefgangen.
I en mail til Børsen oplyser selskabets presseafdeling, at Katrine DiBona ikke længere er bæredygtighedschef, og at Elin Jäger har overtaget ansvaret for området.
“Vi har gennem en længere periode lavet en større intern omstrukturering, som også har påvirket, hvordan miljø- og bæredygtighedsområdet er struktureret,” skriver selskabet.
Katrine DiBona er fortsat i Novo Nordisk, men er nu corporate vice president. Før det var hun ansvarlig for bæredygtighedsområdet i knap seks år, hvor hendes opgave blandt andet var at lede selskabet mod nettonul-udledninger i 2045.
På den tidligere bæredygtighedschefs Linkedin-profil fremgår det, at hun fratrådte rollen for tre måneder siden.
Novo Nordisk oplyser, at det er normal procedure, at selskabet ikke melder skift ud, medmindre det handler om topledelsen.
FAKTA
Novo Nordisks klimamål
Novo Nordisk har en ambition om at reducere selskabets direkte udledninger fra fabrikker og produktion (scope 1 og 2) til nul i 2030 og at reducere deres udledninger i værdikæden med 33 pct. i 2033.
Derudover har virksomheden forpligtet sig til en nettonuludledning i 2045 gennem den anerkendte klimastandard SBTI, som hjælper virksomheder med at fastsætte og validere mål i henhold til videnskaben og Paris-aftalen.
Elin Jäger, der nu er ny chef for bl.a. bæredygtighed i rollen som senior vice president, chief of staff and head of ceo office, corporate strategy & sustainability, har været i Novo Nordisk i næsten 13 år.
Det har ikke været muligt at få et interview med den nye bæredygtighedschef til denne artikel.
Voksende klimatal
Novo Nordisk skriver, at den nye placering af området ikke skal ses som en nedgradering af miljø- og klimaindsatsen, og at selskabet stadig holder fast i sine klimamål.
31
pct. steg Novo Nordisks udledninger i den første halvdel af 2025 sammenlignet med samme periode sidste år
Det kunne det dog godt ligne, vurderer Mette Morsing, der er professor i forretningsbæredygtighed og direktør for Smith School of Enterprise and Environment ved Oxford Univeristy.
“Ved første øjekast ligner omprioriteringen faktisk en nedgradering af bæredygtighed i en virksomhed, der ellers har været global førstebevæger og frontløber på området – helt tilbage fra slutningen af 1990’erne,” skriver hun i en mail til Børsen.
Mette Morsing, der også er tidligere frontfigur for FN’s globale initiativ om at transformere lederuddannelser mod verdensmålene, tilføjer, at det kan få konsekvenser for andre dele af erhvervslivet, hvis de store spillere slækker på ambitionerne.
“Desværre viser forskningen os, at når de førende virksomheder sætter tempoet ned, får det dominoeffekter for resten af branchen,” skriver hun.
Christian Sparrevohn, der er partner i konsulenthuset The Footprint Firm, mener dog ikke, at Novos rokade skal tolkes i den retning.
“Hvis bæredygtighed var blevet lagt ind under it eller et fjernt hjørne af finans, ville jeg være mere bekymret. Det er stadig placeret tæt på de funktioner, der arbejder med topchefens strategi, og det er et godt sted at være. Også selvom der er lagt et lag mere imellem,” siger han.
Han påpeger, at flere virksomheder lige nu gentænker, hvordan bæredygtighed skal organiseres.
“De nye CSRD-indikationer fra EU har skabt et vakuum i mange virksomheder. Bæredygtighed får ikke nødvendigvis en mindre rolle, men en ny rolle,” siger Christian Sparrevohn.
Novo Nordisk har længe kæmpet med voksende klimatal – trods ambitioner om det stik modsatte.
I selskabets seneste halvårsregnskab var udledningerne steget igen – denne gang med 31 pct. sammenlignet med samme periode året inden.
Vicedirektør for miljøstrategi i Novo Nordisk Dorethe Nielsen udtalte i den forbindelse til Børsen, at det var forventeligt taget væksten i betragtning, men at virksomheden stadig arbejder målrettet mod en nettonuludledning i 2045.
“Vi anser stadig dette mål for at være realistisk, men det er også et ambitiøst mål, og vi er bevidste om, at vi ikke har alle svarene endnu,” lød det.
Fyringer i Novo-top
Udskiftningen på bæredygtighedsområdet sker i kølvandet på en bølge af omstruktureringer i både Novo Nordisk og selskabets magtfulde hovedaktionær, Novo Nordisk Fonden.
Topchef Lars Fruergaard blev blandt andet fyret efter markedsproblemer i USA og en halvering af aktiekursen. Han er nu afløst af den interne kandidat Mike Doustdar.
Christian Sparrevohn peger på, at beslutningen om at ændre organiseringen af bæredygtighed også skal ses i lyset af den større omstrukturering, Novo har gang i.
“Der er mange hensyn at tage – hvor mange direktører skal have direkte reference, og hvad kan man med fordel samle?” siger han.
Ser man på det fra en positiv vinkel, kan det ifølge ham tolkes som et styrket signal, at bæredygtighed så hurtigt har fået en plads i den nye struktur.
“At området er blevet placeret tidligt i processen, kan faktisk være et godt tegn og bidrage til at skabe ro omkring arbejdet,” siger han.
