ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Northvolt: Vil genopstå inden længe

Den kriseramte svenske batteriproducent Northvolt er fortrøstningsfuld om fremtiden. Selskabet forventer snart at have en ny kapitalstruktur på plads – men inden da skal meget nås

Den svenske batteriproducent Northvolt undersøger i øjeblikket mulighederne for at arbejde sammen med Volvo i Nordamerika, lyder det fra talsperson.
Den svenske batteriproducent Northvolt undersøger i øjeblikket mulighederne for at arbejde sammen med Volvo i Nordamerika, lyder det fra talsperson. Arkivfoto: Northvolt/Ritzau Scanpix

Northvolt, der siden november har stået i en sag om konkursbeskyttelse i USA, er fortrøstningsfuld.

Sådan lyder det fra Matti Kataja, en talsperson fra den svenske batteriproducent. 

I en mail til Børsen slår han fast, at selskabet stadig forventer at være færdig med konkursbeskyttelsessagen – den såkaldte chapter 11 – i løbet af første kvartal i år, hvor selskabets skæbne skal afgøres. 

Det vil sige om et par uger. 

Og lige nu er det forventningen, at den skæbne vil indebære en konkret plan og finansiering til Northvolts fortsatte drift, lyder det.

Samtidig har flere tvivlsomme meldinger dog også omgærdet Northvolt den seneste tid. Historierne tæller alt fra utilfredse aktionærer, skærpede krav fra kreditorer til mystiske breve og frasalg af datterselskaber til 0 kr.

Selv om hans tiltro til Northvolts fremtid er stor, lægger Matti Kataja heller ikke skjul på, at selskabet har travlt. Der er stadig mere, der skal nås, inden chapter-11-sagen kan afsluttes, og Northvolt kan genopstå på benene af en ny kapitalstruktur.

“Lige nu er vi i dialog med både strategiske og finansielle investorer for at sikre den nødvendige finansiering, så vi kan komme godt ud af Chapter-11. Det inkluderer også muligheden for ekstra DIP-finansiering (et særligt nødlån, red.),” skriver han og fortsætter: 

“Og i løbet af de næste uger planlægger vi at indsende en officiel “Plan for Reorganisering” til retten. Denne plan vil indeholde en løsning for vores kreditorer, en aftale med vores finansielle interessenter og en ny finansiel struktur for fremtiden.”

Før den plan kan gå igennem, kræver det dog, at både konkursretten i Texas og selskabets kreditorer godkender den ved en afstemning.

Breve til kreditorer og investorer 

Mens Northvolt arbejder på at sikre finansiering og lægge en plan for fremtiden, har virksomheden stadig en igangværende produktion at tage højde for, en massiv gæld og ingen penge at gøre godt med. 

Derfor består virksomhedens arbejde for øjeblikket også i at sende anmodninger til retten om forskellige tiltag, der kan holde forretningen kørende. De bliver behandlet ved faste retsmøder, skriver Matti Kataja. 

Han forklarer samtidig, at Northvolt arbejder tæt sammen investorer, långivere og andre kreditorer for at finde fælles fodslag og “for at få vores forslag godkendt uden større uenigheder.”

Alligevel lader det ikke til, at Northvolt kan gå helt fri for “uenigheder”. 

For godt to uger siden kunne det svenske medie Dagens Industri blandt andet løfte sløret for et såkaldt “trusselsbrev”, som Northvolts advokater havde sendt til svenske kreditorer, der havde valgt at inddrive deres tilgodehavender i Northvolt til den svenske kronefogedmyndighed.

I brevet blev der udtrykt bekymring og forundring over netop dette. 

Og hvis brevet skulle have haft den effekt, at kreditorerne trak deres krav tilbage, er missionen mislykkedes. I sidste uge kunne Dagens Industri i stedet fortælle, at kravene mod Northvolt var steget yderligere. 

Volvo Cars og Northvolt AB har underskrevet en rammeaftale, hvor de undersøger, hvordan virksomhederne kan samarbejde i fremtiden

Matti Kataja, talsperson for Northvolt 

Ligesom det svenske medie Sveriges Radio Ekot også har erfaret, at der er rejst omkring 600 betalingskrav mod virksomheden i USA – herunder et krav fra Microsoft på knap 80 mio. kr.

Northvolts kreditorer er imidlertid ikke de eneste, der har fået brev fra selskabet. 

For godt to uger siden erfarede Reuters, at den svenske batteriproducent også havde sendt et brev ud til dets investorer, hvor selskabet bad om 1,3 mia. dollar, svarende til 9,2 mia. kr. i løbet af de næste to år, for at sikre at selskabet kan holde driften i gang. 

Hvad tilbagemeldingen på disse breve siden har været, ønsker Northvolt ikke at gå ind i. Men spurgt til, hvad selskabet gør, hvis de ikke kan finde de 1,3 mia. dollar til finansiering frem mod 2027, lyder det fra Matti Kataja, at “vores omkostningsbesparelser har været effektive, hvilket giver os mere tid.”

Frasalg og fyringer 

En af de omkostningsbesparelser har blandt andet været massefyringer på fabrikken i Skellefteå, samtidig med at der også er blevet frasolgt selskaber hist og pist. 

På en høring i chapter 11-processen har det blandt andet lydt fra Northvolts advokat Jimmy Ryan, at selskabet på den korte bane rejser penge ved at frasælge ikkekerneforretninger.

0

kr. fik Northvolt for frasalget af dets andele i Novo Energy

Herunder andelen i det norske datterselskab Hydrovolt, som i januar blev solgt til Hydro for 7 mia. dollar.

Fra Matti Kataja lyder det, at det også er planen, at der skal findes nye ejere til Northvolt Systems og Material assets. 

Samtidig er et andet selskab – Novo Energy – for et par uger siden blevet solgt til Volvo, der også selv er aktionær i Northvolt. I forbindelse med Volvos årsregnskab kom det dog frem, at Northvolt ikke har fået en krone for det frasalg. 

Over for Børsen svarer Northvolt ikke direkte på, hvordan den aftale har kunnet give mening for Northvolt, men nævner, at selskaberne undersøger muligheden for at arbejde sammen i Nordamerika: 

“Northvolt og dets rådgivere har vurderet, at denne aftale er i virksomhedens bedste interesse. Samtidig har Volvo Cars og Northvolt AB underskrevet en rammeaftale, hvor de undersøger, hvordan virksomhederne kan samarbejde i fremtiden, herunder mulige leveringsmuligheder i Nordamerika,” skriver Matti Kataja. 

Forsiden lige nu