En af de store internationale spillere på markedet for fangst og lagring af CO2 slår sig nu ned i Danmark.
Norske Aker Carbon Catpure, der i 25 år har arbejdet med teknologi til CO2-fangst, åbner kontor i Hellerup. Det bliver i første omgang med ti ansatte, hvoraf en er ansat til at sælge selskabets løsninger, mens de resterende ni arbejder med teknologiudvikling.
Aker Carbon Capture har primært haft norske projekter indtil nu og blandt andet bygget fangstanlægget på den store Sleipner-offshoreplatform i Nordsøen, men efter en børsnotering i 2020 er selskabet nu klar til at vokse ind mod andre markeder.
"Vores sats er på Danmark og Storbritannien, og så håber vi også på at få projekter i Holland og Belgien. For få uger siden blev der underskrevet en samarbejdsaftale mellem Holland og Norge på ministerniveau, som vi vurderer får betydning. Derudover undersøger vi også Sverige som marked og holder øje med, om Tyskland åbner op for projekter," siger Henrik O. Madsen, der er bestyrelsesformand i Aker Carbon Capture.
“Der bliver stor mangel på folk
Henrik O. Madsen, bestyrelsesformand Aker Carbon Capture
Han har tidligere været øverste chef for det norske klassifikationsselskab DNV og har omfattende erfaring fra den olie- og gasindustri, hvor de første skridt til CO2-fangt blev taget.
Aker Carbon Capture skønner, at der i løbet af de kommende ti år vil blive åbnet 600 anlæg til fangst af CO2 på europæisk grund. Anlæggene vil hovedsageligt blive bygget i forbindelse med sort industri som raffinaderier, gaskraftværker og anlæg for produktion af blå hydrogen. Andre vil blive bygget til vanskelige anlæg for dekarbonisering som cementfabrikker og affaldsforbrænding, og andre anlæg igen vil blive for biomassebaserede kraftvarmeværker, som potentielt dermed kan blive CO2-reducerende.
Virksomheden er i dialog med flere forskellige danske udledere og virksomheder og vil sætte en mobil testenhed op til CO2-fangst i Aalborg i samarbejde med Aalborg Portland. Samtidig er selskabet en del af det danske forskningsprojekt Greensand. Microsoft og Ørsted er også blandt de interesserede ifølge Henrik O. Madsen.
mio. ton CO2 vil Aker Carbon Capture fange i 2025
"Det er ofte en fordel, at folk kan se og føle på anlæggene og forstå det. Anlægget er alene til test og lagrer ikke CO2'en, men viser fangsten i funktion," siger Henrik O. Madsen og tilføjer, at en anden grund til, at Aker Carbon Capture har valgt Danmark som udgangspunkt for sit salg til Europa, er kompetencerne.
"Der er en rigtig god uddannelse på DTU for specialister i CO2-fangst. Der bliver stor mangel på folk, der kan det," fortsætter han.
Aker Carbon Capture har hidtil fungeret ved, at selskabet har solgt sin teknologi i form af anlæg til fangst af CO2, men som noget nyt er selskabet også begyndt at tilbyde CO2-fangst som en service. Det betyder, at virksomheden ikke kun leverer teknologien til fangst, men også står for den løbende drift og vedligehold af anlægget, ligesom det norske selskab sørger for at transportere og lagre CO2'en.
Norske Aker Carbon Captureudvikler og sælger teknologi til fangst og lagring af CO2 Selskabet er udsprungetaf den store norske industrigruppe Akers datterselskab Aker Solutions og blev børsnoteret i 2020 på Oslo Børs Aker Carbon Capture vurderer,at det nuværende marked for fangst af CO2 ligger på 150 mio. ton årligt. Heraf går selskabet efter at have en markedsandel på fangst på 10 mio. ton årligt
Målet er at nå op på i 2025 at fange 10. mio. ton årligt på projekter, hvor Aker Carbon Capture har leveret enten anlægget eller står for hele processen. Det vil kræve, at selskabet henter penge på børsen, men det forventer Henrik O. Madsen ikke bliver et problem med henvisning til den stigende politiske interesse for CO2-fangst i en række lande. Aker Carbon Capture har i Europa blandt andet konkurrence fra det franske CO2-fangst-selskab Air Liquide, ligesom japanske Mitsubishi er en stor spiller. I USA er der også på grund af olieindustrien massiv interesse for CO2-fangst.
