ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Erhvervsministeriet tier om virksomhed, der har fået 45 mio. kr. i statsstøtte

Erhvervsministeriet nægter at løfte sløret for navnet på én af de fire virksomheder, som har fået en millionindsprøjtning fra staten. Højst usædvanligt, lyder det fra juraprofessor

Erhvervsministeriet oplyser, at de ikke har yderligere at tilføje til sagen. Arkivfoto: Rosaline Ben-Baruch Lange
Erhvervsministeriet oplyser, at de ikke har yderligere at tilføje til sagen. Arkivfoto: Rosaline Ben-Baruch Lange

Fire danske virksomheder har fået statsstøtte af regeringen, men Erhvervsministeriet vil kun fortælle om tre af dem.

Børsen har gentagne gange forsøgt at få oplyst navnet på den fjerde virksomhed, der har fået tilsagn om at modtage lige knap 45 mio. skattekroner. Senest gennem en aktindsigt, men uden held.

Ifølge ministeriet skyldes hemmeligholdelsen forretningsforhold af “væsentlig økonomisk betydning” for den pågældende virksomhed.

Men det afslag er virkelig mærkeligt, mener Sten Bønsing, der er professor ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet, hvor han forsker i forvaltningsret.

Historisk kan jeg måske finde et eksempel på, at man kan tilbageholde virksomheders navne

Sten Bønsing, professor, Juridisk Institut, Aalborg universitet

“Jeg kan næsten ikke forestille mig, hvad der ligger bag de her oplysninger, hvis man lovligt skal kunne bruge den paragraf til at hemmeligholde et virksomhedsnavn,” siger han og fortsætter:

“Historisk kan jeg måske finde et eksempel på, at man kan tilbageholde virksomheders navne. Altså, der skal være tale om, at bare navnets offentliggørelse vil skade virksomheden væsentligt.”

En usædvanlig støtteordning

Statsstøtten er helt generelt usædvanligt i en dansk kontekst.

Men det seneste år har regeringen hele to gange afsat penge til netop at støtte virksomheder inden for bl.a. grøn omstilling, selvom både danske politikere og europaparlamentarikere har turneret i medierne med, at de af princip er imod.

Argumentet? Verden har forandret sig. USA og Kina pumper statsstøtte ud. Danmark og Europa må følge trop.

Bæredygtig
Trods bred modstand vælter skattekronerne ud i grøn støtte: “Virkeligheden har overhalet os”
20240523-141112-4-1920x1280we.jpg

“Vi må indse, at hvis vi skal holde stand i det her kapløb, så bliver vi nødt til at erkende, at vi ikke kan undslå os statsstøtte,” lød det bl.a. fra venstreparlamentarikeren Morten Løkkegaard (V) i Børsen.

I alt er 1,3 mia. kr. indtil videre blevet sat af til direkte støtte i den såkaldte grønne støtteordning. Pengene skal gå til at fremme Danmarks “grønne styrkepositioner” og kan søges af virksomheder, der udvikler vindteknologi eller teknologi til power-to-x.

Fire virksomheder har allerede fået del i puljen til at etablere i alt fem projekter. Virksomhederne er lovet støtte for samlet 634 mio. kr.

På listen finder man Siemens Gamesa, Niebuhr Gears og Advanced Surface Plating, mens den fjerde altså ikke er offentliggjort.

Endnu mere mærkeligt

Selvom Erhvervsministeriet ikke vil løfte sløret for virksomhedens navn, vil de gerne oplyse navnet på selve projektet.

Njord Assembly Lines hedder det. Ministeriet oplyser også, at der er tale om et projekt inden for vindteknologi, at det ligger i Syddanmark, og at det ventes at skabe 175 fuldtidsstillinger.

Sten Bønsing fortæller, at det er vigtigt med transparens, når det offentlige bruger penge på at støtte virksomheder.

“Offentligheden skal kunne følge med i, at pengene bruges rigtigt,” siger han.

Det eksempel, hvor en virksomheds navn lovligt er blevet undtaget fra aktindsigt, drejede sig om et selskab, der havde søgt om tilladelse til våbeneksport, fortæller Sten Bønsing.

Der skal med andre ord være tale om noget ekstraordinært, ifølge professoren.

Af aktindsigten fremgår det, at der er indbygget en “offentliggørelsesmekanisme”, som betyder, at navne på alle virksomhederne, der har fået statsstøtte, skal offentliggøres, senest seks måneder efter aftalen er underskrevet. Derfor vil den unavngivne virksomhed blive offentliggjort til februar næste år.

“Det gør jo afslaget endnu mere mærkeligt. Det betyder jo så, at det er stærkt skadeligt for virksomheden, hvis navnet offentliggøres i dag, men ikke om seks måneder,” siger Sten Bønsing.

Børsen har foreholdt Erhvervsministeriet kritikken, men ministeriet har ikke yderligere at tilføje, skriver presseafdelingen.

Forsiden lige nu