ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Minister og ordførere åbner for samarbejde

Pensionsselskabet Pensam foreslår, at staten skal finansiere dele af de milliardstore infrastrukturprojekter, der er nødvendige i den grønne omstilling, og det mødes positivt af flere politiske partier fra både rød og blå blok op til valget. Det viser en rundspørge, Børsen har foretaget.

Klimaminister Dan Jørgensen (S) åbner for at diskutere konkrete løsninger, der engagerer de institutionelle investorer, såsom pensionskasserne, i den grønne omstilling.

“Det er nogle spændende tanker, som Pensam præsenterer. Der er ingen tvivl om, at der er brug for at tænke i modeller, der netop kan skalere nye, grønne udviklingsprojekter,” skriver han i en e-mail til Børsen.

Hos Venstre, der i øjeblikket kæmper mod Socialdemokratiet om regeringsmagten, mener klimaordfører Marie Bjerre, at det er afgørende at få så meget kapital ind i den grønne omstilling som muligt. Særligt når det gælder umodne og investeringstunge teknologier som CO2-fangst og power-to-x.

“Jeg er meget positiv, og forslaget flugter rigtig godt med Venstres politik. På den her måde kan man få flere private midler i spil, og det er vigtigt, at den grønne omstilling ikke kun løses med offentlige penge,” siger hun.

Pensionsselskaberne, der er kendt for at investere langsigtet og uden alt for stor risiko, kan også være med til at kvalitetssikre, hvilke investeringer staten går med ind i. Det mener René Christensen, klimaordfører for Dansk Folkeparti, der bakker forslaget op.

“Det er med skatteborgernes penge, og dem skal vi ikke købe lottokuponer for. Det her er jo måden at skabe vækst og grønne arbejdspladser på, hvor vi samtidig deler risiko og gevinst med det private,” siger han.

Delt skepsis

Selvom De Konservatives klimaordfører, Mona Juul, generelt bakker op om offentlig-private samarbejder, er hun bekymret for, om det er fornuftigt, at staten kaster penge efter projekter, som markedet ikke selv vil gå ind i.

“Jeg vil derfor være varsom med at garantere, hvordan statens rolle skal være i et sådant setup. Når det er sagt, tager vi altid gerne en snak med pensionskasserne om, hvordan vi sikrer grønne investeringer,” skriver hun til Børsen.

Rasmus Nordqvist fra SF mener til gengæld ikke, at det bør være svært at finde investorer til teknologierne med de støttemidler, der allerede er afsat.

“I vores øjne er der derfor langt mere perspektiv i at skabe et mere solidt marked for ccs og ptx på EU-niveau. Det kunne være ved at inkludere international fly- og skibstrafik i kvotehandelssystemet og ved at skabe et marked for CO2-fangst og lagring,” skriver ordføreren til Børsen.

Forsiden lige nu