ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Minister fjerner begrænsning: Vil tillade flere vindmøller

Det skal være slut med at sætte loft over antallet af vindmøller på land, mener klimaminister Samira Nawa, der nu fjerner en begrænsning af antallet

Der skal fremover være plads til mere end 1850 vindmøller på dansk jord, mener klimaministeren, der ophæver en begrænsning fra 2018.
Der skal fremover være plads til mere end 1850 vindmøller på dansk jord, mener klimaministeren, der ophæver en begrænsning fra 2018. Arkivfoto: Simon Fals

Klimaministeren dropper den danske grænse for antallet af vindmøller på land. Det skal være med til at dække det stigende forbrug af strøm, skriver Klima-, energi- og forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

Loftet over antallet af landvindmøller blev indført i 2018 og dikterer, at der i 2040 ikke må stå mere end 1850 vindmøller i Danmark. Ifølge ministeriets beregninger ville loftet betyde, at der skulle pilles 1450 vindmøller ned frem mod 2040, mens landets elforbrug ventes at stige markant.

“Vores frihed ligger i den grønne strøm, vi selv producerer. Derfor vil det være fuldstændig himmelråbende at pille velfungerende vindmøller ned, fordi et gammelt loft siger, at vi skal. Forliget bag loftet er udløbet, og jeg har ikke tænkt mig at genoplive det. Vores mål er mere grøn energi – ikke mindre,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa (R) ifølge pressemeddelelsen.

Hos energibranchens organisation Green Power Denmark har der gennem længere tid lydt kritik af loftet og af udsigten til at pille vindmøller ned. 

“Vindmølleloftet var som at sætte et loft over antal mål i fodbold. Det gav ingen mening, fordi det forsøgte at begrænse noget, vi faktisk gerne vil have mere af – nemlig billig el fra vindmøller på land,” skriver Martin Hansen, viceadm. direktør i Green Power Denmark i en mail til Børsen.

Han peger på, at det uventet høje antal vindmøller blandt andet skyldes, at vindmøller har længere levetid end forventet. Derfor er antallet højere, også selvom den løbende udskiftning typisk går i retning af færre, større vindmøller.

I organisationens øjne bliver der stillet for få vindmøller op på land.

“I en tid med fossilkrise og høje energipriser har vi brug for den billige energi, som netop landvindmøller leverer. Men forhindringerne for at opsætte landvindmøller er simpelthen for store for de fleste projekter,” skriver Martin Hansen.