ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Milliardstøtte på vej: Alligevel advarer energikæmpe om muligt brintkollaps

Milliardstøtte har skabt håb om et dansk brintgennembrud. Men usikkerhed om elnettet og brintrøret til Tyskland kan udløse en uheldig dominoeffekt og få det hele til at kollapse, advarer European Energy

Rene Alcaraz Frederiksen er direktør for power-to-x-forretningen hos European Energy. Det er en samlebetegnelse for, at grøn strøm omdannes til grøn brint, som efterfølgende også kan forædles til andre grønne brændsler.
Rene Alcaraz Frederiksen er direktør for power-to-x-forretningen hos European Energy. Det er en samlebetegnelse for, at grøn strøm omdannes til grøn brint, som efterfølgende også kan forædles til andre grønne brændsler. Arkivfoto: Thomas Nielsen

Udsigten til milliarder af kroner i støtte har bragt en stribe danske brintprojekter tættere på virkeligheden.

Men projekterne risikerer i værste fald at kollapse. Sådan lyder advarslen fra energikæmpen European Energy. 

For det er uvist, om de alle kan få adgang til det danske elnet, og om det planlagte brintrør til Tyskland bliver en realitet. Det skaber en enorm usikkerhed for udviklerne, fortæller Rene Alcaraz Frederiksen, direktør for power-to-x-forretningen.

“Det er 100 pct. den største sårbarhed,” siger han.

I alt er der udsigt til op mod 13,5 mia. kr. i støtte til fem danske projekter, der skal producere grøn brint.

Støtten kommer fra EU og den tyske stat, der ventes at få brug for store mængder importeret grøn brint, som bl.a. skal bruges til at nedbringe CO2-udledningen i den tunge industri og transport.

Det er et trecifret millionbeløb, man potentielt hælder lige ud i vasken. Det kan desværre nok få et eller to af de fem brintprojekter til at ryste på hånden

Rene Alcaraz Frederiksen, direktør for power-to-x, European Energy

Men hvis den spirende danske brintindustri, der har været hårdt udfordret, skal blive til virkelighed, efterlyser European Energy hurtig handling fra den danske regering:

“Jeg tror ikke, at vi får en større gave fra EU og fra Tyskland end det her til at få gang i den grønne omstilling i den skala igen de næste mange år. Derfor synes vi, at man skal prioritere det højt politisk,” siger han.

Millionbeløb i klemme

European Energy fik i maj tilsagn om 1,7 mia. kr. i tysk støtte til et grønt brintprojekt i sønderjyske Kassø. For at sikre sig støtten skal selskabet i oktober stille en completion-garanti, der forpligter det til at bygge projektet til tiden. Den løber op i et trecifret millionbeløb. 

Men samtidig ved European Energy endnu ikke, om projektet kan få adgang til elnettet til tiden, eller om det planlagte brintrør fra Danmark til Tyskland bliver etableret. Uden begge dele kan projektet ifølge direktøren ikke gennemføres.

“Vi skal tage 100 mio. kr. op af lommen, som vi risikerer at miste, hvis vi ikke får de her ting til tiden. Og vi får først vished om det, når vi har lagt hånden på kogepladen. Det ser vi som meget uholdbart,” siger Rene Alcaraz Frederiksen og tilføjer:

“Det er et trecifret millionbeløb, man potentielt hælder lige ud i vasken. Det kan desværre nok få et eller to af de fem brintprojekter til at ryste på hånden og få det hele til at kollapse.” 

Ifølge Tejs Laustsen Jensen, direktør i brancheorganisationen Brintbranchen, er usikkerheden et generelt problem, selvom de fem projekter befinder sig på forskellige stadier. De skal også alle stille garantier til EU eller Tyskland i efteråret, fortæller han:

“Det er helt genkendeligt og velkendt for alle involverede, at der er et timingproblem, og at vi arbejder i et relativt snævert vindue,” siger han og kalder støtten “utroligt vigtig” for, at industrien kan komme op at stå.

Men støtten kan ikke stå alene. Udviklerne skal også indgå aftaler med kunder, men usikkerheden forplanter sig også hos dem, lyder det:

“Der skal træffes nogle beslutninger meget, meget hurtigt for at skabe den sikkerhed, som gør, at udviklerne og deres kunder kan se hinanden i øjnene og turde tage de forpligtelser, der er nødvendige,” siger han.

Over for Energiwatch har Copenhagen Infrastructure Partners og Everfuel også peget på, at den danske usikkerhed udfordrer projekterne.

Usikkert elnet

For at forstå, hvorfor usikkerheden ifølge branchen er stor, skal man se nærmere på to problemer. Det første er det danske elnet.

I foråret satte statsejede Energinet alle nettilslutninger af nye, store projekter på pause efter en årrække med store forsinkelser og problemer. Energinet advarede i maj, at ventetiden for de største projekter kan være op mod ti år.

Siden har regeringen og et bredt flertal i Folketinget præsenteret en akutplan, som skal afgøre, hvilke projekter der skal stå først i køen til den begrænsede kapacitet i elnettet. Brint og power-to-x er placeret i den næsthøjeste af fire kategorier. 

Mens enkelte af de fem projekter har sikret sig aftaler om nettilslutning, gælder det ikke for alle – herunder European Energys projekt.

Trods en høj placering på prioriteringslisten er der ifølge Rene Alcaraz Frederiksen stadig ikke sikkerhed for, at de resterende projekter kan få adgang til elnettet til tiden. Selskabet venter tidligst en afklaring sidst i oktober, men det kan også vare længere.

Det andet problem er det planlagte brintrør til Tyskland, som skal transportere brinten fra de danske producenter til de tyske kunder. Røret er helt afgørende, mener European Energy:

“Vi kan ikke transportere de her mængder i lastbiler,” siger Rene Alcaraz Frederiksen, som påpeger, at det både vil blive svært logistisk og sende omkostningerne til den grønne brint, der allerede er markant dyrere end alternativerne, i vejret.

“Det vil stikke imod al sund fornuft,” siger han.

Risiko for dominoeffekt

Brintrøret er dog ikke endeligt sikret. Det kræver, at udviklerne samlet reserverer en minimumskapacitet på 0,5 gigawatt, før Energinet kan føre planerne ud i livet. Reservationen skal senest ske i december i år.

Ingen af de fem projekter kan opfylde bookingkravet alene. Hvis usikkerheden får flere udviklere til at trække sig, kan den samlede reservation blive for lille.

“Det, vi frygter og ser som den største risiko, er, at enten vi, vores franske partner eller nogle af de øvrige selskaber, der har fået støtte, trækker sig ud. Så ryger vi muligvis under minimum bookingkapaciteten, og så falder det hele fra hinanden,” siger Rene Alcaraz Frederiksen.

Er der en risiko for, at I kommer til at trække jer, som situationen ser ud nu?

“Der er en risiko, ja. Vi har en samarbejdspartner (franske Engie, red.), som vi også skal være enige med om, hvorvidt der er en for høj risiko ved at lave de her investeringer i Danmark eller ej. Vi er meget dedikerede, men det er en debat.” 

Hos Brintbranchen kalder Tejs Laustsen Jensen det et potentielt skrækscenarie, hvis flere selskaber trækker sig. Han tror og håber dog ikke, at det når dertil:

“Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at man ikke politisk og administrativt finder en løsning på de her meget vigtige, men også tekniske, juridiske og bureaukratiske spidsfindigheder,” siger han og tilføjer: “Men vi har meget travlt.”

For at udviklerne kan reservere kapacitet i brintrøret, skal de også stille en bankgaranti til Energinet. Størrelsen på den skaber ifølge Tejs Laustsen Jensen også usikkerhed. Det samme gør en exit-option, som Energinet har frem til foråret 2028. 

Den betyder, at det statsejede selskab under visse omstændigheder kan træde ud af aftalen om brintrøret, selvom udviklerne har forpligtet sig, fortæller han.

Brug for politisk handling

Ifølge branchen er det svært at ændre på kravene fra EU og Tyskland. European Energy efterlyser derfor, at de danske politikere sikrer projekterne en hurtig afklaring:

“Den tyske stat og EU har lagt hånden på kogepladen. De her fem udviklere er ved at lægge hånden på kogepladen. Det kunne vi godt tænke os, at den danske stat og Energinet gjorde samtidig,” siger Rene Alcaraz Frederiksen.

European Energy opfordrer bl.a. til, at de støttede brintprojekter, som ikke er sikret en nettilslutning, bliver prioriteret særskilt i fordelingen af den begrænsede kapacitet i elnettet. Det kan f.eks. ske ved at nævne projekterne direkte i lovforslaget om prioritering af nettilslutninger til elnettet, lyder det.

Der er mange andre, der gerne vil på elnettet. Hvorfor er det jer, der skal prioriteres?

“Det er blevet slået stort op, at Danmark skal være et foregangsland i den grønne omstilling. Jeg tror ikke, at vi får en større mulighed for at lave noget i den skala de næste mange år. Der skal også sættes masser af vindmøller og solceller op til det her, og det skaber en masse lokale job,” siger Rene Alcaraz Frederiksen.

Det vil være en fejl af historiske dimensioner, hvis vi snubler i en selvskabt snubletråd på målstregen

Tejs Laustsen Jensen, adm. direktør, Brintbranchen

Brintbranchen peger på især tre forhold, som de danske politikere bør skrue på for at mindske usikkerheden:

Energinets exit-option for brintrøret, den bankgaranti, udviklerne skal stille ved reservationen af kapacitet i brintrøret, og adgangen til elnettet for de projekter, der endnu ikke er sikret en tilslutning. 

“Det kommercielle aspekt er op til os i branchen at sikre. Men den proces kompliceres, besværliggøres og forsinkes af den usikkerhed, der ligger på den anden del. Og det er det, der kan gøre det svært at få ligningen til at gå op,” siger Tejs Laustsen Jensen.

Han havde håbet på en politisk afklaring før sommerferien. Derfor haster det nu:

“Det vil være en fejl af historiske dimensioner, hvis vi snubler i en selvskabt snubletråd på målstregen.” 

Børsen har spurgt Klima-, Energi- og Forsyningsminister Samira Nawa (R), hvordan hun forholder sig til bekymringerne, og om ministeren anerkender risikoen for projekterne. 

Det har ikke været muligt at få en kommentar. Ministeriet henviser i stedet til det nuværende lovforslag om prioritering af kapacitet i elnettet, som henover sommeren har været i høring, og efter planen skal vedtages i august.