44.000 mia. dollar.
Eller halvdelen af verdens bruttonationalprodukt. Det er værdien af de virksomheder, der er moderat eller meget afhængige af naturens ressourcer, vurderer World Economic Forum.
Den økonomiske risiko er derfor svær at overse, når verdens ledere, eksperter og virksomheder mødes i den colombianske storby Cali. En voksende erhvervsdelegation følger derfor politikere og eksperter til Colombia.
Topmødet COP16 i Cali i Colombia løber frem til den 1. november. Mest væsentligt skal topmødet sikre finansiering til øget biodiversitet. Dataindsamling er også en væsentlig knast, da både virksomheder og lande har svært ved at måle og sammenligne indsatser og status. For første gang deltager danske virksomheder som en samlet delegation, som det har været tilfældet på klimatopmøder gennem en længere årrække.
Her skal et topmøde gøre for verdens biodiversitet, hvad klimatopmøderne har gjort for klimadagsordenen: Indsats og økonomi skal i system, så regeringer kan fordele ansvar, så politikere kan stille krav til virksomheder, og så investorer kender fremtidens risici.
“Virksomheder i dag ved godt, at de får et alvorligt problem med deres forretning om ti år, hvis de ikke får styr på biodiversitetsområdet,” konstaterer Iver Høj Nielsen.
Han er leder af den danske virksomhedsdelegation for State of Green, som sammen med Dansk Industri har arrangeret virksomhedernes deltagelse i biodiversitetstopmødet. Selv om COP16 – som navnet antyder – langtfra er det første møde af sin slags, er det første gang, danske virksomheder deltager som en samlet delegation.
Forklaringen bag den nyfundne interesse skal findes både i de økonomiske perspektiver og i den kommende europæiske bæredygtighedsregulering, CSRD, der kræver, at virksomheder rapporterer om blandt andet biodiversitet – de første allerede i deres 2024-regnskaber.
“Interessen stiger hurtigt, når der er lovkrav på vej, og når man kan risikere at skulle vide noget om biodiversitet for at få et lån i banken,” siger Iver Høj Nielsen.
Og bagtæppet er alt andet end lysegrønt. Da Zoological Society of London og WWF for nyligt præsenterede en opgørelse over verdens vilde dyr, var faldet i dyrenes antal siden 1970 markant.
Blandt de virksomheder, der har fået øjnene op for den hastigt voksende dagsorden, er Rambøll, som deltager i årets topmøde med en delegation fra flere lande, netop fordi rådgivningsvirksomhedens kunder efterspørger indsigt i det hastigt voksende område.
“På biodiversitetsområdet mangler der stadig så basale ting som mål og tærskelværdier. Der findes ikke en anerkendt måleenhed at sammenligne med, ligesom vi i dag har det på klimaområdet, hvor der er en standardiseret måleenhed som CO2,” påpeger Rambølls markedsdirektør for biodiversitet, Martin Kielland.
Mange af rådgivernes kunder er derfor netop nu i gang med at kortlægge deres påvirkning, blandt andet hos leverandører.
“Lige nu handler det for de fleste om at leve op til kravene, om at kortlægge baseline, så man kan rapportere ordentligt. Så kan man sætte mål bagefter. Men vi har kun seks år til at nå den proces, man har brugt årtier på, når det handler om klimaområdet,” siger han.
En række virksomheder er derfor primært med for at lytte og lære området at kende, vurderer Iver Høj Nielsen.
Også smykkegiganten Pandora peger på, at man skal “deltage i dialogen for bedre at forstå”, hvordan virksomheden kan bidrage. Der er imidlertid også håb om mere konkrete resultater.
“Vi vil også gerne undersøge muligheden for at indgå partnerskaber med andre aktører,” skriver public affairs-chef i virksomheden Nina Milling Riiser i en mail til Børsen.
Manglen på data genkender man hos pensionsselskabet PKA:
“Vi har ikke datagrundlaget i dag, som vi godt kunne tænke os, men vi forventer, at området udvikler sig positivt over de næste år. Vi skal i gang med at kvantificere og prissætte,” vurderer Mads Skaaning, esg-direktør i PKA.
Mange af tiltagene hos PKA handler derfor om det, han betegner som mindre tiltag, indtil man kan sætte tal og mål på området.
“Vi må sige ærligt, at det meste stadig er små idéer i tidlige stadier,” konstaterer han og fremhæver tiltag som at sikre biodiversitet omkring nye ejendomme, der investeres i, eller at løfte solceller til gavn for dyrelivet omkring dem.
COP16 løber frem til den 1. november, og i alt ca. 20 danske virksomheder deltager i topmødet foruden organisationer og offentlige myndigheder. Det er Trepartsministeriet, der deltager i topmødets forhandlinger på Danmarks vegne.
