En ti meter høj arm tårner sig op over molen og forbinder fire rør på land med skibet, der er lagt til kaj med friske forsyninger af olieprodukter til københavnerne. Den såkaldte marinarm er bindeleddet mellem verdensmarkedets såvel sorte som grønne brændstoffer og det københavnske brændstoflager.
Den internationale brintbranche var i den forgangne uge samlet i København, og i forsøget på at vise Danmarks attributter på brintområdet frem har en bus med tonede ruder og påskriften “VIP” kørt den forsamlede presse ud til stedet, der er udset til at blive et knudepunkt for fremtidens klimateknologier.
Vi står i den del af Københavns Havn, hvor byens glas, stål og mursten endnu ikke har fortrængt industriens grå nuancer. Prøvestenen er hjertet af Københavns fossile infrastruktur og huser diesel, benzin og flybrændstof til op mod en måneds forbrug.
De engelsksprogede præsentationer skrottes imidlertid i sidste øjeblik, da verdenspressen tæller tre journalister – alle med påfaldende dansk baggrund.
Spørgsmålene centrerer sig da også hurtigt om det: Er interessen for dansk brint intakt?
For i løbet af den seneste måned har især Ørsteds skrinlagte brintprojekter og myndigheders vaklen omkring investeringer i infrastruktur skabt tvivl om den danske styrkeposition på brintområdet.
Rundturen er en del af begyndelsen på den stort opslåede World Hydrogen Week i København, hvor virksomheder fra hele verden skal gøre den vision til virkelighed, som verden for alvor blev præsenteret for i 2020: at fremtidens industri, skibsfart og luftfart skal drives af brint produceret på vedvarende energi.
Elektroner skal blive til molekyler, som et slagord fra branchen lyder. Men i løbet af det seneste år har en anden virkelighed imidlertid materialiseret sig.
Kun en meget lille del af de lancerede planer om danske og europæiske brintprojekter er i gang med at blive gennemført. Og den seneste måned har Ørsted trukket i håndbremsen og reelt droppet 6 ud 11 projekter, fortalte selskabet til Finans den forgangne uge.
På øverste sal af Dansk Industris glaskompleks har politisk direktør Emil Fannikke Kiær i begyndelsen af World Hydrogen Week inviteret branchespidser indenfor. Mens vinglas og pindemadder indikerer håbene for branchen, er det de mere dystre realiteter, der præger velkomsttalen fra direktøren.
“Vi tror på, at industrien er klar til at levere, men vi må se i øjnene, at det ikke er kommercielt gangbart i dag at investere i, og at businesscasen ikke er holdbar nok, som det er i dag,” siger han.
Mens billedet af branchen er blevet tiltagende dystert, særligt i pressen, er det imidlertid ikke slået igennem i alle dele branchen, selv om man har noteret sig tendensen – både hos danske og udenlandske deltagere.
“Der er altid stærkere reaktioner på negative end positive nyheder om en branche,” beroliger den svenske brintbranches repræsentant, Anna Grzelec – også selv om hun genkender det negative billede fra medier i blandt andet Sverige.
Også initiativtager til konferencen og rådgiver i brintteknologi Nadim Chaudhry fremhæver, at fremskridtet i brancheøjne stadig er større end tilbageslaget. Hans regnestykke siger, at der samlet set er annulleret 15 projekter, mens hele 400 er undervejs på verdensplan. Han må også erkende, at hovedparten stadig afventer den endelige investeringsbeslutning.
Men noget er i gære, fremgår det alligevel af snakken over minicroissanter og kaffe fra tilitersdunke på konferencen i Bella Center, hvor branchen er samlet.
I stedet for en tragedie om branchens fald, er der i branchemunde tale om en forvekslingskomedie. Om en umulig koordinationsøvelse mellem brintbranchen, kunder, investorer og grønne energiselskaber, men også mellem lande, regioner og deres politikere.
Alle kan genkende det problem, der hindrer branchens gennembrud, men ikke alle peger på den samme løsning.
Kunderne tør ikke forpligte sig. Branchen tør ikke lægge hånden på kogepladen. Investorerne ved ikke, hvilken teknologi de skal lægge pengene i. Der er ikke tilstrækkeligt grøn strøm tilgængelig. Der mangler politiske beslutninger. EU-tiltag hindrer udviklingen. Og medierne misforstår det hele, lyder buddene. For hver af dem finder man også det modsatte synspunkt i Bella Center.
“Nogle gange føler jeg mig sat tilbage til den gamle tv-serie “Dollars”: ’God damn it, Alexis, I want that pipeline’,” opsummerede direktør i Green Power Denmark og tidligere venstreminister Kristian Jensen branchens higen efter den tyske forbindelse.
Særligt efter en artikel i branchemediet Energiwatch for nylig er snakken løbet i den danske brintbranche. Det 15 mia. kr. dyre brintrør til Tyskland er ifølge mediets oplysninger udskudt tre år, blandt andet på grund af, at "Sikkerhedsstyrelsen ikke har givet nogen indikation af afstandskravet fra rørledningen."
Bliver det scenarie en realitet, kan danske virksomheder ikke byde sig til med brint leveret i 2030, som den tyske industri ønsker. Hertil kommer, at branchen afventer klare rammer om brintrøret, før de store beslutninger om investeringer kan træffes.
Adm. direktør i den danske brancheorganisation Brintbranchen Tejs Laustsen Jensen vil ikke kommentere rygterne om en udskydelse, men peger på, at de kommende år bliver vigtige.
“Det er i perioden frem til 2030, at kontrakterne bliver indgået, og forsyningskæderne etableret. Det er klart, at det er afgørende med vished for den periode, og at man har en tidsramme, der gør, at man faktisk kan opfylde kravene,” siger han.
Ud over en årelang forsinkelse kritiserer man flere steder i branchen, at Klimaministeriet forventer, at virksomheder forpligter sig til at levere store mængder brint til røret, allerede inden produktionen er i gang, og kontrakterne med kunderne er underskrevet.
Brintrøret kan ifølge den politiske aftale som udgangspunkt kun blive til noget, hvis virksomheder i Danmark på forhånd forpligter sig til at benytte mindst 44 pct. af rørets kapacitet årligt og mindst udnytte 1,4 GW ud af rørets samlede kapacitet på 3 GW.
“De forventer, at vi vil spille i deres kasino,” lyder klagen ved et af netværksbordene i Bella Center.
Derfor er de danske deltagere også på plads for at høre Lars Aagaards budskaber under hans oplæg for branchen. Til flere branchefolks ærgrelse er der imidlertid ikke nyt i talen om det rør, der er på alle andres læber.
“Vi må se fakta i øjnene, og fakta er, at vi kæmper,” siger Lars Aagaard blandt andet, efter han har kaldt brint en hjørnesten i omstillingen.
“Vi ved alle, at forventningerne til, hvor hurtigt og hvor billigt brint ville blive, måske ikke holder,” siger ministeren.
Om det betyder, at brintrørets tidsplan skal skubbes, svarer Lars Aagaard ikke på.
Både umiddelbart efter talen og efterfølgende har Klimaministeriet afvist at kommentere planerne for brintrøret med henvisning til Lars Aagaards kalender.
Tilbage på VIP-bussen er turen nået til en bar mark midt på Prøvestenen. Mellem et kompliceret netværk af rør, tanke og terrorsikrede hegn skiller de 40.000 kvm græs sig ud.
Ikke alene er der tale om det sidste stykke land i hovedstaden med adgang til Øresund, som er miljøgodkendt til at behandle flydende brændstoffer. Der er også kraftige forbindelser til elnettet og direkte forbindelse til den internationale skibstrafik gennem marinarmens rør.
Mens lejere flokkes om de omkringliggende arealer på Prøvestenen, hvor nutidens nødvendigheder som flybrændstof, diesel og benzin må deles om pladsen, har Copenhagen Malmø Port valgt at friholde marken til fremtidens nødvendigheder.
Her skal enten ligge et anlæg, der kan skibe CO2 ud af byen, eller et anlæg, der kan producere fremtidens flybrændstof. Ccs eller ptx, som teknologierne bliver kaldt, er begge centrale teknologier for danske industrivirksomheder, og begge spiller nøgleroller i regeringens klimaplaner. Men der bliver højst plads til én af dem på Prøvestenen.
Begge teknologier har optimale betingelser på græsmarken. Med direkte udsigt til både Amagerværket og affaldsforbrændingen Amager Bakke er forsyningen af CO2 opsamlet fra værkernes skorstene rigelig, og rørene i kanten af matriklen ligger klar til direkte forsyning af fremtidens grønne brændsler til Kastrup Lufthavn.
Og netop i lufthavnen er behovet for brintbaserede brændstoffer til at tage at føle på. Allerede fra årsskiftet skal man bruge markant mere af det, der kaldes bæredygtigt flybrændstof – såkaldt saf. Hvor der i dag er blandet omkring 0,1 pct. i lufthavnens forsyning af brændstof, kræver EU-lovgivning, at det tyvedobles og øges til 2 pct. fra begyndelsen af 2025.
“Der er grænser for, hvor meget saf man kan producere med de metoder, vi bruger i dag. Al verdens produktion i 2022 ville række til under 25 pct. af forbruget af brændstof i København,” siger forretningsfører for brændstoflageret i Københavns Lufthavn Peter Laybourn og fortsætter:
“Derfor er power-to-x nødvendig for os,” slår han fast.
I dag baseres brændstoffet primært på brugt fritureolie, som er en begrænset ressource, men i fremtiden er håbet, at det kan produceres på den tomme mark på Prøvestenen – hvis valget vel at mærke falder på ptx frem for ccs.
“Vi må se fakta i øjnene, og fakta er, at vi kæmper
Lars Aagaard, klimaminister (M)
Det håb lød som en utopi for blot få år siden. Eller som Lars Aagaard formulerede det over for Børsen i 2022, da han var adm. direktør i Dansk Energi – det nuværende Green Power Denmark:
“Første gang, jeg så det som en del af en politisk plan, troede jeg ikke på det. Jeg tænkte, at det var fup, der var lagt ind for at få enderne til at mødes. Det var simpelthen for fantasifuldt.”
Selv om utopien virker tættere på i dag, står marken på Prøvestenen stadig tom – indtil nogen beslutter, hvordan fremtiden ser ud.
Rettet 8/10 kl 9:50: Henvisningen til en forsinket godkendelse i Sikkerhedsstyrelsen var upræcis. Sætningen er præciseret med et citat fra artiklen i Energiwatch, hvor det fremgår, at der var tvivl om afstandskravet ifølge mediets oplysninger.
