Mens Folketingets partier i midten af januar tog hul på forhandlingerne om den endelige strategi for power-to-x, opfordrer Mærsk til en hurtig proces.
“Vi kan ikke ende i en situation, hvor det tager rigtig lang tid, før det er en realitet,” siger Simon Bergulf, esg-politisk og regulatorisk chef hos A.P. Møller-Mærsk.
Opfordringen kommer, efter at Mærsk sammen med partneren European Energy har fået afslag på at oprette en testzone for et power-to-x-anlæg, der skal producere grøn metanol til Mærsks containerskib i 2023. Et anlæg på havnen i Aabenraa var førstevalget, men ifølge parterne sætter tarifferne, når strøm skal transporteres i elnettet, en stopper for løsningen, som blev for dyr.
“Vi lærer rigtig meget undervejs. Vi kan se, at regeringen allerede har fat i netop tarifferne for brugen af elnettet, som faktisk er et relativt vigtigt element for at fremtidssikre de planer, man har. Vi kan bekræfte, at vi her har et meget konkret eksempel på et mindre projekt, hvor det ville have haft en stor betydning for at kunne fremtidssikre det.”
“Alle vores nye brændstoffer til skibe bliver to til tre gange dyrere end de nuværende fossile brændstoffer
Simon Bergulf,
esg-politisk og
regulatorisk chef,
A.P. Møller-Mærsk
Hvorfor er en tarif på at transportere strøm egentlig sådan et stort problem?
“Alle vores nye brændstoffer til skibe bliver to til tre gange dyrere end de nuværende fossile brændstoffer. Derfor er det vigtigt, at man kan sikre i hvert fald i en periode, at produktionen af de nye brændstoffer kan være så konkurrencedygtig som muligt.”
I tjener jo rigtig mange penge. Hvorfor kan I ikke selv tage den ekstra omkostning og få et anlæg på havnen?
“Projektet stopper ikke på den baggrund. Når der er så stor forskel på priserne på grønne og fossile brændstoffer, skal vi sikre de bedste vilkår for at fremme de grønne. Det gælder ikke kun Mærsk. Idéen er, at grøn metanol, ammoniak og alle e-fuels bliver brugt bredt i industrien, så det er virkelig et spørgsmål om at fremtidssikre en kommerciel bæredygtig forretningsmodel for e-fuels i Danmark og dermed adgang til brændstofferne i mange år fremover uafhængigt af det nuværende indtjeningsniveauet.”
Læs også:
Når politikerne er i gang med at forhandle om det, hvorfor venter I så ikke bare lidt?
“Det kan vi ikke. Vi er nødt til at lancere de her investeringer og sikre os, at vi har brændstoffet til vores første skib, som allerede er i 2023. Vi skal levere en fuld dekarbonisering af hele vores firma i 2040. Vi har ikke råd til at vente, hvis vi skal leve op til de mål, vi har sat os selv.”
Læs også:
