Grundet talrige solskinstimer samt stærke vind- og vandkraftniveauer omtales Afrika blandt fremtidens centrale områder for vedvarende energi.
På samme kontinent hersker der imidlertid også et massivt behov for netop energi, som ikke stemmer overens med den rivende udvikling, flere af landene herpå står over for.
“Hvis man som grøn energivirksomhed ikke er her, hvor er man så?
Thomas Hansen, adm. direktør, X-Solar Systems
Med andre ord er der opstået en kløft, som kræver, at mulighederne for den vedvarende energi udnyttes og blandt andet kan gavne udviklingen i de afrikanske by- og landområder.
“Vi er sat i verden for at udnytte den kommercielle mulighed, der ligger i denne kløft,” lyder det fra Thomas Hansen, der er medejer og adm. direktør i X-Solar Systems.
Danske X-Solar Systems blev etableret i 2015 og huserer hovedsageligt i det syd- og østlige Afrika fra kontorer i Kenya og Zimbabwe. Her udvikler, bygger og sælger de solcelleanlæg og andre grønne energiløsninger til lokale virksomheder, såsom farme og fabrikker.
Virksomheden har således kastet sig over det kommercielle potentiale, der hedder afrikansk solenergi. Det har, foruden at gavne et stadig stigende antal lokale på ca. 50.000, også vist sig særdeles lukrativt.
X-Solar Systems stortrives nemlig på kontinentet, der senest indbragte en omsætning, som voksede mere end tre gange fra 12 mio. kr. i 2022 til 38 mio. kr. i 2023.
Virksomheden har dog større ambitioner, og ifølge direktøren har majoritetsejerne, Impact Invest, som bestrides af en række Mærsk-arvinger, og resten af holdet bag stor tillid til projektet, der dags dato er kastet et “stort tocifret millionbeløb” efter.
“Afrikanske virksomheder og husstande leder efter pålidelige energisystemer som dem, vi udbyder. Det er et utroligt lukrativt marked, og vi kan ganske enkelt ikke følge med efterspørgslen, som faktisk er til, at vi kunne vokse meget hurtigere,” forklarer Thomas Hansen.
Selv om det afrikanske energipotentiale tilsyneladende kan komme lokale såvel som danske virksomheder til gode, og dele af den danske velhaverelite allerede har kastet sig over det, er X-Solar Systems undtagelsen snarere end reglen.
For tilvæksten af lignende virksomheder i Afrika er ifølge direktøren beskeden. Det til trods for, at politikere og brancheorganisationer flittigt har peget i retningen af øget grønt samarbejde med og på kontinentet.
“Vi oplever, at konkurrencen er den samme i dag, som da vi kom til Kenya for efterhånden et årti siden,” fortæller Thomas Hansen.
Ejes blandt andre af Mærsk-arvingerne Alette Mærsk McKinney Sørensen, Morten Mærsk McKinney Olufsen, Charlotte Mærsk McKinney Lund Sørensen og Camilla Bredholt gennem selskabet Impact Invest. Omsatte i seneste regnskabsår, 2023, for 38 mio. kr. og leverede et underskud på 14 mio. kr. Opererer hovedsageligt i Kenya og Zimbabwe, men vil over de kommende år udvide til f.eks. Namibia.
Den manglende udvikling kan skyldes flere faktorer, mener han. For selv om “mulighederne er store”, er der bestemt også udfordringer forbundet med at operere i Afrika.
“Alting går utroligt langsomt, og til tider er det lidt op ad bakke. Bare det at få licenser og lave basale aftaler kræver en stor portion tålmodighed og en stærkt lokal tilstedeværelse,” forklarer han og fortsætter:
“Derudover vil det nok afskrække mange, at kunderne sjældent har den finansielle kapacitet til at betale pengene up front. Generelt er det bare et meget anderledes sted at drive forretning end i Danmark.”
“Konkurrencen er den samme i dag, som da vi kom til Kenya for efterhånden et årti siden
Thomas Hansen, adm. direktør, X-Solar Systems
Rasmus Hundsbæk Pedersen, der er seniorforsker ved Diis og arbejder med investeringer i energi og naturressourcer i Afrika, genkender Thomas Hansens erfaringer. Han påpeger dog, at virksomhedernes tøven også kan skyldes manglende investeringsvillighed.
“Afrikanerne er interesserede i løsninger, men har ikke ressourcerne til at igangsætte dem. Projekter som X-Solar System beror derfor på risikovillige investeringer fra Danmark. De sendes sjældent mod Afrika – måske fordi markederne er så anderledes, ukendte og svære.”
Selv om X-Solar Systems har modtaget risikovillig kapital og efterhånden er blevet vante med at drive forretning i Afrika, sætter kundernes manglende kapital alligevel sit præg på virksomheden.
Den betyder nemlig, at virksomheden foruden at udvikle, bygge og sælge energiløsningerne også må finansiere dem.
“Virksomhederne har ikke den samme købekraft som i Danmark, og vi er derfor nødt til at lave nogle finansieringsløsninger. De betyder, at kunderne kan betale over en række år,” fortæller Thomas Hansen.
“Til tider er det lidt op ad bakke
Thomas Hansen, adm. direktør, X-Solar Systems
De forsinkede betalinger giver selvsagt udslag i X-Solar Systems regnskaber. For mens omsætningen konsekvent er vokset, har driften over de seneste fem regnskabsår akkumuleret et underskud på godt 31 mio. kr. Det tager man dog ikke så tungt, fortæller direktøren.
“Underskuddene er et udtryk for, at vi tager mange kunder ind, og understreger i virkeligheden bare vores vækstrejse. Vi er slet ikke i tvivl om, at den på sigt vil resultere i overskud.”
Præcist hvornår overskuddene forventes at lande, hverken “vil eller kan” Thomas Hansen uddybe. Han fortæller dog, at virksomheden står over for en spændende tid, hvor der blandt andet skal ekspanderes.
“Vi kigger lige nu nærmere på mulighederne for at hente yderligere ekstern kapital og har en større pipeline i andre afrikanske lande – heriblandt Namibia – hvor energipotentialet også er stort.”
