ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Lego bøvler stadig med plastudfordring

Legos primære produktmateriale er fossilt. Brugte plastflasker bliver set som svaret i verdens største legetøjsproducent. Nu skal det vise sig, om farve, lyd og leverancer arter sig, når produktionen skal gå fra et par hundrede til flere milliarder klodser

Bæredygtighedschef på klimaområdet Tim Brooks kom til Billund for ti år siden og er ansvarlig for at udføre Legos bæredygtighedsstrategi. Foto: Michael Drost-Hansen
Bæredygtighedschef på klimaområdet Tim Brooks kom til Billund for ti år siden og er ansvarlig for at udføre Legos bæredygtighedsstrategi. Foto: Michael Drost-Hansen Michael Drost-Hansen

Lego bruger 130.000 ton plast om året. Det svarer til ca. 56,5 milliarder af virksomhedens mest ikoniske klods, den med to gange fire prikker.

Det er således ret meget plast, der skal udskiftes, hvis koncernen skal leve op til sit mål om at udskifte alle nye, fossile materialer i 2030. Men chef for bæredygtighed på klimaområdet Tim Brooks er ikke et sekund i tvivl om, at Lego når det.

“Jeg vil ikke sætte dato på, men vi har det godt med materialet,” siger bæredygtighedschefen, der for knap to år siden fortalte Børsen, at der ville gå 18-24 måneder, før materialet kan findes i pakkerne i butikkerne. Den forudsigelse er snart ved at løbe ud. Så når bæredygtighedschefen stadig ikke kan sætte dato på, understreger det, hvor vanskeligt det er at udskifte ny plast med genanvendt.

“Men vi vil helt sikkert være i stand til at lave produkter af det før 2030,” siger han og slår en klods af genanvendte plastflasker (RPET) ned i bordet.

Farven er grålig, og lyden lidt mere hul end den originale klods, og det er noget, de mange millioner fans verden over kerer sig om. Har han fundet ud af.

“Vi troede ikke, det havde den store betydning, men vi har fundet ud af, at lyden er vigtig. Det betyder ikke, at lyden af RPET er dårligere, vi skal bare finde ud af, hvordan vi relaterer os til den,” siger Tim Brooks, der står i spidsen for arbejdet med at finde alternativer til de 20 materialer, legetøjsproducenten anvender i dag.

Bioplast fra sukkerrør har allerede erstattet nogle af de blødere dele i Legopakkerne, ligesom de syv pct. af engangsemballagen, der består af plast, er ved at blive skiftet ud med papir.

Men den store hovedpine er stadig de 74 pct. af elementerne, der består af materialet ABS. Det gælder især legomændene (der i dag er blevet meget mere og andet end mænd for at sikre mangfoldighed) og de traditionelle byggeklodser. Det har taget 150 medarbejdere at teste 250 variationer af genanvendte PET-materialer, inden man er nået frem til det materiale, Tim Brooks sidder og banker let ned i bordet.

Inden de nye legoklodser rammer butikkerne og de mange dedikerede fans, er der dog stadig nogle vigtige hurdler omkring farve, leverancesikkerhed og skalering, der skal være på plads.

Et vigtigt skifte

Vigtigst er spørgsmålet om et af de helt store omdrejningspunkter i den cirkulære økonomi og brug af genanvendte produkter: leverancesikkerhed.

EU-Kommissionen overvejer i øjeblikket at indføre regler om, at fødevareplast kun må genanvendes til fødevareformål, og det vil gøre det svært for Lego at bruge genanvendte plastflasker til sine produkter. Men det er ikke en bekymring for Tim Brooks.

“I dag ender 50 pct. af PET på lossepladsen på verdensplan. Så der er masser af mulighed for at bruge RPET, hvis vi får det genanvendt i stedet,” siger han.

“Men det er vigtigt, at vi er med til at skabe et marked for de genanvendelige materialer, ellers får vi ikke udnyttet de sidste 50 pct. Så det er en hønen-eller-ægget-situation, hvor vi er med til at stimulere samtalen,” siger bæredygtighedschefen, der selv fremhæver at stimulere den samtale gennem leverandørsamarbejde.

“Vi har leverandørerne med i hele den cirkulære tankegang, ligesom vi er involverede i alt fra direkte partnerskaber til udviklings- og universitetsprojekter. Det er en tovejsproces, fordi vi skal være sikre på, at vi kan få en stabil leverance af materialet fremover.”

Ideelt set vil Lego gerne have flere leverandører af den genanvendte PET, men sikkerhed og kvalitet ligger højest på Legos prioriteringsliste, og der er sporbarhed en udfordring, når det kommer til genanvendte materialer.

“Grunden, til at vi har valgt RPET, er, at det er nemt at spore, fordi det er et fødevaregodkendt materiale. Men udfordringen med alle genanvendte materialer er, hvordan vi kan være sikre på, hvad det blev brugt til før, og hvor det kommer fra. Hvordan sikrer vi en testmetodik, hvordan arbejder vi med leverandøren og variationen fra batch til batch,” spørger han retorisk.

Udfordringen med alle genanvendte materialer er, hvordan vi kan være sikre på, hvad det blev brugt til før, og hvor det kommer fra

Tim Brooks, bæredygtighedschef, Lego

“Lige nu sikrer vi os ved at teste en masse og have færre leverandører. Det her er en udfordring for hele værdikæden, så vi er nødt til at arbejde sammen med vores partnere og materialeleverandører, og andre kunder til de samme materialer,” siger Tim Brooks og forudser, at der vil komme mere teknologi til sporbarhed – som blockchain – og standarder på genanvendte materialer

“RPET vil ikke udskifte al ABS, men det vil udskifte noget af det, når vi har løst nogle af udfordringerne, og de 20 materialer, vi anvender i dag, bliver måske til 25, 30 eller 10 i fremtiden.”

Klare farveudfordringer

Legos første byggeklodser af plast, Lego Mursten, bliver lanceret i 1953 som en relancering af Automatic Binding Blocks, der byggede på et engelsk koncept, og i 1958 patenteres den farvestrålende legoklods, vi kender i dag.

“Plast er et fantastisk materiale, og det er i sig selv bæredygtigt, at du kan tage en legoklods fra slutningen af 50’erne og klikke den perfekt sammen med en klods fra i dag,” siger Tim Brooks og understreger, at han mener, at den fornemmeste opgave for virksomheden er at skabe produkter, der går i arv og bruges, som de er, i generationer.

På det nybyggede Campus fra 2022 er man næsten hensat til en Silicon Valley-følelse, hvor de ikoniske 2x4-klodser er inkorporeret alle steder fra taget på Lego House til ydervæggene på den cylinderformede hovedbygning, hvor alle ca. 2000 medarbejdere kan hente gratis baristakaffe i kiosken og opleve Lukas Graham live på plænen udenfor til sommerfest.

Der er sket meget, siden jeg selv besøgte Legoland som barn – og siden Tim Brooks landede direkte fra London for ti år siden, hvor Billund netop virkede dragende på ham med sin fred og ro. Ikke mindst med omsætningen i legetøjsgiganten, der har udviklet sig og er steget fra 23 til 64,6 mia. kr. de seneste ti år.

Alle steder på Campus er de klare farver, man kender fra klodserne, brugt til at fortælle historien om den 90 år gamle virksomhed og som rumdelere og guide til mødelokaler.

Netop de klare farver er en af udfordringerne i beslutningen om, at al jomfruelig plast skal være erstattet af genanvendt plast i 2030.

De genanvendte plastflasker giver et gråligt materiale, så farverne opfører sig anderledes og skal populært sagt blandes på ny.

“Med et genanvendt materiale er det sværere, fordi der er en større materialevariation. Normalt har vi en meget lille tolerance i forhold til, hvordan farve opfører sig, og hvor lang tid den holder. Så der er flere udfordringer i det,” fortæller Tim Brooks.

“Vi har en række farver, vi tester,” siger han lidt vagt om status for arbejdet.

Har bestået smørtesten

Når materialer skal testes i Lego, foregår det på mange forskellige planer, for sikkerhed er i højsædet, når man udvikler produkter til børn, og samtidigt skal klodserne helst kunne holde i mindst 50 år.

Derfor udsættes materialerne for forskellige stresstest.

Et vigtigt flueben skal sættes i forhold til, hvordan produkter af eksempelvis RPET går i stykker. Får det skarpe kanter, splintrer det, og hvor nemt går det i stykker.

En anden ting er, hvordan materialet reagerer, når børn putter det i munden og smører det ind i ketchup. Til det formål laver Lego ’smørtesten’, hvor materialet bades i smør. Derudover skal det testes for, hvordan det reagerer på spyt, varme, kulde og UV-lys, der alt sammen er med til at simulere alder.

“Vi er tilfredse med den måde, RPET opfører sig i forhold til sikkerhedsaspektet. Så nu handler det om at skalere op,” siger Tim Brooks.

30 materialer på tegnebrættet

Ud over de 74 pct. ABS er der mange andre materialer, der skal skiftes ud., og lige nu er der ca. 30 alternative materialer på tegnebrættet. Udvælgelsen begynder med en analyse af fire parametre: den tekniske performance (sikkerhed, kvalitet, hvordan opfører det sig i formen), den kommercielle del (kan materialet skaffes i fremtiden), kan kunderne lide det og endelig: er det mere bæredygtigt.

20

materialer skal Lego finde alternativer til

Sukkerrør, der anvendes til ca. 200 forskellige former i sortimentet, stammer fra Brasilien, hvor Lego arbejder sammen med Verdensnaturfonden om at implementere standarder for genopretning.

“Det er ikke alle biomaterialer, der vil være noget for os. Vi ser på, hvordan naturbaserede løsninger kan spille en rolle i vores fremtidige CO2-udledning og ser på, hvilke mål vi kan sætte. For det virker bedst for os at sætte mål,” siger bæredygtighedschefen.

“Biodiversitet er det næste, vi ser på. Men det er lige så vigtigt for os at se på holdbarhed og genbrug af vores produkter,” siger han.

Forsiden lige nu