Science Based Targets-initiativet (SBTi) bliver i stigende grad brugt af virksomheder som en standard til at sætte mål for deres reduktion af CO2-udledning – og blive holdt oppe på dem.
Initiativet er frivilligt, men der ligger et stort arbejde for virksomhederne i at indsamle data, som derefter bliver verificeret af SBTi, der består af medarbejdere fra de fire organisationer bag: WWF Verdensnaturfonden, CDP, World Ressource Institute og FN’s Global Compact.
Medstifter og teknisk direktør i SBTi Alberto Carrillo Pineda medgiver, at der er behov for at få langt flere nuancer på, hvordan man definerer målene på tværs af sektorer.
Derfor er den gode nyhed, at SBTi lige nu er i gang med at se på de udfordringer, virksomhederne har med at sætte mål for scope 3 for at styrke metoderne til netop “Brug af solgte produkter” og “Leverandørernes udledning”, som tilsammen repræsenterer de to største områder for udledning på verdensplan.
“Vi har absolut ikke brug for, at virksomheder begynder at udvikle produkter med kortere levetid, for lang levetid og cirkularitet er to nøglestrategier til at nå reduktionsmålene,” siger han.
I dag er 3904 virksomheder tilmeldt Science Based Targets globalt, og Alberto Carrillo Pineda understreger, at idéen med SBTi er at give virksomhederne fleksibilitet til selv at vælge, hvad der giver mening.
“Vi har ikke krav til, hvor meget man reducerer i den enkelte kategori. Der er forventninger til, at virksomheder reducerer deres samlede udledning på scope 3, men ikke på produktniveau,” siger han.
Han er klar over, at det er kompliceret at sætte absolutte reduktionsmål for scope 3 – leverandørers og ens egne produkters udledning i levetiden hos brugeren – men han mener, det aldrig har været meningen, at virksomheder skulle bruge SBTi til at sammenligne sig med hinanden.
“Vi er et rammeværk til reduktion af udledninger, ikke til benchmarking,” slår han fast, selvom virksomheder over for Børsen fortæller, at de netop bruger deres tilslutning til SBTi i både markedsføring og over for interessenter, samt at kunder og investorer også bruger det som et argument for investeringer, sådan som eksempelvis Nrep er inde på i artiklen på side 8 i dette tillæg.
“Vi er klar over, at virksomheder bruger det til at benchmarke sig, men det er ikke så ligetil uden en bredere kontekst,” svarer Alberto Carrillo Pineda.
