Landmand frygter, at mangel på jord kan true produktionen af millioner liter mælk

En stork står rank i det blanke vand blandt siv og højt græs.

Vandspejlet brydes kun af en guldsmed, der svæver hen over overfladen og får ringe til at sprede sig som små, bløde bølger.

Benjamin B. Christensen ser det for sig.

Han mærker næsten en farverig sommerfugl lande på sin skulder. En, han ikke har set før.

Med lukkede øjne kan han ane en frø, der kvækker et sted derude.

Sådan kan fremtiden lyde og se ud på arealerne omkring Pollerup Hovgård på det sydlige Møn, som han ejer og driver landbrug på.

Men i dag fortæller området en helt anden historie.

Fra sit kontorvindue på gården ser Benjamin B. Christensen ud mod landskabet, som han ejer. 

Lige nu er det dækket af sne, men når sæsonen er til det, dyrker han foder til sine knap 200 økologiske malkekøer på en del af de 377 hektar jord. 55 hektar af arealerne udgør kulstofrige lavbundsjorde.

Egentlig er de kulstofrige områder våde, men i dag dræner Benjamin B. Christensen dem for vand, så de kan pløjes og dyrkes. 

Områderne har et højt indhold af kulstof fra gamle planterester, og så længe de våde, lave områder ligger uberørte hen, er der ikke noget problem.

Problemet opstår, når man dræner, pløjer og dyrker lavbundsjorderne. Når det sker, begynder kulstoffet fra planteresterne nemlig at rådne og gasse, og på den måde frigives store mængder CO2. 

Den proces svarer faktisk til at afbrænde fossile brændstoffer, og lavbundsjorderne står dermed for over halvdelen af den samlede CO2-udledning, der kommer fra dyrkningen af jorder i Danmark. 

Også selvom lavbundsjorderne kun udgør 7 pct. af det samlede landbrugsareal. 

Derfor er udsigten fra Benjamin B. Christensens kontor også et symbol på en af landbrugets helt store klimasyndere, der ifølge Klimarådet er lige så belastende som den årlige CO2-udledning fra ca. 1,8 mio. benzin- og dieselbiler. 

Usikkerhed om produktion

Lavbundsjorderne spiller en central rolle i den omlægning, som landbruget skal gennemføre for at nå målene i den grønne trepart. 

Målet er, at 15 pct. af Danmarks landbrugsareal skal tages ud af drift og omlægges til natur inden 2030. Det svarer til 140.000 hektar inklusive de såkaldte randarealer. 

Men for landmænd som Benjamin B. Christensen, der også skal lægge jord til omstillingen, står det endnu ikke soleklart, hvordan man skal komme i mål med ambitionerne. 

Samtidig truer usikkerheden om, hvorvidt man kan opretholde samme produktion som før. 

For Benjamin B. Christensen er der tale om 2 mio. liter mælk om året, hvoraf langt den største del leveres til Arla. En mindre del bruges i den isproduktion, som familien har på gården, Møn Is. 

Udfordringerne, som landmændene oplever, forsøger Lidl og Arla at identificere i et toårigt pilotprojekt, der skal munde ud i en rapport med erfaringer og anbefalinger om lavbundsområderne, der kan tages med videre på politisk plan. 

Benjamin B. Christensen er del af projektet sammen med ni andre Arla-landmænd. 

De ønsker alle sammen at bidrage til øget biodiversitet og mindre CO2-aftryk ved blandt andet at udtage lavbundsjorder fra deres produktion, så de igen kan blive våde og mindske dannelsen af drivhusgasser.

Men den omstilling kommer ikke uden konsekvenser. 

“Det er lidt ligesom, hvis du hælder vand på et stykke køkkenrulle, så trækker vandet ud mod kanterne. Og sådan vil det også ske, at vandet trækker ud, så de tilstødende arealer bliver mere våde. Det kan betyde en nedgang i udbytte fra dyrkningen,” siger han.

Det kræver derfor, at Benjamin B. Christensen får nye arealer, hvor han kan dyrke tilsvarende meget foder til sine køer. 

Men på en ø som Møn er det ikke, fordi landbrugsarealer ligefrem hænger på træerne. 

I aftalen om grøn trepart skal myndighederne enten købe jord direkte af landmændene eller købe andre arealer, som de kan give landmændene i bytte.

Den proces har Benjamin B. Christensen sin tvivl om. 

“Jeg kan ikke lige gå ud og pege på, hvem der vil afgive jord til mig,” siger han. 

Mangel på rettesnore

Frustrationen over, hvor man som landmand skal finde nye arealer, der kan erstatte lavbundsjorderne, og hvordan de skal finansieres, er Benjamin B. Christensen ikke alene om. 

Det konkluderer cheføkonom i Agrocura Jens Schjerning, der peger på, at landmænd har svært ved at se, hvordan en fremtidig forretning skal tage sig ud, når man ikke ved, om man får tilskud til nye investeringer. 

De samme konklusioner kan Mette Ulsø Kristensen, der er chef for bæredygtighed i Arla, stemme i med. 

Hun er med til at samle erfaringer fra de ti landmænd i pilotprojektet.

“Mange mælkeproducenter har stort behov for erstatningsjord, hvis de skal kunne opretholde produktionen. Projektet giver syn for, at der er mange forhold at tage i betragtning, og at der mangler klare rettesnore,” siger hun. 

I dag producerer Benjamin B. Christensen ca. 2 mio. kilo mælk om året, hvoraf langt størstedelen går til Arla. Den mælk forlader ejendommen med et CO2-aftryk. 

“Hvis jeg producerer på lavbundsjord, er mit klimaaftryk større, end hvis jeg ikke producerede på lavbundsjord. Så derfor er Arla og Lidls interesse jo helt klart, at vi får udtaget de her arealer for at få et lavere klimaaftryk.”

99,5 pct. af Lidls udledninger ligger i det såkaldte scope 3 – altså hos selskabets leverandører. Derfor er Lidl og Arla afhængige af, at landmænd som Benjamin B. Christensen får nedbragt deres CO2-udledninger.

“Vi har ambitioner om at nå vores klimamål for 2030 og 2050. Og her er det afgørende, at vi også ved, hvordan vi skal håndtere lavbundsjorder,” siger Mette Ulsø Kristensen. 

Savner konkret handling

Benjamin B. Christensen savner helt konkret handling fra Ministeriet for Grøn Trepart, der kan sikre ham, at han fortsat kan leve af den produktion, han har. 

“Jeg synes, at trepartsministeren glemmer at holde hånden under os, når der bliver uddelt ressourcer fra vores enorme økonomiske råderum. For jeg tror ikke på, at de penge, der er afsat til det her, slår til. Og så savner jeg i høj grad, at de kommer ud og finder jorden til os,” siger han. 

Han foreslår at starte hos de pensionsmodne lodsejere, der kan have størst villighed til at sælge deres ejendom. Børsen har tidligere talt med landmand Hans Jakob Clausen, der med kort tid til pensionistalderen håber på at blive en del af den større jordfordeling. 

Politik

Staten vil købe land for milliarder: Nu skal landmænd sætte deres pris

Benjamin B. Christensen tror, at der er mange landmænd, der er mere tilbageholdende, end han selv er, med at ville bidrage til naturen og biodiversiteten. 

“Men hvis de følte sig imødekommet af, at man lavede nogle statslige opkøb for at få det til at lykkes med jordfordelingerne, så tror jeg også, der var flere, der ville kunne se sig selv i det,” siger han. 

Minister for grøn trepart, Jeppe Bruus (S), forholder sig til kritikken fra Benjamin B. Christensen: 

“Jeg oplever en meget stor interesse fra landmændenes side for at deltage i treparten. Vi er i gang med en historisk arealomlægning, og til det formål opkøber vi også tusindvis hektarer af landbrugsjord, netop fordi vi gerne vil have noget jord, vi kan bytte til det nye natur, treparten skal skabe. Det sker ikke hen over natten, men vi er godt i gang,” skriver ministeren i et svar til Børsen.