Når staten ser ud til at slippe overraskende billigt fra udbuddet af havvindmøller i Nordsøen og Kattegat, er der grund til at flytte budgettet til andre projekter og sætte hastigheden op.
Det mener Kristian Jensen, der er adm. direktør i energibranchens organisation Green Power Denmark.
“Vi har behov for at rykke Danmark fri af, at vores energi skal styres af, hvad der sker i Mellemøsten eller hvad der foregår i USA. Vi er nødt til at have en energiproduktion i Danmark, der gør, at vi kan dække vores eget forbrug, og derfor har vi brug for at få speedet det op,” siger han med henvisning til både havvindmøller og vindmøller og solceller på land.
Han peger på, at regeringen allerede i regeringsgrundlaget har lagt op til netop en fremskydning af den næste havvindmøllepark. Her skriver regeringen, at man vil bidrage til hele Europas forsyning og sikkerhed, blandt andet ved “hurtigst muligt at iværksætte udbuddet af den tredje havvindmøllepark.”
De første to parker er netop denne uge blevet tildelt svenske Vattenfall, der skal bygge havvindmølleparkerne Nordsøen Midt og Hesselø med deadline i 2032.
Den tredje havvindmøllepark er Nordsøen Syd, der i dag er planlagt til at have buddeadline i 2028, så havmøllerne kan stå klar i 2034. Det kan gøres hurtigere, mener Kristian Jensen.
“Nodsøen Syd er oplagt at rykke frem, og man kunne justere støtteloftet, så det kom til at matche de priser, vi har set på Hesselø og Nordsøen Midt. På den måde ville nogle grønne elektroner hurtigere kunne skubbe nogle fossile brændsler ud,” mener Kristian Jensen.
Han fremhæver, at denne havvindmøllepark har mindre budget til tilskud, end de to, Vattenfall netop har vundet udbuddet på. Selv om Vattenfalls bud på de to parker langtfra lader til at udnytte hele tilskuddet, rækker Nordsøen Syds støttebudget heller ikke til at række til et bud i samme prisleje.
Ifølge Green Power Denmarks beregninger ville det kun række til ca. 2/3 af støtten, hvis en virksomhed kom med et lignende bud på Nordsøen Syd.
Fordelen ved at fremrykke næste del af udbuddet vil samtidig være, at det kunne sikre en mere stabil strøm af opgaver til vindbranchen og dens underleverandører, der særligt gennem den seneste tid har været ramt af udsigten til flere års pause på markedet, særligt efter 2027.
Han foreslår, at afgøre udbuddet et år før tid i 2027.
“Det ville blive nemmere at holde gang i virksomhederne, nemmere at lave planlægningen og dermed også nemmere at fastholde arbejdspladserne,” forudser Kristian Jensen.
Støtte på land
Også vindmøller og solceller på land kunne have gavn af et rygstød, som det havvindområdet har fået af de 55 statslige milliarder bag havvindudbuddet, mener Kristian Jensen.
FAKTA
En særlig støttemodel
- Contract for Difference, eller CFD, er en særlig støttemodel, som nu bl.a. er indført i Polen, Storbritannien, Nederlandene og Danmark. På dansk omtales den også som differencekontrakt.
- Staten garanterer en afregningspris på elproduktionen over 20 år. Afregningsprisen fastsættes gennem havvindudbud, hvor udviklere konkurrerer om den laveste pris pr. mulig produceret kilowatt-time.
- Hvis strømprisen, når parken er opført, er lavere end den aftalte pris, kompenseres udvikleren af staten. Hvis strømprisen er højere, skal udvikleren omvendt betale differencen til staten. Dermed afhænger støtten af udviklingen i elmarkedet.
- Modellen deler risikoen mellem staten og udvikleren, der er sikret en fast, forudsigelig indtægt fra havvindparken.
- Det nye udbud benytter for første gang i verden ikke den faktiske mængde leverede energi, men et beregnet tal for kapaciteten, når støtten skal beregnes. Det skal sikre, at en ny havvindmøllepark ikke har incitament til at levere el, når der er for stort udbud og dermed negative eller meget lave elpriser.
“Ligesom man har lavet en risikoafdækning på havet, bør man nok lave det for vind og sol på land,” siger han.
Kristian Jensen peger på, at det blandt andet er vigtigt for energisystemet, at produktionen er fordelt og ikke primært ligger i havvindmølleparker.
Han foreslår, at staten kunne lave udbud på land med en såkaldt CFD-model, som det er kendt fra havvindmøller, eller ved at forpligte sig til at købe en mængde energi til en aftalt pris, en såkaldt elkøbsaftale (PPA).
“Det ville give den sikkerhed, der skal til, for at man kan gå i banken og låne til sin investering. Vi oplever i øjeblikket en række udviklere, som har tilladelsen på plads, men som ikke kan få finansieringen til at investere, fordi der er usikkerhed om, hvad elprisen vil være fremadrettet,” siger Kristian Jensen.
Han forventer ikke, at flere og fremrykkede projekter vil give problemer med kapacitet på elnettet, da de vil kunne planlægges til områder med ledig kapacitet.