Selvom klimatopmødet i Brasilien er blevet kaldt en “kæmpe skuffelse” efter et mislykket forsøg på at skrive en udfasning af fossile brændsler ind i aftaleteksten, så står virksomhederne ikke tilbage med tomme hænder.
Det mener Bo Øksnebjerg, der er partner med speciale i bæredygtighed i EY.
“Flere virksomheder har spurgt mig: Hvad betyder det her egentlig for mig? Og der er faktisk en række ting, man bør vide,” siger han.
Her er de fem ting, som Bo Øksnebjerg vurderer, er vigtigst at vide.
Klimaplaner fra flere lande
Ca. 119 lande har fremlagt deres klimamål for 2035 sammen med detaljerede planer for, hvordan de vil nå dem – de såkaldte NDC’er.
Selvom det kun dækker 74 pct. af verdens lande, giver det et langt mere præcist billede af, hvor reduktionerne skal komme fra.
“Virksomhederne kan gå ind og se, hvor stor en del der skal komme fra for eksempel skovrejsning, landbrug eller grøn energi i de forskellige lande,” siger Bo Øksnebjerg.
Den øgede klarhed gør det lettere for virksomhederne at planlægge fremadrettet.
“Nu ved virksomhederne præcis, hvad de har at arbejde med. Det gør det langt tryggere at sætte initiativer i gang, fordi virksomhederne ved, hvad der skal leveres, og hvad de bliver målt på,” siger bæredygtighedskonsulenten og tilføjer:
“Det er også gode nyheder for investorerne, som nu har større garanti for, at rammevilkårene omkring deres grønne investeringer ikke forandrer sig.”
For virksomheder, der overvejer nye grønne fabrikker, giver NDC’erne desuden et fingerpeg om, hvilke lande der kan levere tilstrækkelige mængder grøn strøm.
“Men det kan også være den anden vej: Hvis en virksomhed bare vil nå sine klimamål så nemt og billigt som muligt, kan den nu se, hvilke lande der giver de bedste forudsætninger for det,” siger Bo Øksnebjerg.
Pengene flyder
Den anden beslutning, virksomhederne bør hæfte sig ved, handler om klimafinansiering
“I flere år har der været et stort skænderi om, hvor mange penge der skal afsættes. Hvem skal betale, og hvordan skal pengene flyde? Det er faldet på plads ved den her COP,” siger Bo Øksnebjerg.
Politikerne blev enige om, at de rige lande skal øge de samlede investeringer i området til 1300 mia. dollar om året i 2035, hvoraf langt hovedparten skal komme fra de rige lande. Heraf går 300 mia. dollar til en fond, som kan søges til grønne projekter.
Samtidig er landene blevet enige om, at den del af pengene, der går til klimatilpasning, skal tredobles.
Det er gode nyheder for virksomheder, der arbejder med grønne løsninger, påpeger Bo Øksnebjerg.
“For det første betyder det, at virksomhederne nu kan se, hvor pengene skal hen. Om det er til Afrika eller Sydamerika. Om det er til klimatilpasning eller grøn energi. Man kan lige pludselig se, hvordan de her markeder kommer til at se ud i fremtiden,” siger han.
“For det andet betyder det, at der bliver frigjort nogle enorme beløb for virksomheder i den grønne branche,” fortsætter Bo Øksnebjerg.
Verden splittet i to
COP’en tydeliggjorde, at verden er delt i to.
Der findes dem, der vil den grønne omstilling. Og dem der trækker sig fra den.
“Mit gode råd til virksomhederne er, at man skal betragte det som to forskellige typer af markeder. Og så skal man gøre op med sig selv: ‘Vil vi den ene type eller den anden type af lande?’ Jeg tror nemlig, at der kommer til at gælde to helt forskellige slags spilleregler fremover,” siger Bo Øksnebjerg.
Ifølge Bo Øksnebjerg er det ikke utænkeligt med en fremtid, hvor nogle lande forbyder eller beskatter produkter lavet på fossile brændsler, mens andre lande vil fortsætte som hidtil.
“Det skal man huske at have i baghovedet.”
Andre har ikke styr på det
En kæmpe skuffelse på COP’en var, at spillereglerne for markedet for klimakreditter ikke faldt på plads. Den diskussion er udsat til næste COP.
En klimakredit er et bevis på, at en virksomhed har købt sig til en reduktion fra andre. Hvis virksomheden ikke kan nå sine reduktionsmål gennem egne tiltag, kan den dække de sidste udledninger ved at investere i projekter som f.eks. skovrejsning eller CO2-fangst.
Udfordringen i dag er, at markedet i høj grad stadig er ukontrolleret og derfor ofte bliver kritiseret for greenwashing.
Mange europæiske virksomheder har baseret deres klimastrategier på, at de kan købe sig til den sidste reduktionsbid, som de ikke selv kan indfri. Og de får svært ved at nå deres mål uden.
“Det betyder, at man skal tænke sig grundigt om og sørge for at have en massiv buffer, hvis det går galt. Man kan ikke bare købe klimakreditter frit på markedet og så gå ud fra, at nogle andre har styr på kvaliteten og sikrer, at projekterne reelt sikrer de lovede reduktioner,” siger Bo Øksnebjerg.
Attraktive markeder
Til sidst peger han på et område, som kan blive afgørende de kommende år: International handel.
Det blev “diskuteret rigtig, rigtig meget”, fordi lande som f.eks. EU og USA har vidt forskellig tilgang til CO2-tariffer som værktøj til at nå reduktioner.
EU har f.eks. en CO2-told (CBAM), som betyder, at import af klimabelastende varer som stål, cement og aluminium kan blive pålagt en ekstra omkostning, så de ikke udkonkurrerer EU-produkter, bare fordi de er produceret mere forurenende.
Sådan en told har USA ikke.
I sidste ende handler det om, hvilke markeder der bliver attraktive, og hvilke der ikke gør, alt efter hvor ambitiøse virksomhederne er på klimaområdet.
Der blev ikke truffet beslutninger, men en arbejdsgruppe skal nu bruge tre år på at finde løsninger på udfordringen.
