Danskudviklet software hjælper over tusind skibe med at reducere CO2-udslippet.
“Der er ingen tvivl om, at den grønne agenda er kommet meget højere på agendaen
Søren C. Meyer, adm. direktør, Zeronorth
Optimisme hedder produktet, der er udviklet af it-virksomheden Zeronorth, som for lidt over et år siden blev spaltet ud fra Maersk Tankers. Gennem avanceret matematik og algoritmer hjælper Optimise olie- og tørlastrederier med at beregne den mest omkostningseffektive rute for deres skibe.
Indtil videre har 1500 fartøjer fået teknologien, hvilket ifølge Zeronorths beregninger har udmøntet sig i en samlet besparelse på 50 mio. dollar til bunkerolie og 100.000 ton drivhusgasser.
“Det er en del bedre end forventet, og kunderne er glade for det. Nu har vi omkring 3-5 pct. af det samlede trampmarked (fagudtryk for produkttank- og tørlastrederier, red.), og det skal vi gerne fordoble hvert år,” siger Søren C. Meyer, adm. direktør i Zeronorth.
Mens der er tocifrede vækstrater på toplinjen, kører Zeronorth stadig med underskud. Det er helt efter planen, da selskabet drives ud fra devisen om at vinde markedsandele og investere massivt i produktet frem for at tjene penge.
Sidste år tabte man lidt over 4 mio. kr., men ejerkredsen i form af Maersk Tankers og industrikonglomeratet Cargill er med på præmissen, lyder det fra Søren C. Meyer:
“Vi er et selskab, hvor vi investerer i fremtiden, og det er der, fokus ligger. Vi har ingen tidshorisont på, hvornår vi går i nul.”
Zeronorths momentum skyldes i høj grad, at klimakrisen er rykket øverst op på dagsordenen i den maritime sektor. I 2018 forpligtede alle medlemmer af FN’s Internationale Maritime Organisation (IMO) sig til at halvere CO2-udslippet i 2050, og siden da har bl.a. A.P. Møller-Mærsk og CMA CGM nedfældet en målsætning om at blive klimaneutral til den tid.
mio. dollar har Zeronorths kunder sparet på brændstofregningen.
I sidste måned offentliggjorde FN’s klimapanel en ny dyster rapport, der understregede behovet for at handle nu, hvis man skal begrænse temperaturstigningen til 1,5 eller 2 grader, som er Paris-aftalens mål.
“Hvis jeg snakkede med en kunde for et år siden om brændstofoptimering og CO2-reduktion, sagde de “fint nok, men vi skal tjene penge på det”. Der er ingen tvivl om, at den grønne agenda er kommet meget højere på agendaen,” forklarer Søren C. Meyer og understreger, at trampindustrien halter efter containerrederierne:
“Mens containerrederierne sejler efter en fast tidsplan ligesom busser, fungerer trampskibene mere som taxier, der samler kunder op i nærheden. Derfor er det lettere at sætte en supply chain op på nye klimavenlige brændstoffer, fordi man kender sejltiden og farten på de forskellige ruter. Ved at starte med vores løsning, plukker man de lavest hængende frugter.”
Samlet står shippingindustrien for 3 pct. af den globale CO2-udledning. Derfor har Zeronorth kun kradset i overfladen af potentialet.
Men hvis selskabet for alvor skal rykke industrien mod en grønnere fremtid, kræver det, at aktørerne bliver bedre til at udveksle erfaringer og data fra ruter og vind- og vejrforhold. For jo mere data, der puttes ind i Optimise, jo mere nøjagtigt kan den beregne den mest optimale rute.
Foruden den enormt fragmenterede industri er den største knast ifølge Søren C. Meyer, at mange rederier ikke selv ejer skibene, men lejer dem hos en anden part. Derfor er det et relativt nyt fænomen, at man bruger data til at optimere sejladsen.
“Vi har haft rigtig meget fokus på at gøre teknologiplatformen skalerbar, og her er data med til at træne de underliggende modeller. Jo flere kunder, der kommer på, jo bedre bliver resultatet for alle,” siger Zeronorths topchef.
