Kirkbi udfordrer byggeriets faste roller i milliardprojekt

Arkitekten tegner, ingeniøren regner, og håndværkerne omsætter skitserne på papiret til færdigt byggeri. 

Sådan lyder arbejdsfordelingen typisk, når et nyt byggeri skal opføres. 

Men i den eksperimentelle bydel Travbyen i Billund, som er et milliardprojekt finansieret af Legofamiliens investeringsfond Kirkbi, har man udfordret den traditionelle byggeproces.

Her har arkitekter og ingeniører trukket i arbejdstøjet og arbejdet side om side med håndværkerne for at afprøve utraditionelle byggematerialer, herunder bivoks, lerjord og genbrugstegl i opførelsen af bydelens såkaldte “forsøgsbyggerier”.

Forsøgsbyggerierne er en særligt eksperimenterende del af Travbyen, som er bygget med brug af alternative lavemissionsmaterialer, der kan sikre et markant lavere CO2-aftryk, end de nuværende lovkrav for branchen ellers foreskriver.

“Vi har stået sammen om afprøvningerne. Murerne har for eksempel blandet lerjord i forskellige sammensætninger, lagt det ud i forme og afprøvet forskellige måder at afrette og efterbearbejde det på. På den måde har vi i fællesskab kunnet undersøge, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør,” fortæller Simeon Østerlund Bamford, indehaver af tegnestuen Reværk og arkitekt på Travbyens forsøgsbyggerier. 

Samtidig er håndværkerne allerede blevet inddraget i den tidlige planlægning af byggeriet, hvor deres erfaringer har været med til at kvalificere valget af materialer og byggemetoder, forklarer han. 

“De har ikke bare skullet udføre noget, der på forhånd var defineret. De har været en del af selve udviklingen, hvor deres faglighed og erfaringer har været afgørende for de løsninger, vi er nået frem til.”

Erfaringerne fra Travbyens forsøgsbyggerier har ført til en dugfrisk publikation, hvor bygherren deler centrale erfaringer, man har gjort sig undervejs i projektet. Her står erfaringerne fra det alternative samarbejde i byggeriets faser centralt. 

Kirkbi fremhæver bl.a., at tidligere inddragelse af de udførende kræfter, en tættere kobling mellem projektering og udførelse på tværs af byggeriets fag og en fælles dækning af omkostningerne, når noget går galt, er afgørende for, at samarbejdet kan lykkes. 

Nødvendigt tiltag

Bygge- og anlægsbranchen står i skrivende stund for omkring 40 pct. af klodens CO2-udledninger og ca. 30 pct. af den samlede udledning i Danmark. Samtidig går halvdelen af de materialer, der udvindes på globalt plan, til byggeriet, fremgår det af den grønne tænketank Concito.

Ifølge Christian Nørgaard, byggedirektør i Travbyen, kan branchens tunge klimapåvirkning kun afvikles, hvis bygherrerne bryder med vanetænkning og inddrager alle involverede fagfolk langt tidligere i byggeprocessen. 

“Hvis vi skal bygge så nænsomt som muligt og med respekt for de materialer, vi henter i naturen, skal vi optimere vores brug af ressourcerne,” siger han og fortsætter:

“Min erfaring som bygherre er, at vi i byggeriet er notorisk dårlige til at arbejde sammen på tværs af fagligheder. Jeg tror, at det er, fordi vi tænker lineært. Magien sker, når vi bruger tid på at finde de rigtige mennesker, som kan lægge deres egne egoer til side og bygge ovenpå de andres idéer. Så kommer innovationshøjden, og så er det, at vi kan bygge noget, der minimerer brugen af klodens ressourcer, og som vi samtidig kan bo i”.

Også Stefan Christoffer Gottlieb, lektor ved Syddansk Universitet med speciale i bæredygtige byggeprocesser og samarbejdsformer, tilslutter sig det synspunkt.

“De byggerier, vi bygger i dag, kræver i min optik, at vi gentænker den måde, vi organiserer vores byggeprocesser på,” siger han og peger på, at behovet kun vil stige i takt med, at stadig flere uprøvede lavemissionsmaterialer finder vej ind i byggeriet.

“Så står man med en ligning med to ubekendte. Derfor bliver vi nødt til at sikre, at vi har de nødvendige kompetencer i spil.”

Kan godt betale sig

I opførelsen af Travbyens forsøgsbyggerier Fælleshuset og Lerhuset har alle involverede parter penduleret mellem mødelokaler og byggepladsen.

Undervejs i byggeprocessen har de omsat de faglige drøftelser til egentlige test af forskellige lavemissionsmaterialer eller arbejdsmetoder for derefter at vende tilbage til tegnebordet.

Arkitekt Simeon Østerlund Bamford medgiver, at den utraditionelle fremgangsmåde er mere tidskrævende, men ifølge ham kan det godt betale sig for bygherre at kopiere den anderledes byggetilgang – også i konventionelt byggeri.

“Man vil selvfølgelig ikke nødvendigvis have mulighed for at lægge den samme tid i alle de forskellige udviklingsdele, men jeg tror, at der er en pointe i, at vi skal begynde at gentænke, hvor vi bruger tid,” siger han og uddyber:

“I meget konventionelt byggeri bliver der brugt unødig tid på projektering og ikke mindst omprojektering. Det kan i nogen grad undgås, hvis man snakker tingene mere igennem på tværs af fagligheder og inddrager de udførende fagligheder på et tidligere tidspunkt.”

Enslydende toner kommer fra Stefan Christoffer Gottlieb:

“Bygherrer skal tænke mere i totaløkonomiske sammenhænge. Hvis man potentielt set sparer en hel masse penge i udførelsen, fordi man undgår fejl og mangler, kan man nok godt leve med, at selve projekteringen og byggeprojektet bliver dyrere.”

Kirkbi forventes at have brugt 3 mia. kr., når Travbyen står færdig i 2032. Derfor spørger Børsen byggedirektør Christian Nørgaard, om projektets innovationshøjde kun kan lade sig gøre, fordi Kirkbi har afsat ekstra økonomi til forsøgsbyggerierne. Til det svarer han:

“Der er en innovationsfond indlejret i vores projekt, men det er ikke en åben æske, hvor jeg bare kan hive penge op. Slet ikke.”

Han medgiver, at projektets rådgiverbudget muligvis er lidt større procentuelt end normalt, men understreger i samme ombæring, at bygherrer i konventionelt byggeri ville kunne opnå samme økonomiske råderum til innovationsprojekter gennem fondsstøtte. 

“Det, som for eksempel Realdania eller Villum Fonden giver til projekter andre steder, er nogenlunde det niveau, vores innovationer i projektet ligger på.”

Store krav til alle parter

Ifølge Christian Nørgaard er den alternative samarbejdsform ikke en plug-and-play-løsning, som uden videre kan sættes i gang. Den stiller særlige krav til bygherrens evne til at sammensætte det helt rigtige hold til opgaven.

“Det handler ikke om at få partnere ind, der kan præsentere en palet af projektreferencer bagudrettet. Det handler om at få fat i de helt rigtige mennesker, som vi tror på, kan løfte præcis vores opgave her og nu,” fastslår han og fremhæver tillid som en afgørende forudsætning for et vellykket samarbejde. 

“Det tager lang tid at finde de rette mennesker. Men når man først har fået sat et rigtig godt hold, er det jo ikke anderledes end at spille fodbold på landsholdet: De optimerer, men når de har været til VM, er det jo ikke sådan, at de skifter hele troppen ud og starter forfra. Man vil gerne bygge videre på den succes, man laver,” siger han og fortæller, at samarbejderne fortsætter på tværs af projekter i Travbyen. 

Det tætte samarbejde stiller samtidig store krav til de enkelte fagligheder, fortæller arkitekt Simeon Østerlund Bamford:

“Det kræver en enormt stor åbenhed, ikke mindst fra arkitektrådgivers side, hvor man må acceptere, at det måske ikke er det definitive projekt, man kommer med. Det skal holdes åbent og kan påvirkes af processen, man går ind i. Sådan må det nødvendigvis gælde for alle rundt om bordet.”

Til gengæld kan den tidligere inddragelse af projektets parter styrke deres ejerskabsfornemmelse og motivation for at drive arbejdet fremad, vurderer han. 

“Her er der nogle projekter, hvor man kan få lov til at sætte sit professionelle virke og håndværk i spil til faktisk at gøre noget anderledes og sætte skub i branchens grønne omstilling. Det tænder bare en ild i øjnene på folk.”

Kan ikke stå alene

For lektor Stefan Christoffer Gottlieb er det vigtigt at understrege, at der ikke findes én gylden opskrift på, hvordan man bedst strukturerer de alternative samarbejdsformer i byggeriet.

“I stedet for, at vi tager et fast samarbejdskoncept ned fra hylden, skal vi i højere grad blive gode til at skræddersy en samarbejdsproces til det projekt, vi godt vil lave,” siger han og fortæller, at der i byggebranchen er et stigende fokus på at udvikle forskellige samarbejdsmodeller, som bygherrer og andre professionelle kan lade sig inspirere af. 

En tidligere inddragelse af byggeriets forskellige aktører er dog ikke nok i sig selv, hvis branchens grønne omstilling skal lykkes, understreger Stefan Christoffer Gottlieb. Han peger også på behovet for større viden om, hvordan mere bæredygtige byggematerialer kan anvendes i praksis.

“Det er risikobehæftet at bruge lavemissionsmaterialerne, og så bliver spørgsmålet, om det er bygherre, rådgiver eller entreprenør, der kommer til at betale, når skaderne kommer. Derfor bliver vi nødt til at have noget mere standardiseret viden om de byggetekniske løsninger,” siger han og uddyber:

“Ét af de virkemidler er alment teknisk fælleseje (samlebetegnelse for den viden og praksis, der i øjeblikket er anerkendt som korrekt på området, red.) eller standarder i byggebranchen.”