ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Jyske Bank laver grønne certifikater til sig selv: Vindmølle i Hirtshals snurrer for hele koncernen

Når virksomheder og private elkunder køber grønne oprindelsescertifikater for at kalde deres elforbrug grønt, kan det dække over meget. De mest kritiserede projekter findes langt fra køberen. De producerer ikke nødvendigvis el på det tidspunkt, hvor der er behov, og projekterne er så gamle, at det er svært at sikre, at certifikatkronerne går til ny vedvarende energi.

Certifikater kan ikke stå alene. Det er først og fremmest vigtigt, at vi som virksomhed selv bidrager med faktiske reduktioner af energiforbruget og reelle investeringer i omstillingen

Trine Lysholt Nørgaard,direktør for investorforhold og bæredygtighed, Jyske Bank

Blandt de største danske virksomheder er der en enkelt, der har en anderledes løsning på dette problem. Jyske Bank har for snart tre år siden investeret i en vindmølle, der skal producere strøm til at dække bankens elforbrug.

“Vi har købt vindmøllen, fordi vi ser det som en god løsning at investere i egen produktion af vedvarende energi, når vi har et behov for at udligne CO2-udledning,” skriver direktør for investorforhold og bæredygtighed, Trine Lysholt Nørgaard, i en mail til Børsen.

Certifikater til sig selv

Teknisk set er det grønne oprindelsescertifikater, der sikrer grøn strøm til Jyske Bank, men kilden til certifikaterne er møllen, som står på Hirtshals Havn. Certifikaterne er i dag næsten tilstrækkelige til at dække CO2-udledningen ved kørsel i bankens egne biler samt varmeforbruget – udover elforbruget, som var dens oprindelige formål.

Til trods for at bankens eneste grønne oprindelsescertifikater stammer fra vindmøllen, venter banken, at certifikaterne skal spille en mindre rolle fremover, blandt andet på grund af, at flere af virksomhedens bygninger bliver forsynet med solcelleanlæg, der genererer strøm lokalt, ligesom forbruget vil mindskes over de kommende år, påpeger Trine Lysholt Nørgaard.

“Certifikater kan ikke stå alene. Det er først og fremmest vigtigt, at vi som virksomhed selv bidrager med faktiske reduktioner af energiforbruget og reelle investeringer i omstillingen,” skriver hun og fortsætter:

“I Jyske Bank arbejder vi derfor først og fremmest med at reducere vores energiforbrug, dernæst undersøger vi muligheder for at producere vedvarende energi lokalt (f.eks. på solcelleanlæg). Først herefter benytter vi udligning ved køb af certifikater udstedt fra egen vindmølle.”

Jyske Bank udledte ifølge bankens egne tal 1,85 mio. ton CO2 i 2022. Fordi hovedparten af bankens CO2-udledning foregår i værdikæden – det såkaldte scope 3 – betyder vindmøllen kun 1100 ton reduktion, selv om udledningen fra elektricitet er kompenseret af den.

Forsiden lige nu