ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Nordjysk tech-producent taster tal ind til kunderne som aldrig før: Rapportering er “eksploderet”

Nu begynder små og mellemstore virksomheder at levere grønne data i hobetal, men manglen på et fælles sprog skader troværdigheden. Stor långiver har en løsning – ekspert beskriver et overmættet marked

Inden Marjanne Grønhøj kom til Deif, arbejdede hun over 18 år hos Grundfos. De sidste seks år som HR-direktør. Foto: Tor Birk Trads
Inden Marjanne Grønhøj kom til Deif, arbejdede hun over 18 år hos Grundfos. De sidste seks år som HR-direktør. Foto: Tor Birk Trads Tor Birk Trads

Det kan tage flere fulde arbejdsdage at svare. Når en af de store kunder fra f.eks. vindmøllesektoren beder om sorte tal og data, der skal dokumentere de grønne indsatser, foregår det ofte gennem kundens eget skræddersyede system. Den type kunder og forespørgsler er der en del af, når man som Marjanne Grønhøj er ansvarlig for bæredygtighed i en produktionsvirksomhed med 500 ansatte.

“Vi har kunder, der sender kæmpe regneark, vi skal fylde ud. Vi gør det samme til vores leverandører,” siger hun om arbejdet i Deif, der leverer såkaldte “power management”-systemer til forskellige segmenter. De sikrer optimering af brændstofforbrug i strømproducerende anlæg til lands og til vands, f.eks. ombord på Skibe.

Hun forstår godt nødvendigheden af de mange forespørgsler.

“Vi kan ikke sidde og sige, at vi er ih og åh så grønne, hvis vi ikke kan dokumentere det. Sådan gælder det hele vejen rundt.”

Rapportering om samfundsansvar, klima og bæredygtighed generelt er ifølge Marjanne Grønhøj eksploderet de seneste år. Analyser fra revisionskæmpen KPMG og konsulenthuset McKinsey viser det samme.

Sidstnævnte undersøgelse peger desuden på, at kvaliteten af bæredygtighedsrapportering ofte er mangelfuld. I hvert fald er data sjældent præcise eller valide nok til, at man bør træffe investeringsbeslutninger ud fra dem, vurderer konsulentkæmpen. Selvom det ofte er investorer, der efterspørger dataene.

Problemet er i store træk, at der ikke findes et fælles sprog for bæredygtighedsrapportering. Det skader både datakvalitet og troværdighed.

500

ansatte har Deif

Nyt værktøj hjælper

Udfordringen genkender EKF, Danmarks Eksportkredit, der skaffer finansiering til virksomheder, som vil lykkes med salg i udlandet.

Der er i mange år blevet samlet esg-data ind fra kunderne i EKF’s portefølje, fortæller esg-direktør Kristin Parello-Plesner. Selskabet har netop købt rapporteringsplatformen Valified fri til sine store smv-kunder – virksomheder med et samlet lån mellem 25-100 mio. kr. På sigt kan tilbuddet udvide sig til hele smv-porteføljen på 500 selskaber.

“Tidligere var det meget håndholdt, hvor vi ringede rundt. Det krævede rigtig meget tid, og i sidste ende var data svære at sammenligne,” siger hun og tilføjer, at EKF-kunderne nu både leverer mere brugbare data og bruger mindre tid på det.

Bæredygtig
Aftale sikrer klimaregnskaber i hundredvis hos smede og elektrikere
20220306-182240-7_ma.jpg

Tid der kan bruges på dialog om, hvordan selve arbejdet måske kan forbedres. Data om f.eks. energieffektivitet eller procedurer for at forhindre børnearbejde i værdikæderne.

“Vi måler performance og kan så komme med anbefalinger. Det er en måde, hvor vi er med til at fremtidssikre virksomhederne,” fortæller Kristin Parello-Plesner. Hun ser først nu den helt store acceleration i rapporteringskrav og forespørgsler - efter mere end 11 års erfaring med området hos PFA og Deloitte inden EKF.

“Og nu ser vi et tryk nedad mod smv’erne. Der kan det måske være en svær opgave, når du ikke har et stort internt esg-apparat.”

Overudbud

Marjanne Grønhøj fra Deif i Skive bekræfter, at Valified-systemet er nemmere at bruge. Selvom hun tænkte “åh ikke endnu et system”, da hun hørte om EKF’s projekt.

“På mange af de andre virksomheder er det megakomplekst. Der vil jeg sige, at det her system er jeg meget positivt overrasket over. Men indtil videre tror jeg ikke, vi slipper for at levere data særskilt til de andre kunder.”

Vi kan ikke sidde
og sige, at vi er ih
og åh så grønne

Marjanne Grønhøj,
bæredygtighedschef, Deif

Der er et overudbud af rapporteringsmetoder og systemer på markedet, mener Carina Ohm, chef for klima og bæredygtighed ved revisor- og rådgivningskoncernen EY i Danmark.

"Langt de fleste samler stadig data med excel-ark og sender rundt mellem lande og sites på mail. Der er masser af ny lovgivning på vej fra bl.a EU, der sætter mere standardiserede krav til rapporteringen. Det rammer ikke nødvendigvis de små virksomheder - men de bliver påvirket af de større, som har brug for standardiserede data fra leverandører, for at kunne lave deres egen rapportering. Ligesom vi her ser med EKF," siger hun og fortsætter.

"Vi bevæger os mod en ensretning, men der vil være en overgangsperiode, hvor man rapporterer meget forskelligt."

Forsiden lige nu