BØRSEN BÆREDYGTIG
Bæredygtig
Tommy Ahlers om iværksætteriets fremtid: “Jeg tror, mulighederne i det grønne bliver større end internettet”
Tak, fordi du læser med

Denne artikel kræver normalt abonnement, men er gratis for dig, fordi Danske Bank har finansieret adgang til Børsen Bæredygtig for alle i dansk erhvervsliv.

Danske Bank har ikke haft indflydelse på selve artiklen.

Læs mere om Danske Banks involvering.

Klimaordfører for Venstre og tidligere iværksætter Tommy Ahlers spår den grønne omstilling til at blive en større investeringsmagnet end internettet

Da regeringen i 2019 oprettede 13 klimapartnerskaber med sektorer i det danske erhvervsliv, glemte den at tage højde for iværksætternes rolle.

Det mener Venstres klimaordfører Tommy Ahlers, der selv er tidligere iværksætter og tog initiativ til det uofficielle klimapartnerskab for grønt iværksætteri. CO2-afgift er essentiel for at få prissat grønne løsninger rigtigt op mod det eksisterende marked Tommy Ahlers (V), klimaordfører

Børsen har spurgt ham om hans blik på grønt iværksætteri.

Hvad er de største udfordringer for grønt iværksætteri i Danmark?

“Det er en forstærket version af de udfordringer, traditionelle iværksættere står overfor. Virksomhederne er tit forskningsbaserede og har længere til markedet end traditionelle brancher. Udfordringen med at trække talentmasse er også større, fordi det er meget specialiserede kompetencer, der er brug for. Og risikovillig kapital er der ikke nok af.”

Både fra politisk side og erhvervslivet er der enormt fokus på grøn omstilling – burde der ikke være rigelig kapital?

“Når jeg mødes med folk, jeg tidligere har investeret med, er der også et klart fokus på grønne projekter, men der er brug for at rette endnu mere risikovillig kapital mod området. Vi er nødt til at have finansiel opbakning til flere tusinde forsøg, for at vi rammer de ti-20 stykker, der eksploderer i vækst.”

Hvor meget af den grønne omstilling skal trækkes af iværksættere?

“Jeg tror, det er ret markant, fordi iværksætterne finder løsninger, der har de helt store ændringspotentialer. De har ikke en række irriterende chefer og HR-processer, de skal igennem. De er langt hurtigere til at sætte dagsordenen for teknologisk udvikling, og det pisser sikkert nogle af de store virksomheder af – men så må de store virksomheder jo købe dem, samarbejde med dem eller kopiere dem.”

Kopiere dem?

“Her er Tesla og Elon Musk jo skoleeksemplet på en iværksætter, der har fået hele bilindustrien til at kopiere en helt ny tilgang til elbiler som brugervenlige køretøjer, der har banet vejen for, at elbiler er ved at blive noget, alle vil have.”

Hvad skal der ske politisk for, at iværksætternes rolle i grøn omstilling bliver sikret i Danmark?

“CO2-afgift er essentiel for at få prissat grønne løsninger rigtigt op mod det eksisterende marked. Løsninger, der bidrager til klimaet skal prissættes konkurrencedygtigt. Man bør også kigge på en regulær kapitalplan for grønne iværksættere og evt. skrue op for investorfradrag. Når det står så højt på den offentlige agenda at indfri klimamål, skal vi have en strategi for grønne offentlige indkøb.”

Hvordan sikrer den strategi, at iværksætterne bliver tilgodeset?

“Man bør udforme den sådan, at der er incitamenter til at købe løsninger fra iværksættervirksomheder.”

Hvor godt står Danmark som grønt iværksætterland?

“Jeg tror, vi ligger midt i feltet. Vi har en god tradition for grøn kapital, men omvendt er vores niveau for at sikre kapital til den del af erhvervslivet ikke stærk nok. Mens vi har opbygget en toneangivende profil på energi, risikerer vi, at kapitalstærke nationer overhaler os, fordi de har flere penge til rådighed.”

Hvordan udvikler opmærksomheden sig mod grønt iværksætteri sig generelt?

“Der er et kæmpe skifte på vej. Da jeg var aktiv som iværksætter i 2005, handlede det hele om internettet og digital udvikling, og det skabte en masse innovation og kapital, der gennemsyrede hele iværksættermiljøet. Klima er den vildeste samfundsomvæltning, og jeg tror, mulighederne i det grønne bliver større end internettet, fordi det i fremtiden kommer til at gennemsyre al nytænkning i erhvervslivet.”

Forsiden af Børsen Bæredygtig