Investorer vil knække en næsten umulig kode – “Hvis vi ikke prøver, når vi aldrig i mål”

Investorer ignorerer lige nu en risikofaktor, der potentielt kan ændre deres fremtidige afkast radikalt.

Sådan lyder advarslen fra Diego Känzig, lektor i økonomi ved det amerikanske Northwestern University, der sammen med Adrien Bilal har udgivet forskningspapiret “The Macroeconomic Impact of Climate Change: Global VS Local Temperature”, der er publiceret i Quarterly Journal of Economics.

“Vores estimater indikerer, at en permanent stigning i den globale temperatur på 1 grad celsius vil reducere det globale bruttonationalprodukt, bnp, med mere end 20 pct. på lang sigt,” skriver Diego Känzig i et mailsvar til Børsen.

“Og med “lang sigt” mener vi den samlede effekt af en permanent stigning i den globale temperatur, efter at de økonomiske virkninger har haft tid til at udfolde sig.”

Som en konsekvens af denne uvidenhed om klimarisikoens indvirkning på investeringsafkastet kan man som investor ifølge forskeren samtidigt have svært ved at finde frem til, “hvilke aktiver, der yder beskyttelse og som derfor vil klare sig relativt godt netop i situationer med store klimaskader.”

I Rådet for Afkastforventninger, der beregner afkastforventninger på bl.a. aktier og obligationer til de danske pensionsselskaber og pengeinstitutter, har formand Jesper Rangvid over for Børsen tidligere sagt, at man i Rådet vil “sætte et arbejde i gang for at analysere, om klimarisiko er noget, vi eksplicit skal inkorporere i vores afkastforventninger”.

Dette arbejde er dog langt fra nogen let opgave, lyder det både fra Jesper Rangvid og Jon Johnsen, adm. direktør i pensionsselskabet PKA.

I PKA har man indtil videre sammen med sine konkurrenter valgt at læne sig op ad de nuværende afkastforventninger.

“Jeg vil rigtig gerne have en model til at beregne afkastforventningerne, der indregner klimarisikoen, men det er utroligt svært at integrere,” siger Jon Johnsen, der ikke misunder Jesper Rangvids arbejdsopgave.

“Jeg anerkender, at det er nødvendigt, men i praksis er det svært, det vil tage mange år, før vi har en sådan model,” siger Jon Johnsen.

Nemme klimarisici

På Københavns Universitet har Susanne Ditlevsen, professor i statistik og præsident for Videnskabernes Selskab, læst Diego Känzigs forskningspapir og hæfter sig bl.a. ved “et meget detaljeret og grundigt analysearbejde” og “rigtig mange robusthedsanalyser”.

“Det tyder på, at man kan stole på resultaterne, at de er udtryk for et rigtigt signal i data,” siger Susanne Ditlevsen.

Ifølge hende er resultaterne “meget klare”, og som nogle, “der kan indarbejdes i beregninger, når der skal tages politiske beslutninger”.

“Det bør man absolut gøre, ellers får man jo alt for optimistiske forudsigelser under scenarier, hvor den grønne omstilling går for langsomt,” siger Susanne Ditlevsen og anerkender, at der er mange andre samfundsudfordringer – som AI og geopolitik – der også vejer tungt.

“På mange måder er klimarisici nemmere. Vi har en rigtig god forståelse af de fysiske love for klimaforandringerne, vi har solide og troværdige forudsigelser for, hvordan den globale opvarmning vil udvikle sig under forskellige udledningsscenarier – i hvert fald inden for tidshorisonter på fem-ti år, og vi har gode estimater for, hvad den grønne omstilling vil koste,” siger professoren.

Hun vurderer derfor, at hvis man inddrager prisen for den globale opvarmning som en CO2-pris – uanset om man opretter en CO2-skat eller ej – men udregnet som en omkostning i modellerne, som foreslået af Känzig, vil man kunne “få reelle økonomiske beregninger på fordele og ulemper på grøn omstilling”.

Model på vej

PKA-direktør Jon Johnsen er også næstformand i alliancen The Institutional Investors Group on Climate Change, IIGCC, og i det regi arbejder han netop på at skabe en model, der inddrager klima som en risikofaktor.

“Klimarisiko fylder rigtig meget i det strategiarbejde, vi sidder med lige nu, og efter denne uges strategimøde forventer jeg, at vi vil beslutte at udarbejde en model, som alle pensionsselskaber og institutionelle investorer vil kunne benytte sig af i fremtiden,” fortæller Jon Johnsen.

Hvordan vil jeres model adskille sig fra den model, vi kender fra Rådet for Afkastforventninger?

“Det vil være en model, der målrettet bevæger sig ned på de laveste granuleringsniveauer, altså hvordan et pensionsselskab skal indregne klimarisiko på den specifikke aktie eller specifikke aktiv, f.eks. en obligation og ikke på det globale aktie- eller obligationsmarkedsniveau. Så det er helt ned på det specifikke niveau.”

Hvordan en sådan model skal konstrueres er endnu for tidligt at sige noget om, melder Jon Johnsen.

Ifølge Jon Johnsen er det i dag ganske umuligt for en investor som PKA at vurdere, hvilken klimarisiko et selskab som f.eks. det amerikanske it-selskab Microsoft udgør, eller Procter & Gamble, der bl.a. producerer forbrugsvarer som sæbe, shampoo og bleer.

“Det er virkelig svært at regne ud, men det kan være mere simpelt i andre tilfælde – både på selskabs- og sektorniveau. For eksempel en producent af kunstgødning eller hele den industri, hvor der bruges meget energi, og hvor man f.eks. anvender gas i energimikset. Her kan man nok godt se, at der er et problem, men i forhold til mange andre virksomheder er forudsætningerne for, om der er et problem, ikke lige så tydelige,” siger Jon Johnsen og tilføjer, at selvom det er svært, nytter det ikke noget bare at se til.

“Faktum er, at dette er helt utroligt svært, men hvis vi ikke går i gang, og hvis vi ikke prøver, når vi aldrig i mål.”

Bekymret for unges afkast

Ifølge Diego Känzig giver det rigtig god mening at indregne klimarisikoen, selvom det både er kompliceret og behæftet med stor usikkerhed.

“Inden for økonomi skelner man ofte mellem risiko og usikkerhed. Ved risiko kan vi i det mindste karakterisere mulige udfald og tildele dem sandsynligheder; ved usikkerhed kan selv dette være vanskeligt. Men usikkerhed er normalt ikke en grund til at ignorere en potentielt vigtig risiko – tværtimod kan det være en grund til at udvise større forsigtighed,” skriver Diego Känzig i sit mailsvar.

“Hvis man tager de nylige, omfattende estimater alvorligt, udgør klimaforandringer en kvantitativt væsentlig kilde til makroøkonomisk risiko og bør derfor også spille en rolle for investeringsbeslutninger og værdiansættelse af aktiver,” skriver Diego Känzig bl.a. med henvisning til sin egen forskning om bnp-faldet på 20 pct., der ifølge ham er “grundigt efterprøvet” af andre forskere og været udsat for “omfattende robusthedsanalyser” af ham selv og hans medforfatter Adrien Bilal.

“Jeg er imidlertid endnu ikke stødt på kritik, der afkræfter hovedkonklusionen om, at ændringer i den globale temperatur har store og vedvarende virkninger på den globale økonomiske aktivitet,” skriver Diego Känzig.

Tilbage til de aktuelle afkastforventninger, der altså endnu ikke medregner klimarisiko, så forstår Jon Johnsen udmærket, at man som pensionsopsparer er bekymret for klimaforandringernes konsekvenser for det fremtidige afkast.

“Jeg kan være bekymret, men det rammer nok ikke mig. Jeg er alligevel 58 år, men det rammer måske dem på 25, 35 og 45 år, når de engang går på pension,” siger Jon Johnsen og tilføjer, at PKA også handler på bekymringen.

“Det er derfor, vi involverer os i PKA som pensionsselskab og som sektor, der vil skabe grøn omstilling med investeringer i sol og vind, det er også noget, som vores medlemmer på f.eks. generalforsamlingerne giver meget tydeligt udtryk for, at de ønsker. De ønsker et afkast, og det skal skabes på en bæredygtig måde,” siger Jon Johnsen.