Flere virksomheder udarbejder csr-rapporter, men hvis de vil tiltrække investeringer fra den unge generation, skal de kommunikere mere direkte. Det er grundlaget for ny forretningsgren i startup
Der skal mere til end store, detaljerede rapporter med flotte grafikker og professionelle billeder, hvis virksomheder vil gøre sig til attraktive mål for de private investorer med ønsket at om bidrage til den grønne omstilling.
Det er budskabet og forretningsidéen hos manden bag investeringsfællesskabet Makeimpact, Varan Pathmanathan, der arbejder med at formidle viden om bæredygtige investeringer til private. I dag vil folk rammes på personlige værdier og komme tæt på de mennesker, der driver den grønne omstilling Varan Pathmanathan, stifter, Makeimpact
Han og medstifteren Christopher Trunk Black koordinerer bl.a. et fællesskab af over 2500 unge, der alle bidrager med viden og holdninger til bæredygtige investeringer, som Varan Pathmanathan og hans hold i Makeimpact analyserer og sælger viden om.
Og mens der stadig er en tydelig interesse i de store verdenskendte selskaber, som rykker på den grønne omstilling, eksisterer der et mellemleje af små og mellemstore børsnoterede virksomheder, som har det, de unge investorer leder efter.
“Men det er langt fra dem alle, der er gode til at fortælle om, hvordan de konkret arbejder med deres bæredygtige formål og bidrager til f.eks. FN's verdensmål,” fortæller Varan Pathmanathan.
Han gennemtrawler sammen med et hold på 25 medarbejdere internettet for informationer om virksomheders arbejde med bæredygtighed defineret ud fra FN's 17 verdensmål. Makeimpact forsøger så gennem sit fællesskab at udbrede fængende indhold om virksomhedernes arbejde til brugerne.
Det er bl.a. personbaserede nyheder, podcast, Instagram-opslag og lignende. For unge investorer vil se rigtige mennesker og ikke bare tal og regneark.
“I dag vil folk rammes på personlige værdier og komme tæt på de mennesker, der driver den grønne omstilling. Vi kan tydeligt se fra vores data, at det rykker langt mere hos dem at se et tominutters videointerview med en direktør i et selskab, end det gør at læse stolpe op og ned om virksomhedens csr-arbejde,” fortæller Makeimpact-stifteren.
Undersøgelser fra globale konsulenthuse som Deloitte og McKinsey peger på, at interessen for at investere bæredygtigt stiger markant på verdensplan, mens en undersøgelse fra Finans Danmark i 2019 anskueliggør, at danske investorer gerne ofrer lidt på afkastet, hvis de kan sikre sig, at investeringen har en positiv indvirkning på kloden.
“Men det er de færreste, som sætter sig og læser en csr-rapport. Og hvis de endelig gør, føler de ikke, at de kommer tættere på virksomheden eller menneskene bag. Og så får de ikke lyst til at investere i det selskab,” siger Varan Pathmanathan.
Han har tidligere arbejdet med både salg og investeringer i bl.a. Danske Bank og Saxo Bank. Og selvom den traditionelle finanssektor også arbejder med at udbrede bæredygtige investeringer, ser han en klar forskel på målgruppen.
Digital kløgtVirksomheder kan nemlig sænke deres CO2-udslip nok så meget eller bidrage til grøn omstilling på andre måder, der rent faktisk batter. Men hvis børsnoterede selskaber i den lille og mellemstore klasse ikke formår at fortælle historien om deres bæredygtige arbejde på den rigtige måde til det interesserede publikum, så går de ifølge iværksætteren forbi en stor mulighed.
“Det er klart, at de helt store børsnoterede selskaber har nogle andre forudsætninger, fordi alle kender dem, og de er inde i varmen hos alle de traditionelle forvaltere og investorer. De har også ressourcer til at ansætte store kommunikationsteams, der kan brede informationer om virksomheden ud. Der må de mindre virksomheder bruge digital kløgt for at gøre sig attraktive.”
frvi@borsen.dk