Industrien med stort udspil: Sådan skal 80 GW havvind indfries

Industriens svar er klart: Hvis Danmark vil indfri potentialet om op mod 80 GW havvind frem mod 2050, skal der skabes et langt mere forudsigeligt marked, og Folketinget skal stoppe med de kun lejlighedsvise milliardstore havvindudbud. 

Sådan lyder en af hovedkonklusionerne i en netop offentliggjort rapport fra Dansk Industri og en række andre organisationer. En rapport, der oprindeligt blev bestilt af daværende klimaminister Lars Aagaard.

Hos Dansk Industri peger branchedirektør for DI Energi, Troels Ranis, på, at mere dansk havvind ikke kun handler om mere grøn strøm i stikkontakterne. Det handler om Europas konkurrenceevne, om opbygningen af hele markedet for havvind. Og om at sikre, at Danmark også i fremtiden er førende på området.

“Vi står i øjeblikket i en situation, hvor Europa er ved at tabe sin globale konkurrencekraft, og det er Danmark desværre en del af. Hvis vores virksomheder fortsat skal betale langt mere for deres energi end deres direkte konkurrenter i USA og Asien, så er vi på en direkte afviklingskurs frem for en vækstkurs,” siger direktøren.

Derfor er diskussionen om mere havvind i Europa rykket langt over de traditionelle klimapolitiske rammer, mener Troels Ranis. 

Det handler om at skabe stabil og billig energi til industrien og erhvervslivet for at kunne fastholde arbejdspladser og investeringer inden for Europas grænser. 

“Det er det, havvinden skal levere, og det er det overordnede perspektiv for vores udspil,” siger Troels Ranis. 

Mere forudsigelighed

Et af de helt store temaer i rapporten er forudsigelighed og et opgør med de såkaldte stop and go-effekter med lejlighedsvise udbud. De danske arealer bør udbydes i en fast kadence frem til 2043. Det vil give tid til at nå det fulde potentiale frem mod 2050, lyder det. 

Samtidig vil en større forudsigelighed give den nødvendige tryghed til at foretage de langsigtede milliardinvesteringer, der er nødvendige for at nå potentialet, mener organisationerne bag.

Der skal dog være mulighed for at tilpasse modellen for fremtidige udbud undervejs, påpeger Troels Ranis. 

“Vi skal agere agilt og hurtigt kunne tilpasse os markedsvilkårene. Derfor viser vi forskellige løsninger i rapporten, men fundamentet skal være en klar, langsigtet plan for vores havarealer,” siger han. 

DI’s rapport lander i kølvandet på nogle turbulente år for havvindindustrien. 

En giftig cocktail af højere renter, stigende omkostninger og flaskehalse i forsyningskæderne ramte sektoren som en bombe i årene efter Ruslands invasion af Ukraine. 

Krisen fik flere energikæmper til at skrue ned for det planlagte investeringstempo og sænke tempoet for udbygningen. Samtidig endte flere europæiske havvindudbud uden én eneste byder – herunder det danske udbud i december 2024. 

Fat i det rigtige

Nu er der dog igen udsigt til nye havvindmøller i de danske farvande. I august vandt den svenske energikæmpe Vattenfall statens seneste udbud og tilhørende milliardstøtte af to parker i henholdsvis Kattegat og Nordsøen. 

Udbuddet modtog i alt syv bud fordelt på de to parker og markerede dermed en genrejsning for staten efter det floppede udbud i 2024. Og ifølge Troels Ranis har myndighederne med det seneste udbud ramt “den helt rigtige balance.”

Den helt store forskel har været den støtte på 55,2 mia. kr., som staten har stillet med denne gang – samt en risikodækning, der kan supplere den pris, energiselskaberne kan få for den producerede el på markedet. 

“Den model har markedet vist en enorm appetit på,” siger Troels Ranis.

Direktøren opfordrer i samme åndedræt til at fremrykke udbudsfristen for den tredje og sidste del af det milliardstore udbud og køre videre med samme udbudsmodel. 

“Vi har fat i det helt rigtige lige nu og her. Men vi skal selvfølgelig bevare evnen til at tilpasse os over tid. Der vil være flere veje til at nå ambitionen om de 40-80 GW i 2050, og der findes ikke én model, der passer til hele rejsen,” siger Troels Ranis. 

Eksporteret energi

En stor del af de enorme mængder energi, som man forventer at kunne producere frem mod 2050, kommer ikke til at blive kanaliseret ud til danske stikkontakter. Den kommer derimod til at blive eksporteret til europæiske nabolande. 

Derfor foreslår rapporten også, at aftagerlandene er med til at finansiere en eventuel økonomisk og risikoafdækning i fremtiden. Her peger den bl.a. på aftalen med Tyskland omkring den kommende Energiø Bornholm som eksempel. 

Tyskland og Danmark har nemlig indgået en aftale om at bære henholdsvis 70 og 30 pct. af omkostningerne til udbygningen, ligesom projektet er udbudt med en såkaldt tosidet differenskontrakt, så begge lande hæfter for kompensationen.

“Det regionale samarbejde er altafgørende,” siger Troels Ranis. 

“Aftalen med Tyskland beviser sort på hvidt, at vi kan lykkes med komplekse, regionale samarbejder – og vi har endda gjort det med Tyskland, som er vores absolut vigtigste nabo og samarbejdspartner på området. Kan vi gøre det én gang, kan vi naturligvis også gøre det igen med andre lande.” 

Troels Ranis vender igen og igen tilbage til det, han selv betegner som kernen i rapporten – at udbygningen af havvind og “hjemmedyrket”, europæisk teknologi er afgørende for at sikre Europas fremtid. 

Forudsætningerne er der, men vi må ikke kun skele passivt til konkurrenterne uden for Europa. Der skal tiltrækkes langt flere investeringer til produktionen inden for Europas grænser, mener direktøren.

“Det vil gøre vores energisystem langt mere modstandsdygtigt i en urolig verden, hvor råvare- og energipriser svinger voldsomt og presser vores konkurrenceevne. Vi skal simpelthen være i stand til at mestre langt mere selv,” siger Troels Ranis.