BØRSEN BÆREDYGTIG
Bæredygtig
Ikea prøver en ny start: "I Danmark er det en helt ny måde at bygge et varehus på for Ikea"
Tak, fordi du læser med

Denne artikel kræver normalt abonnement, men er gratis for dig, fordi Danske Bank har finansieret adgang til Børsen Bæredygtig for alle i dansk erhvervsliv.

Danske Bank har ikke haft indflydelse på selve artiklen.

Læs mere om Danske Banks involvering.

Bæredygtighed er ifølge Ikea tænkt ind fra begyndelsen i kommende varehus i midten af København. Hvad det betyder for CO2-aftrykket er for tidligt at sige

I 2023 skal et nyt varehus fra detailgiganten Ikea stå klar i midten af København og bliver langt fra de normale firkantede blå-gule bygninger rundt om i landet. Bæredygtighed er ifølge Monica Keaney, chef for bæredygtighed i Ikea Danmark, tænkt ind fra start og skal inspirere fremtidige varehuse.

"I Danmark er det en helt ny måde at bygge et varehus på for Ikea. Ambitionen er, at vi også kan bruge nogle af de samme løsninger i andre lande," siger hun.

Solceller på taget skal sikre en fjerdedel af varehusets energiforbrug. Resten skal dækkes fra Ikeas egne vindmølleparker i Norden. Vand fra havnen skal bruges til nedkøling, mens ventilationssystem bl.a. kan bruge nattekulde til at køle ned i dagstimerne. Varehuset skal nå den højeste standard hos miljøcertificeringen Breeam, som netop også kan bruges i andre lande.

At ramme rigtigt

Monica Keaney har ansvaret for at løfte strategien, så alle i processen er med på målet. Samtidig er det en personlig motivation, at bygningen skal være mere end et varehus, men "et samlingssted og nyt grønt område i byen". I Danmark er det en helt ny måde at bygge et varehus på for Ikea Monica Keaney, bæredygtighedschef, Ikea Danmark

Det skal over 250 træer og arter i en have på taget hjælpe med, mens 1300 kvm af facaden dækkes af grønt. Ifølge Ikea vil det "konvertere tons af CO2 hvert år", men hvad det konkret betyder, er ifølge Keaney for tidligt at sige. Det samme gælder for varehusets samlede CO2-aftryk.

"Vi arbejder med CO2-opbevaring i storskala globalt. Vi har lige investeret 100 mio. euro i at fjerne og opbevare CO2. Træer og buske er med til at skabe et grønnere mødested, fremme biodiversiteten, men ikke en del af CO2-beregningen," siger hun.

En af udfordringerne har været den årrække, projektet har været undervejs, og at være foran på nye løsninger og materialer. Ikea har været nødsaget til at ændre nogle af planerne.

"Vi ville gerne genanvende 100 pct. regnvand til at bruge i toiletterne. Det er ikke muligt lige nu pga. lovgivning," siger Monica Keaney, der ikke vil oplyse investeringen i det nye varehus.

Indkøbsposen tæller også

Ud fra det tilgængelige materiale er det svært præcist at vurdere, hvor bæredygtigt projektet fra Ikea er, mener professor Harpa Birgisdottir, der forsker i bl.a. bæredygtige bygninger ved Aalborg Universitet. De forskellige initiativer på energi som biodiversitet er dog alle gode på hver deres måde.

"Bæredygtighed dækker over så mange ting, hvor både miljø, sociale forhold og det økonomiske skal gå hånd i hånd," siger hun og peger på materialer som afgørende.

Analyser viser ifølge professoren, at bygninger kan have to til tre gange større CO2-belastning pga. materialer trods et bæredygtigt udgangspunkt.

"Det er vigtigt, at man får det beregnet via en livscyklusanalyse. Mange har måske gode intentioner om at bygge bæredygtigt, men pludselig kommer der materialer ind med stor betydning," forklarer Birgisdottir og understreger, at bygningen ikke står alene.

"Det er så vigtigt for den her type bygning, at virksomheden også optimerer på indkøbsposen. Man kan gøre meget med design af bygningen, men også indenfor, hvis det er tydeligt, hvordan man f.eks. vælger produkter med forskellig CO2-belastning."

Monica Keaney understreger, at det også handler om at "inspirere". Ikea-gruppen har en ambition om at være en klimapositiv cirkulær virksomhed i 2030. Et nyt værksted spiller ind i den ambition, hvor kunder kan få hjælp til reparation af møbler fra Ikea.

Er det også en måde at kompensere for forbruget, I skaber med jeres forretning?

"Nej, det vil jeg ikke sige. Det handler meget om vores bygninger, som skal driftes på en helt ny måde. De skal være på 100 pct. grøn strøm globalt i 2030, hvilket vi allerede opfylder i Danmark i dag, og mere energieffektive. Samtidig skal hele sortimentet fra 2030 være fra genanvendte eller genanvendelige materialer og overholde principper om cirkularitet, så hvert produkt fra Ikea kan skilles ad og genanvendes," siger Monica Keaney.

Forsiden af Børsen Bæredygtig
BØRSEN BÆREDYGTIG
21. sep 2021