Værktøjet i plastfabrikkens maskiner skulle alt for ofte renses.
Hver gang måtte medarbejdere standse processen. Og hver gang var der spild.
En medarbejder hos Primo Danmark spottede problemet, og virksomheden udviklede et låg til maskinernes sug, som på den måde kunne renses uden at stoppe produktionen.
"Generelt behøver de løbende forbedringer ikke være dyre eller tage lang tid," konstaterer adm. direktør hos Primo Danmark, Taj Bernth.
"Hvis en tørretumbler er i stykker, er et nyt varmelegeme næsten dyrere end at købe en ny tumbler. Det er en trist udvikling. Derfor kan jeg godt lide tankegangen om, at kan man gøre noget simpelt, skal man gøre det," siger han og mener, der er brug for et opgør med "køb og smid væk"-mentaliteten.
Det var med den tanke, at Taj Bernth for otte år siden satte gang i et initiativ. Dengang som chef for værdikæde og produktion.
Simple hvide tavler kom op på væggene i alle virksomhedens afdelinger. Forbedringstavler, kaldte han dem.
Til venstre for døren i produktionshallen hænger i dag et whiteboard med forskellige spildtyper skrevet op: Overproduktion. Ventetid. Overforædling. Det sidste dækker over, hvis der eksempelvis bliver brugt for meget farve i produktionen af profiler.
Ti gule sedler med notater sidder i en kolonne på samme tavle. Håndskrifter tilhørende de ansatte, der enten kommer med nye idéer eller peger på steder, hvor ting kunne blive bedre. Som computerskærme, der ikke slukker i weekenden. Eller låget til vakuumsuget.
Sidste år lavede den familieejede virksomhed omtrent 1000 løbende forbedringer. Store som små.
Selvom Taj Bernth i 2014 satte spild i system på en ny måde, har initiativer på miljø været i gang i mange år.
Som udskiftningen af 2000 lysstofrør til LED, hvilket skar to tredjedele af strømforbruget.
Eller investeringen på op mod 15 mio. kr. i køling med grundvand af vandbadene for at spare energi på kølekompressorer for 20 år siden.
Hertil kommer årlige energiscreeninger, mens spild af plast i produktionen er skåret ned med 25-30 pct. de senere år.
"Noget af det har vi egentlig haft fokus på gennem længere tid. Det nye er alternativer til materialer og mere fokus på genanvendelsen," siger Taj Bernth.
"Du bliver aldrig færdig med løbende forbedringer. Men jo mere du får involveret dine ansatte, des bedre bliver løsningerne og resultaterne."
