Fra mælkeproducent Yke Kloppenburg-Oosterwouds stald er der udsigt over markerne mod Lammefjorden.
Herude er der stille, hvis man ser bort fra køernes muhen.
Det rolige lydtæppe står i skarp kontrast til debatten om dansk landbrug, som i øjeblikket bliver gødet med politiske udspil på stribe.
Fronterne var trukket skarpt op, da Folketinget vedtog nye kvælstofregler – Gødskningsloven – i starten af september. Og mange nuancer druknede i støj, da vrede landmænd rullede ind på Christiansborg Slotsplads i deres traktorer.
Vi var egentlig kommet rigtig godt i gang med arbejdet. Men lige nu er alt usikkert
Yke Kloppenburg-Oosterwoud, økologisk mælkeproducent
Derfor er Børsen taget til Gislinge lidt uden for Holbæk.
Her driver Yke Kloppenburg-Oosterwoud sammen med sin mand et økologisk landbrug med 230 malkekøer.
Hun oplever en debat, hvor det er de forsimplede budskaber, der trænger igennem. Hvor man skal være enten for eller imod for at få sit budskab ud.
Som medlem af den lokale trepart for Isefjord og Roskilde Fjord arbejder Yke Kloppenburg-Oosterwoud for den grønne treparts mål om en historisk omlægning af dansk landbrug, så vi får mere natur og mindre udledning af kvælstof.
Hun ser de lokale treparter som vejen frem, fordi de bygger på frivillighed og naturprojekter, som landmændene skal kunne se sig selv i.
Men nu frygter hun, at de nye kvælstofregler spænder ben for netop det arbejde.
“Vi var egentlig kommet rigtig godt i gang med arbejdet. Men lige nu er alt usikkert. L5 (de nye kvælstofregler, red.) modarbejder de projekter, vi laver i den lokale trepart, hvor vi gerne vil have landmændene til at omlægge jord til natur og vådområder,” siger Yke Kloppenburg-Oosterwoud, der repræsenterer Landbrug & Fødevarer i treparten.
Kæmpe omlægning
Bekymringen handler om, hvad der bedst kan betale sig for den enkelte landmand.
For med de nye kvælstofregler kan landmændene få en økonomisk fordel af at beholde deres jord frem for at afgive den til fælles natur- og kvælstofprojekter.
De ringer og siger, at det jord, de har budt ind med til fælles naturprojekter, det kan vi ikke få
Kåre Flye Andersen, landmand og medlem af Treparten for Vadehavet
Hvis en landmand lægger en mark brak, kan den fortsat tælle med, når bedriften skal overholde de nye krav til udledning af kvælstof, og være en hjælp til at bedriftens samlede kvælstofregnskab går op.
Men hvis landmanden i stedet afgiver jorden permanent til et kollektivt projekt, risikerer han både at miste den kvælstofkvote, der er knyttet til arealet, og kompensation for den skærpede regulering.
En problemstilling, professor og tidligere overvismand Peter Birch Sørensen også har advaret om i en nyligt indlæg i Altinget.
Ifølge Yke Kloppenburg-Oosterwoud kan det betyde, at vi får flere braklagte marker og mindre natur, end der er lagt op til med de lokale treparter.
“Landmændene bliver nødt til at tænke på sig selv først. De har brug for at have jord, de kan braklægge, for ikke at overskride kvoten for, hvor meget kvælstof de må udlede fra deres bedrift. Det kan betyde, at de ikke vil afgive jord, som gavner fællesskabets projekter,” siger hun.
På pause
Usikkerheden omkring den skærpede kvælstofregulering har fået landbrugets repræsentanter til at pause arbejdet i mindst 10 ud af 23 lokale grønne treparter.
Men i treparten for Isefjord og Roskilde Fjord arbejder de videre og opfordrer landmændene til at gå med i de forundersøgelser, der er i gang.
“For det tager tid. Og vi er slet ikke der endnu, hvor landmændene skal forpligtige sig til at afgive jord,” siger Yke Kloppenburg-Oosterwoud.
FAKTA
De Lokale Treparter
- Der er nedsat 23 lokale treparter, som skal omsætte den nationale grønne trepartsaftale til konkrete projekter, hvor landbrugsjord omlægges til natur, vådområder og skov.
- Målet er at reducere udledningen af kvælstof til fjorde og kystvande og sikre mere natur og bedre biodiversitet.
- De lokale treparter består af lokale repræsentanter fra områdets kommuner, landbrugsorganisationer, naturorganisationer og én repræsentant fra Naturstyrelsen.
- Landbrugets repræsentanter i mindst 10 af de 23 lokale treparter har trykket på pauseknappen pga. usikkerhed omkring den nye kvælstofregulering og et kommende sprøjteforbud.
- Det betyder ikke at arbejdet ligger helt stille. F.eks. kan kommunerne godt arbejde videre med forundersøgelser til en række projekter.
Kilde: Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd, m.fl.
Samme tilgang har landbrugets repræsentanter i den lokale trepart for Vadehavet valgt.
“Vi er i en fase, hvor vi ikke er gået i gang med ret mange af projekterne endnu. Så vi kæmper med at sige til landmændene, at de godt kan gå med i forundersøgelsen. Det sker der forhåbentlig ikke noget ved,” siger Kåre Flye Andersen fra Agervig Skovgård i nærheden af Varde.
Flere landmænd tøver dog med at forpligtige sig.
“Mange landmænd holder deres jord tilbage. De ringer og siger, at det jord, de har budt ind med til fælles naturprojekter, det kan vi ikke få alligevel,” siger Kåre Flye Andersen.
Ude i forsamlingshusene
Selv har han et mindre landbrug med økologisk planteavl og konventionelle juletræer. Og som forholdsvis ung landmand var han glad for, at der med den grønne trepart kom en langsigtet plan, man kunne køre efter i mange år.
Derfor har han også stået i rigtig mange forsamlingshuse og bedt sine kollegaer om at gå med i projektet.
“Men jeg er rigtig ked af, hvor vi står nu. Det er forkert, når det bliver udlagt, som om den nye kvælstofregulering er et sikkerhedsnet under treparten. Det er det ikke. Det er en bombe under treparten,” siger Kåre Flye Andersen.
Han mener ikke, at man tilbage i 2024 kunne forudse, at de nye kvælstofregler ville komme på tværs af arbejdet i de lokale treparter.
Tværtimod er L5's skærpede krav til, hvor meget kvælstof den enkelte landmand må udlede, tænkt som en slags overgangsløsning, indtil den grønne treparts arealomlægning får effekt på kvælstofudledningen.
“Hvis vi skal have treparten til at lykkes igen, så skal vi have håndsrækning,” lyder det fra Kåre Flye Andersen.
Han foreslår derfor en overgangsordning, hvor landmændene fortsat kan tælle jord med i deres kvælstofregnskab, selvom de har sagt ja til at indgå i et naturprojekt. Først når projektet er gennemført, skal arealet udgå af regnskabet.
Jeg værdsætter alt input til at sikre en sammenhængende indsats
Christian Rabjerg Madsen, minister for natur og dyrevelfærd
En idé, som minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) er opmærksom på.
“Jeg værdsætter alt input til at sikre en sammenhængende indsats, og mit ministerium har haft dialog med professor Peter Birch Sørensen om potentialet ved at fastholde kvælstofkvote på udtagne arealer. Vi forsætter med at undersøge mulighederne for løbende at forbedre kvælstofindsatsen og sikre sammenhængen med udtagning af landbrugsjord,” lyder det fra Christian Rabjerg Madsen i et skriftligt svar til Børsen.
Han kommer ikke med nogen løfter på nuværende tidspunkt.
I stedet fremhæver han, at den nye regulering skaber et incitament til at tage landbrugsjord ud af drift, fordi der sættes en grænse for, hvor meget kvælstof der må udledes i det enkelte opland.
“Det gør det mere attraktivt at fortsætte produktionen på de jorder, der egner sig bedst til dyrkning, mens mindre egnede jorder i højere grad kan tages ud af drift,” siger Christian Rabjerg Madsen.
Opbakning på retur
Kåre Flye Andersen og Yke Kloppenburg-Oosterwoud frygter, at deres kolleger i landbruget helt mister lysten til at være med i omlægningen til et bedre havmiljø og mere natur.
At to indsatser i den grønne trepart, som begge skal mindske udledningen af kvælstof, ender med at spænde ben for hinanden.
For de lokale treparter bygger i sidste ende på, at landmændene frivilligt siger ja til at afgive jord.
“Vi er meget bekymrede for, om landmændene reelt vil være med på de projekter, der ligger forude, og hvor vi tager jord ud fra dyrkningsfladen til vådområder,” siger Yke Kloppenburg-Oosterwoud.
Landbrugets utilfredshed med de nye kvælstofregler er kun taget til, efter at Aarhus Universitet i denne uge måtte erkende, at de har lavet fejl i en beregning, som ligger til grund for gødskningsloven. En fejl som betød, at nogle landmænd stod til at måtte udlede mindre kvælstof, end de reelt må.
Lige nu er det svært at genfinde begejstringen fra sommeren 2024, hvor Den Grønne Trepart blev indgået af et bredt flertal i Folketinget sammen med bl.a. Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening, mener Yke Kloppenburg-Oosterwoud
Hun ved ikke, om hun kan blive ved med at overbevise sine kolleger om, at det er den rigtige vej.
“Vi har brug for opbakning fra vores bagland, og jeg er da usikker på, om vi kan blive ved med at overtale dem til, at vi sidder med omkring bordet.”