Mens diskussionen om at klimamærke fødevarer og om at lægge afgifter på de mest klimabelastende tager fart, vælger supermarkedskæden Lidl at sætte prisen ned på over 40 kød- og mejeriprodukter, selv om netop de grupper ofte udpeges som klimabelastende.
Det skete tidligere på måneden som en del af et prisfald på over 150 varer i dagligvarekæden. Et prisfald i disse varegrupper er derfor ikke i strid med ønsket om at prissætte efter klimahensyn, mener vice-indkøbschef i Lidl Danmark, Khalil J. Taleb.
“Klimaet er en meget overordnet faktor, og vores 150 varer spænder meget bredt uden fokus på enkelte varegrupper. Dermed vil det også gælde kunder, der handler klimavenligt,” siger han og fremhæver, at der blandt andet er veganske produkter blandt varerne med prisfald.
Kunne man i stedet for et bredt prisfald bruge anledningen til at målrette prisfaldet til mindre klimabelastende varer?
“Så synes jeg ikke, at vi havde handlet transparent. Der har været prisstigninger på mange varer på grund af krigen (i Ukraine,red.). Vi blev nødt til at hæve priserne bredt set og vil derfor gerne sænke dem tilsvarende bredt,” siger han.
I Lidls pressemeddelelse lægger virksomheden vægt på, at der er tale om et aktivt valg om at tilbyde lavere priser frem for blot at dække over bedre aftaler med leverandører.
Klimahensyn spiller imidlertid en generelt en rolle, når der skal købes ind, siger Khalil J. Taleb.
“Klimahensyn starter allerede, når vi udvikler produkterne og sætter mål for råvarer, emballage osv. Når vi prissætter, spiller det også ind, men ofte er der tale om varer, der er dyrere i indkøb, blandt andet fordi udbuddet ikke er så stort endnu,” siger han.
Lidl arbejder på at klimaoptimere enkelte varer, frem for eksempelvis at sænke prisen på grønt i forhold til kød, fremhæver han.
