ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Ejeren af Herslev Bryghus vil tage økologien til et nyt niveau: “Økologi er ikke bare en bøjet gulerod. Økologi handler om kvalitet”

Herslev Bryghus er et eksempel på, at økologisk produktion kan medvirke til at berige varerne, så bryggeriets 30 hektar land skaber markant mere vækst, end det ville have gjort som almindeligt landbrug

“Folks forventninger til Herslev Bryghus er, at det er økologisk,” siger ejer og stifter Tore Jørgensen. Foto: Walther Bølge
“Folks forventninger til Herslev Bryghus er, at det er økologisk,” siger ejer og stifter Tore Jørgensen. Foto: Walther Bølge

Der er høj sol og blæst ved Herslev, der ligger ved bunden af Roskilde Fjord.

På vejen ud til bryghuset er der bevægelse i det sorte kvæg på den ene side af vejen. Den økologiske bygmark på den anden side bølger i vinden.

Nul sprøjtespor og en hel del blomster fra grøftekanten har bredt sig et stykke ind mellem de bygstrå, der snart skal omdannes til malt.

Børsen møder ejer og stifter af Herslev Bryghus Tore Jørgensen ude på bryggeriet. Han tager en hvedeøl, mens Børsens udsendte prøver en af bryghusets India Pale Ales.

Bryggeriet i Herslev producerer masser af forskellige øl, der alle er økologiske, og det sælges via detailhandlen og via eget salg fra bryggeriet. Meget sælges direkte til restauranter.

Oplevelsesøkonomien blomstrer herude nordvest for Roskilde, hvor mange midaldrende og ældre borgere har lagt vejen forbi.

De køber øl og sandwich i baren og får fyldt bagagerummet op med øl fra bryggeriets lagersalg. En ældre mand går forbi, mens han tager et sug på e-cigaretten.

“Folks forventninger til Herslev Bryghus er, at det er økologisk. Vi ser det som en vedligeholdelsesfaktor. Selvfølgelig er vi økologiske. Vi gør ikke sindssygt meget ud af det, men det er bare en nødvendighed,” lyder det fra Tore Jørgensen.

Del af øko-netværk

Hans ejendom er på 30 hektar og producerer al den maltbyg, der indgår i produktionen. Hvis ejendommen i dag var ejet af en deltidslandmand med anden indkomst, ville resultatet sandsynligvis være omkring nul, mens den som centrum i en økologisk virksomhed baner vej for en omsætning på 16 mio. kr. årligt og 15 ansattes arbejdsliv.

Dermed er forædlingen med til at skabe et stærkere økonomisk fundament, og heri indgår økologien som en af søjlerne.

Men Tore Jørgensen vil gerne se økologien i et bredere perspektiv.

“Det er en negativ tilgang til økologien, at man ikke sprøjter og ikke bruger kunstgødning. Vi mener, at økologi også skal favne, at man er socialt bevidst, at man er forankret i nærområdet, og at man håndterer råvarerne anstændigt og skånsomt,” siger Tore Jørgensen, der tilføjer:

“Økologi er ikke bare en bøjet gulerod. Økologi handler om kvalitet.”

Driften af bryghuset omfatter kvæg, der indgår i gårdens såkaldte livscyklus, som beskrives på store plancher af hensyn til de besøgende. Cyklussen betyder bl.a., at kreaturerne på ejendommen lever af restprodukter fra ølproduktionen, der kaldes mask.

Arbejdet på gården varetages bl.a. af unge mennesker fra det sociale bosted Østagergaard, som bryghuset har en fast aftale med.

Herslevs kendte ølproducent er navngiver til et netværk af andre økovirksomheder i området, bl.a. Birthesminde, der producerer kvalitetskød fra nogle af verdens bedste svineracer. Chokoladeproducenten Friis-Holm Chokolade holder ganske enkelt til på samme matrikel som Herslev Bryghus – i et kæmpe træhus.

I netværket indgår bl.a. virksomhederne Kattinge Kraut, lammeproducenten Hanebjerggaard, Lejre Mikropølseri, et destilleri, en grøntsagsproducent og et kafferisteri.

I Lejre Kommune er 17,5 pct. af arealet i dag økologisk, hvilket næsten er på niveau med Tønder Kommune, der er landets stærkeste økologiske kommune målt på areal.

Men der er over 80 pct. konventionelt tilbage – er der reel substans, når Lejre markedsfører sig som en økologisk kommune?

“Jeg kan sagtens følge synspunktet om manglende substans, for hvad gør det af forskel? Men jeg kan se, at tilflytterne til kommunen har et rigtigt stort fokus på mad, økologi og lokalt engagement. Så jeg synes, at det er lykkedes godt med at bevæge befolkningen i Lejre,” siger Tore Jørgensen.

En elektrisk drevet Kia stikker snuden frem med et ældre ægtepar ombord. De er kommet for langt frem i bryghusets gård, og den bilen bakker bippende væk igen.

“Vi ser en hel del elbiler herude,” siger Tore Jørgensen, uden dog at ville kloge sig på kundernes socialgrupper og politiske ståsted.

Var konventionel landmand

Tore Jørgensen har en fortid som konventionel landmand med stor svineproduktion. Som 33-årig besluttede han at ændre kurs og tog en uddannelse inden for international økonomi på RUC, hvilket førte til et job som investment controller på Rockwool.

“Jeg ville specialisere mig i økonomi og arbejde med slips på og sådan. Men det skulle jeg alligevel ikke. Derfor besluttede jeg mig – efter et par års tøven – for at starte et bryggeri, i første omgang som en enkeltmandsvirksomhed. Der var kæmpe interesse for det, så efter 14 dage ansatte jeg den første, og så gik det slag i slag,” fortæller Tore Jørgensen.

Forsiden lige nu