Det seneste år har klimadebatten måttet tage afsked med noget af det grundlag, vi har taget for givet.
Bill Gates har opfordret til at rette verdens øjne mod andre kriser, verdens mest markante esg-investor Larry Fink fra Blackrock har stoppet sine offentlige opfordringer til klimafokus i investeringer, og også danske virksomheder har kigget andre veje.
I Vestas er klimamålene slækket, i Novo Nordisk øger man igen CO2-udledningen, og i Mærsk er emnet skrevet ud af ledelsens bonusordninger, alt imens shippingbranchens sats på et uafhængigt “Center for Zero Carbon Shipping” står foran markante nedskæringer.
Det, alt imens den globale opvarmning ifølge nyeste data allerede i dag rammer hårdt i størstedelen af Europa, mens stadig flere studier peger på risiko for et kollaps af Golfstrømmen.
FAKTA
Børsen Bæredygtig Cases
Børsen har siden 2022 udvalgt 224 projekter, som kan inspirere resten af erhvervslivet i den grønne omstilling.
Projekterne er indsendt af virksomhederne og udvalgt af Børsen Bæredygtig-redaktionen med faglig sparring af et advisory board af erhvervsprofiler med viden og erfaring inden for erhvervslivets grønne omstilling.
Se årets 34 cases på borsen.dk/cases.
På det bagtæppe forfalder man let til at overse alt det, der stadig sker.
I såvel samfund i hele verden som i virksomheder i hele Danmark er omstillingen stadig i gang. Måske har den fået nyt navn, måske færre ressourcer, men standset er den langtfra – og der er brug for inspiration, måske mere end nogensinde før.
På globalt niveau gav over 50 lande et glimt af håb, da de mødtes den forgangne uge med det eksplicitte mål at kunne udfase fossile brændstoffer. På lokalt niveau lever håbet blandt andet i inspirationen fra virksomheder, der holder fast i at omstille sig.
Den inspiration udpeger Børsen Bæredygtig-redaktionen nu 34 eksempler på i årets Børsen Bæredygtig Cases.
Fra elektrificering til muse-AI
Her giver vi plads til de gode idéer, de ambitiøse mål og de ihærdige indsatser, som vi har gjort det, siden de første 50 cases blev udvalgt i 2022.
Siden da har vi set virksomheders arbejde med grøn omstilling transformere sig. Først blev det intensiveret og sidenhen modnet. I dag er arbejdet udfordret på ressourcer, men samtidig knyttet tættere til virksomhedens kerneforretning end før.
Derfor er det i år ikke blot store forandringer, men også mindre tiltag og evnen til at insistere på at gøre en indsats, der fremhæves i årets cases. Nogle har idéer til grundlæggende at forandre en hel industri, eksempelvis når adskillige cases har fundet måder at bringe genanvendelse ind i en konservativ byggebranche på.
Andre har fundet deres egen vej til at bruge omstillingens fremskridt i deres egen virksomhed. Det ser man, når kunstig intelligens skal finde truede mus, eller når automatik skal styre elforbruget i hjemmet eller virksomheden.
Samtidig er helt nye hensyn kommet til. For hvordan agerer virksomheder, når en konflikt i Iran får direkte betydning for energiforsyningen i Danmark og allerede afspejler sig i elektrificeringen andre steder i verden?
Nogle projekter sigter mod at gøre virksomheden, sektoren eller samfundet fri af energipriser, fri af fremmede magter og fri af politiske kastevinde. Andre har gjort en forretning ud af at støtte et presset elnet.
Nok er dagsordenen falmet i de politiske paroler og fortiet i bestyrelseslokaler, men vi oplever stadig erhvervslivets iver efter at deltage i omstillingen
Vi tror på de gode idéer og den stædige indsats’ magt til at ændre – også selvom mange projekter lever i virksomheder, hvor den grønne omstilling har bevæget sig ned ad listen af prioriteter.
Også selvom nogle af projekterne ganske givet må opgives, når teknologien, finansieringen, kunderne eller den politiske virkelighed viser tænder.
For man finder næppe perfekte projekter eller decideret bæredygtige virksomheder på årets liste over cases, men vores forhåbning er, at du vil finde 34 virksomheder, der tør sætte noget på spil i en tid, hvor andre holder på deres.
Du er inviteret
Med faglig sparring fra vores advisory board af vægtige stemmer fra erhvervslivet har vi derfor blandt andet lagt vægt på, at virksomhederne bag årets projekter ikke blot kan fremhæve projekternes fordele, men også pege på muligheder for at udvikle dem.
Og der har heldigvis været nok at blive inspireret af. Årets cases tæller nogle af landets største virksomheder og nogle ganske små, de indeholder såvel årlige milliardinvesteringer som gode idéer med små budgetter.
Nok er dagsordenen falmet i de politiske paroler og fortiet i bestyrelseslokaler, men vi oplever stadig erhvervslivets iver efter at deltage i omstillingen. Det sker også netop nu, hvor der er åbent for tilmeldinger til årets Børsen Bæredygtig Summit.
Her mødes vi igen i år med de eksperter, der ved mest om erhvervslivets omstilling, de ledere, der fører den ud i livet, og de cases, der viser, hvordan det kan se ud i praksis. Og også her er interessen imponerende.
Det bliver en dag fuld af inspiration, dybde og konkrete værktøjer til virksomhedens omstilling.
Der er fri adgang, og du er inviteret med til Børsen Bæredygtig Summit i København den 28. maj 2026.
God fornøjelse
Christian Østergaard, redaktør, Børsen Bæredygtig
