ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Midtjysk firma kan nu dokumentere fordel ved renoverede dele til biler

Borg Automotive har leveret renoverede reservedele til biler i fire årtier. Nu kan virksomheden endelig dokumentere, at forretningen også er en fordel for klima og miljø

Borg Automotive har i 40 år arbejdet med at renovere reservedele til bilindustrien. Et stort indsamlingsarbejde har sikret tal på gevinsten for miljø og klima, fortæller Sten Højland, chef for compliance. Foto: Katrine Noer
Borg Automotive har i 40 år arbejdet med at renovere reservedele til bilindustrien. Et stort indsamlingsarbejde har sikret tal på gevinsten for miljø og klima, fortæller Sten Højland, chef for compliance. Foto: Katrine Noer

De seneste år har kunderne hos Borg Automotive spurgt ind til en ny faktor: Hvad betyder det helt konkret for klima og miljø, når de vælger at købe en renoveret generator i stedet for en ny?

Sten Højland har aldrig været i tvivl om gevinsten, men indtil nu har det været en fornemmelse frem for en reel dokumentation på et stykke papir. Men det kan den midtjyske virksomhed ved Silkeborg nu fremvise, når kunderne spørger ind, fortæller chefen for compliance.

“Vi har arbejdet med refabrikering i mange år og har længe kunnet se, at der er en kæmpe besparelse for klimaet og miljøet. Men det er godt nu at få det dokumenteret. Vores kunder og samarbejdspartnere er de seneste to år begyndt at efterspørge tallene, og dem kan vi nu sende videre til dem,” siger han med henvisning til de livscyklusvurderinger (LCA), der er blevet lavet for at sætte tal på produkternes aftryk.

Det bedste scenarie for
os ville være,
at en evt. ny EU-lovgivning favoriserer bæredygtigheden frem for økonomien

Sten Højland,
chef for compliance,
Borg Automotive

Vurderingerne lavet af Linköpings Universitet og Sustain X viser bl.a., at en renoveret generator sammenlignet med en ny udleder 82 pct. færre drivhusgasser, mindsker energiforbruget med 79 pct. og forbruget af jordens ressourcer med 76 pct.

Gamle dele får nyt liv

Børsen Bæredygtig møder den compliance-ansvarlige i de bygninger, hvor virksomheden har haft til huse siden 1987.

Få uger senere rykker de knap 90 ansatte til et spritnyt domicil en kort køretur derfra. Borg Automotive omsatte i 2022 for 1,8 mia. kr. og blev med sine 2100 ansatte i 2017 opkøbt af Schouw & Co. Herhjemme finder man virksomhedens administration, mens hovedparten af de ansatte arbejder i afdelinger i bl.a. Polen, Tyskland, Frankrig og England.

Borg Automotive Reman er den største uafhængige producent af renoverede autodele i Europa, og refabrikering er mere end bare en reparation af en defekt del eller udskiftning af en slidt komponent.

Tag en bremsekaliber. På fabrikken i den polske by Lublin bliver nedslidte og defekte bremsekalibre rengjort, adskilt og refabrikeret efter de samme krav til kvalitet og tolerancer som en helt ny model. Konkurrenterne er dels bilproducenterne selv, der fremstiller nye dele, mens produkterne fra Borg ifølge Sten Højland er betydeligt billigere.

Presset kommer fra Asien, hvor der laves kopiprodukter af f.eks. bremsekalibre, som kan konkurrere med Borg Automotive på prisen. Sten Højland håber, at en kommende EU-lov vil give virksomheden en fordel.

“Vi kan jo tage køledisken som eksempel, hvor de fleste af os ofte ender med at købe den vare, der er økonomisk mest favorabel. Det bedste scenarie for os ville være, at en evt. ny EU-lovgivning favoriserer bæredygtigheden frem for økonomien,” siger han.

Cirkulær fra start

Set i det lys vil Borg Automotive Remans forretningsmodel formentlig bringe virksomheden et godt stykke. Den har været cirkulær længe før, begrebet kom på mode. Bildele fra autoophuggere bliver købt og kommer på den måde ind i virksomhedens kredsløb.

Virksomheden arbejder derefter med et pantsystem, hvor distributørerne – f.eks. forhandlere af autodele – betaler pant ved køb af en refabrikeret reservedel, som de sælger videre til autoværksteder. Panten får de tilbage, når de senere returnerer en tilsvarende reservedel til Borg Automotive.

Virksomhedens forretningsmodel kræver fokus og vedholdenhed – og ikke mindst et gennemgående engagement fra topledelsen og ned til de ansatte, der dagligt holder snor i bæredygtigheden, forklarer Sten Højland.

20231212-194211-3_ma.jpg
Borg Automotive oplever at blive spurgt ind til data, de aldrig er blevet afkrævet tidligere. Her har det været en hjælp at have bæredygtighed forankret i organisationen, forsætter Sten Højland, chef for compliance. Foto: Katrine Noer Katrine Noer

“Vi kan ikke bare ligge på den lade side. Vores omstilling bliver ikke så drastisk som for mange andre virksomheder, fordi vi allerede har en cirkulær forretningsmodel. Men det betyder ikke, at vi ikke bruger mange finansielle og menneskelige ressourcer på at gøre noget. Kravene til CO2-reduktioner er de samme for os som for alle andre virksomheder, der skal leve op til Paris-aftalen.”

Forretningen skal gentænkes

Gitte Haar rådgiver virksomheder om emnet i sin egen virksomhed, Center for Cirkulær Økonomi. Det kræver en gentænkning af hele forretningen at indføre cirkulær økonomi i en virksomhed, siger hun.

“Cirkulær økonomi bor ikke i marketingafdelingen. Det er et strategisk initiativ, som kræver, at virksomheden kan lave en langsigtet business case, som både giver mening for virksomheden selv og for kunderne.”

Gitte Haar fremhæver Porter’s Value Chain, som illustrerer den lineære forretningsmodel, de fleste virksomheder historisk har sat deres lid til.

Her ligger indkøbsafdelingen, der skaffer materialer og råvarer til virksomhedens produkter, i den ene ende af værdikæden, mens salgsafdelingen befinder sig i den modsatte.

I en cirkulær forretning skal der være en plan for, hvordan det solgte produkt efter endt brug vender tilbage til virksomheden, så materialerne kan indgå i produktionen igen.

“I fremtiden kommer vi ikke til at købe jomfruelige råstoffer til fremstilling af produkter. Vi skal genbruge og genanvende vores affald, og det kan du kun gøre, hvis du kender hele produktets livscyklus. Det betyder, at indkøb og salg skal hænge meget tættere sammen end hidtil,” siger Gitte Haar.

Omfattende detaljer

I forbindelse med livscyklusanalyserne har medarbejdere på alle virksomhedens sites leveret data til Linköpings Universitet. Det omfatter mange typer data som indholdet af en bestemt type plast, stål, kobber eller andre materialer i et produkt.

“Det har bestemt ikke været nemt. Nogle data er vi aldrig blevet spurgt til før. Men det har været en kæmpe hjælp, at vi allerede havde bæredygtigheden forankret i organisationen. Hvis ikke vi havde haft det, havde det været stejlt op ad bakke for os,” siger Sten Højland.

Vi lægger vejen forbi det spritnye domicil, som på tidspunktet for Børsen Bæredygtigs besøg endnu er tomt. På taget er rækker af solcellepaneler dækket af sne, men når domicilet tages i brug, skal de efter planen kunne dække bygningens strøm- og varmeforbrug set over 12 måneder.

Med LCA-vurderingerne i hånden kan Borg Automotive nu dokumentere, at de renoverede autodele har et mindre klima- og miljøaftryk end nye. For Sten Højland har projektet været med til at vise, at virksomhedens ledelse støtter op om de bæredygtige tiltag.

“Det er let nok at få sat penge af til et projekt med payback på tre år. Men vi bliver også nødt til at investere nogle kroner i de projekter, som der måske ikke er så hurtig payback på. Vores bæredygtighedskomité er rigtig god til at italesætte det og sikre, at der sættes kroner og øre af til projekterne, så vores organisation er relativt godt klædt på til fremtiden,” siger Sten Højland.

Forsiden lige nu