Mens vi i Danmark de sidste måneder har diskuteret forureningen af det danske drikkevand – senest med en konstatering af, at beskyttelsen af drikkevandet har slået fejl – så er det ikke en problematik, der stopper ved hr. og fru Danmarks vand i hanen.
Også danske virksomheder er nødt til at tage stilling til fremtidens adgang til vand.
For klimaforandringerne og forurening har sat ikke bare Danmarks, men hele Europas vandressourcer under pres.
Flere europæiske søer er ved at tørre ud. I Tyskland er et forsyningsselskab for nyligt løbet tør for rent drikkevand i undergrunden. Og over de sidste 50 år har hver indbygger på Jorden i gennemsnit fået 40 pct. mindre adgang til rent vand.
På dét bagtæppe kalder industrigiganten Grundfos nu på øjeblikkelig handling. Det er afgørende for både europæernes adgang til rent drikkevand og industriens adgang til vand, at EU begynder at tænke strategisk over sit vandforbrug, lyder det fra Inge Delobelle, der er executive vice president og direktør for virksomhedens industridivision.
“I meget lang tid er vand blevet taget for givet som en ressource, der altid vil være til rådighed. Men desværre er vand ikke længere en selvfølge. Det er en meget, meget værdifuld ressource – måske endda den mest knappe ressource i verden lige nu – fordi den er begrænset,” siger Inge Delobelle til Børsen.
Vi skal sikre, at industrien har adgang til den rette mængde og kvalitet af vand til deres produktion. Det er vigtigt, hvis vi skal sikre Europas konkurrenceevne fremover
Inge Delobelle, executive vice president og direktør for Grundfos’ industridivision
Hendes advarsel står ikke alene. I et interview med Børsen tilbage i 2023 advarede Carsten Rahbek, der er professor i biodiversitet på Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet, om samme tendens.
“Konkurrencen om rent vand bliver intens. Dybest set handler det om forsyningssikkerhed. Hvis du ikke fremadrettet kan regne med faste forsyninger af vand til din virksomhed, bliver det dyrt. Så måske kan det godt betale sig at investere i rent vand,” sagde han dengang til Børsen.
Siden har EU lanceret en såkaldt Water Resilience Strategy, der sigter mod at gøre Europas vandforsyning mere robust.
Kvaliteten af drikkevandet og forvaltningen af vores vandressourcer skal forbedres, ligesom borgerne skal beskyttes bedre mod konsekvenserne af klimaforandringerne.
Vand som strategisk fokuspunkt
Hos Grundfos er Inge Delobelle begejstret for EU’s første skridt. Men spørger man hende, bør det ikke stoppe her. Hun opfordrer også erhvervslivet til at følge trop. Det er afgørende, at virksomheder tænker mere strategisk over deres vandforbrug, fortæller hun.
I Europa bruges op mod 45 pct. af de eksisterende vandressourcer i industrielle processer. Det er alt fra virksomheder inden for fødevareproduktion til energi- og elproduktion, der skal bruge vand i deres processer. Og adgangen til de nødvendige mængder vil kun blive mere presset.
“Vi skal sikre, at industrien har adgang til den rette mængde og kvalitet af vand til deres produktion. Det er vigtigt, hvis vi skal sikre Europas konkurrenceevne fremover,” siger Inge Delobelle.
Hendes – og Grundfos’ – mål er, at genbrug af vand bliver det nye normal. At vi ikke nødvendigvis skal lade alt vores vand løbe i afløbet, efter det er blevet brugt.
Industrien skal være selvforsynende og ressourceeffektiv, argumenterer hun. Ikke bare for at styrke bæredygtigheden, men også for at sikre, at der er nok vand til Europas borgere.
“Det betyder, at industrien bliver nødt til at tage aktiv stilling til sit eget vandforbrug og genbrug. Vand skal være et strategisk fokuspunkt, hvis de vil sikre driften fremadrettet,” siger hun.
Nogle virksomheder er i gang. Den danske tekstilproducent Kvadrat har tidligere forklaret, hvordan virksomheden arbejder med at sænke forbruget af vand i produktionen af tekstiler på produktionen i Nederlandene, Norge og England.
Det ene tiltag går på at designe til et lavere vandforbrug, så ulden fra Norge eksempelvis ikke bliver indfarvet, hvilket ellers er en tung post, når det kommer til vandforbrug.
Et andet handler om at genanvende vandet fra produktionen, hvilket den danske bryggerigigant Carlsberg også arbejder med i produktionen af øl i Fredericia. Her genbruger bryggeriet op mod 90 pct. af procesvandet, hvilket sparer ca. 500 mio. liter vand om året.
Inge Delobelle ser også, at flere virksomheder har påtaget sig opgaven og selv investerer i teknologien til genbrug af vand i deres produktion. Alligevel bliver blot 15 pct. af de mængder vand, industrien bruger, i dag genbrugt, påpeger hun.
Vand, der forlader en produktionsproces, bliver ofte omtalt som spildevand. Det vil sige vand, der er lige til at hælde i afløbet. Men det er det ikke nødvendigvis, påpeger Inge Delobelle.
“Det har blot en anden kvalitet end før – og nogle gange endda en højere kvalitet end drikkevand. At sende det i afløbet sammen med spildevand er spild og en stor, forpasset mulighed,” siger hun.
Grundfos sælger løsningen
Hos Grundfos har man dog også en klar interesse i at promovere bedre og mere effektiv brug af Europas vandressourcer. Virksomheden producerer nemlig nogle af de løsninger, der kan være med til at afhjælpe problemet.
“Derfor har vi selvfølgelig også en interesse i at gå forrest på det her område og skabe en bevidsthed om ansvarlig brug af vand,” siger Inge Delobelle.
Men hos virksomheden tror man heller ikke på, at hverken Europa eller den europæiske industri har råd til at lade være med at tage ansvaret for at sikre fremtidens vand, fortæller Inge Delobelle.
Hun efterlyser derfor en politisk ramme eller et regelsæt, der er mere harmoniseret på tværs af både forskellige industrier og de europæiske lande. Det kan f.eks. være et krav til, hvornår man skal genbruge vand, eller et forbud mod at udlede vand med en vis kvalitet.
Det kan også være økonomiske incitamenter, som f.eks. skattefordele til virksomheder, der genbruger deres vand.
“Det er vigtigt for mig at understrege, at teknologierne til genbrug af vand allerede findes. Vi behøver ikke poste penge i forskning, der skal finde ud af, hvordan vi genbruger vand – vi ved allerede, hvordan vi skal gøre,” siger Inge Delobelle.
“Men det er afgørende, hvordan vi implementerer og skalerer løsningerne på tværs af Europa, så det bliver forudsigeligt for virksomhederne.”
