ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Grøn industri i opråb: Kina har overhalet os

Europa er langtfra selvforsynende på energiområdet. Og ifølge en ny analyse fra Dansk Erhverv har det ført til en grøn konkurrenceevne på deroute. Professorer og direktør i energiforetagende bakker op om konklusionen og kalder på handling  

Ulrich Bang, vicedirektør for klima, energi, miljø og byggeri i Dansk Erhverv, mener, at det er på tide, at Europa tyr til handling og får udbygget produktionen af vedvarende energi.
Ulrich Bang, vicedirektør for klima, energi, miljø og byggeri i Dansk Erhverv, mener, at det er på tide, at Europa tyr til handling og får udbygget produktionen af vedvarende energi. Arkivfoto: Thomas Nielsen

Europæiske virksomheder har ikke særligt gode kort på hånden i øjeblikket. 

I hvert fald ikke når man kigger nærmere på kontinentets energiforsyning, strømpriser og elektrificeringsgrad og holder det op i mod samme tal fra Kina og USA. 

Gør man det, får man i stedet konklusionen, at Europas grønne konkurrenceevne er på deroute. At amerikanske og kinesiske virksomheder er langt bedre stillet – og at nationerne er meter foran. 

Det viser en ny analyse fra Dansk Erhverv.

Og ifølge Ulrich Bang, vicedirektør for klima, energi, miljø og byggeri i Dansk Erhverv, taler den sit eget og helt klare sprog:

“Vi er blevet overhalet af USA og Kina for at sige det, som det er. Europa halter bagud på energiforsyningen – og det går hårdt udover vores konkurrenceevne,” slår han fast. 

Udlægningen af Europas tilstand er hverken han eller analysen alene om. 


Adm. direktør i European Energy, Knud Erik Andersen, kalder tilstanden “frustrerende”. 

Marie Münster, professor i energisystemer, peger på, at det er på tide, at problemstillingen bliver italesat, mens Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, ligeledes vurderer, at Europa har et stort forbedringspotentiale, hvad angår forsyningen af energi. 

Men før vi vender tilbage til dem, er der et par ting, der skal på plads. 

Dyrt at være europæer 

Sidste år betalte europæiske virksomheder dobbelt så meget for strøm, som amerikanske og kinesiske gjorde. Regningen for gas var i snit hertil tre gange højere for virksomheder i Europa end for dem i USA. 

Den forskel er ifølge Ulrich Bang udtryk for en problematisk udvikling. 


De høje energipriser i Europa hænger nemlig sammen med, at Europas adgang til energi er knap. 

I modsætning til Kina, der har en solid produktion af vedvarende energi og USA med eget olielager i undergrunden, bliver Europa nødt til at hente store dele af deres energiforsyninger andre steder fra. 

Der skal med andre ord handles ind på verdensmarkedernes energiudbud af fossile brændsler. Derfor bliver priserne højere, det samme gør virksomhedernes produktionsomkostninger, og i sidste ende tærer det på konkurrenceevnen, lyder konklusionen. 

“Når man tænker på, hvor nemt vi kan ændre på den udvikling, er det forundrende, at vi ikke er kommet længere,” indskyder Ulrich Bang.

Med det mener han, at løsningen ligger lige for – og består i at øge Europas produktion af grøn strøm, hvilket vi gør billigst ved at udbygge med mere sol- og vindenergi, lyder det. 


Derudover peger han på, at det heller ikke gør noget godt for konkurrenceevnen, at den europæiske elektrificeringsgrad er lav. 

Når den er det, bliver afhængigheden af fossile brændsler nemlig kun endnu højere, hvilket igen fører til større udsving i energipriserne. 

Tager man Danmark som eksempel, udgør elektricitet blot 20 pct. af det samlede energiforbrug, mens det i Kina udgør lige knap 30 pct., fremgår det i analysen fra Dansk Erhverv.

“Derfor er der brug for, at vi skruer op for elektrificering og gør det mere fordelagtigt for virksomheden at elektrificere,” pointerer Ulrich Bang og slipper samtidig en bemærkning om, at det foruden elektrificering og udbygning af vedvarende energi også er afgørende, at der investeres i nye klimaløsninger – og teknologier. 

European Energy: “Frustrerende” 

En anden, som også anser udviklingen med de høje energipriser for problematisk, er adm. direktør i European Energy, Knud Erik Andersen.

Ifølge ham er de høje strømpriser – for særligt forbrugere i Europa – langt højere, end de burde være.

På trods af at han er direktør i et foretagende, der i princippet tjener penge, når strømprisen er høj, mener han, at de gennemsnitlige priser i Europa er langt højere, end hvad der kan måle sig med energiproducenters profit. 

Grøn industri i opråb
Knud Erik Andersen, adm. direktør i European Energy, mener, at Europa har haft en mulighed for at blive herre i eget hus – men ikke grebet den. Foto: Thomas Nielsen

“Elpriserne er generelt for høje for forbrugerne, hvad end det er private borgere eller virksomheder. Her har vi især i Danmark valgt, at vi beskatter grøn energi på samme niveau som cigaretter, hvilket ikke er fremmende for udbygningen af vedvarende energi,” siger han. 

Samtidig lægger han ikke skjul på, at Europas manglende evne til at være selvforsynende på energi gør ham “frustreret”. 

Han mener, at vi i princippet har tre forskellige valg, når det kommer til spørgsmålet om, hvordan Europa skal kunne forsynes med energi:

“Vi kan købe noget russisk gas, som vi ikke har gjort. Vi kan købe amerikansk gas, som vi har gjort, selvom det ikke er bæredygtigt og er dyrt – men vi kunne også udbygge vores egne kraftværker ved hjælp af sol og vind og på den måde blive uafhængige af tariffer og trusler fra USA – alligevel har vi ikke valgt at gøre det,” siger han og tilføjer: 

“Vi har teknologien, vi har muligheden og alle forudsætningerne for at blive herre i eget hus, så hvorfor man ikke vælger at prioritere det, er politisk.” 

Elektrificering er ikke bare elektrificering 

Dansk Erhvervs udlægning af Europas energiknaphed, de høje priser og udfordrede konkurrenceevne er professor i Energiplanlægning ved Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesen i store dele enig i.

Men samtidig minder han om, at selvom Europa har rum for forbedring på flere punkter, bør man ikke glemme, at vi samtidig er langt bedre til at udnytte energi, end man er i både Kina og USA. 

Ligeså vel mener han også, at der er plads til at få nogle nuancer med, når man ligesom i Dansk Erhvervs analyse anvender elektrificeringsgraden som et samlingsparameter. 

Han uddyber: 

“Det er rigtigt, at for at få energipriserne ned skal vi elektrificere. Men vi skal ikke gøre det bare for at gøre det. Ser man på Norge, der er det land i verden, der har elektrificeret mest, er det samtidig også en enormt ineffektiv måde, de bruger deres energi på. Der er der elvarme over det hele – og det er altså ikke en beundringsværdi situation.”

Derfor handler det ikke bare om at elektrificere – men om at gøre det på en klog måde, lyder det.

Fra Marie Münster, professor i energisystemer ved DTU, lyder det også, at hvis vi skal af med energiafhængigheden, skal der elektrificering til – og at den elektrificering kræver mere grøn strøm. 


I den ligning er solenergi og vindmøller samtidig den absolut billigste måde at producere grøn strøm på, understreger hun. 

“Men der er også en hage ved det,” siger hun og uddyber: 

“Hvis det regnestykke skal gå op, kan vi ikke nøjes med at sætte en masse sol og vind op og så elektrificere ude i slutsektorerne. Vi er nødt til at indarbejde fleksibilitet i hele vores energisystem, hvor det både er muligt at lagre og overføre overskydende energi – og det vil kræve, at vi omstiller vores energisystem.”

Selvom det måske kan lyde som en kompleks opgave, understreger professoren også, at den ikke er umulig.

“Vi har løsninger og teknologier til det – så er det også bare vigtigt, at vi fortsætter med at udvikle på de løsninger, og at man fra politisk hold faciliterer udbygningen i hele værdikæden,” siger hun. 

Forsiden lige nu