BØRSEN BÆREDYGTIG
Bæredygtig
Fynsk oliemilliardær kaster sig over biobrændstof
Tak, fordi du læser med

Denne artikel kræver normalt abonnement, men er gratis for dig, fordi Danske Bank har finansieret adgang til Børsen Bæredygtig for alle i dansk erhvervsliv.

Danske Bank har ikke haft indflydelse på selve artiklen.

Læs mere om Danske Banks involvering.

Henvendelser om mere grønt brændstof stiger fra shippingkunderne hos Bunker Holding, der nu går på markedet med biobrændstof

Det seneste stykke tid er der tikket forespørgsler ind flere gang om ugen. Spørgsmål fra rederier i vindmøllemarkedet, færger eller slæbebådsselskaber, der sejler i havne og dermed ofte tæt på bylivet.

Fælles for dem alle er ønsket om grønnere alternativer til den olie, som skibene i årtier har sejlet på. Det fortæller Christoffer Berg Lassen, kommerciel direktør i Bunker Holding med base i Middelfart, hvorfra den fynske stifter og oliemilliardær Torben Østergaard-Nielsen har opbygget forretningen med bl.a. verdens største leverandør og transportør af skibsbrændstof. Nu kan vi gå foran i Nordeuropa, hvor man har mulighed for at tage det i Skagen Christoffer Berg Lassen, kommerciel direktør, Bunker Holding

Den hastigt voksende interesse får nu Bunker Holding til at kaste sig ind på markedet for grønnere brændstoffer. I første omgang vil bunkervirksomheden levere biobrændstof fra Skagen, men kan i princippet levere globalt.

“Der bliver testet rigtigt mange forskellige løsninger i forbindelse med den grønne omstilling lige nu. Vi er i dialog med flere forskellige kunder og kommer til at kunne levere alle steder i verden, hvor behovet er,” siger Christoffer Berg Lassen. I første omgang drejer sig om løsninger til specifikke projekter og ikke leveringer fra dag til dag.

“Vi har en plads i værdikæden med at levere og transportere brændstof, og derfor bliver vi også nødt til at kaste os ind i det her. Nu kan vi gå foran i Nordeuropa, hvor man har mulighed for at tage det i Skagen.”

I kalder det et grønt skridt frem, men hvor grønt er biofuel egentlig?

“Der er hele tiden diskussioner om, hvor grønt biofuel er. Vi har valgt en biofuel baseret på brugte madolier, der ikke kan bruges til så meget andet. Vi kigger også på første generation baseret på afgrøder, men brugt madolie er den rigtige løsning i første omgang,” siger han med henvisning til bioolie lavet af råvarer, der kunne være brugt til foder eller fødevarer.

Hvorfor kigger I så alligevel på første generation?

“Det er vores job at kunne vejlede kunder hele tiden, og vi holder selvfølgelig øje med første generation, ligesom vi gør med lng, ammoniak og metanol. Vi tror så også, at bioprodukt vil være en overgangsfase. På den lange bane ser vi det ikke som en global spiller. Det er der slet ikke produktion nok til."

Mangel på produkt

Det seneste år er presset fra globale koncerner og forbrugere steget til en mindre forurenende transport af deres varer.

I dag har bl.a. Mærsk en service, hvor rederiet tilbyder kunder transport med biobrændstof, mens D/S Norden er på nippet til det samme.

Biobrændsel er det mest tilgængelige, fordi skibene kan sejle på det uden tilpasninger, mens der arbejdes intenst på løsninger med power-to-x, metanol og ammoniak – der dog er milevidt fra en skala på de 300 mio. ton, industrien bruger om året.

Det gælder også for Bunker Holding og konkurrenten Monjasa med base i Fredericia. Virksomheden er i dialog med flere om, hvordan grønnere brændstof kan leveres til skibe, fortæller driftsdirektør Svend Mølholt:

“Forudsætningen, for at vi kan spille en rolle i det, er, at vi kan skabe logistikken, men det kræver produkt og kommerciel efterspørgsel, og der er vi ikke endnu. Vi ser det mere på testbasis de kommende år,” siger han.

I sidste ende handler det også om, hvorvidt kunderne vil betale prisen for det. Lige nu koster biobrændslet 300-320 dollar mere pr. ton. Skal det leveres ud for f.eks. den skotske kyst bliver det mere, fordi det skal transporteres længere end til Skagen, noterer Berg Lassen fra Bunker Holding:

“Den største udfordring lige nu er, at produktet ikke er tilgængeligt alle steder i verden. Infrastrukturen og leverancen for alternative brændstoffer er ikke på plads, og det bliver udfordringen med den grønne omstilling.”

Forsiden af Børsen Bæredygtig