Frustration vokser hos havneboss: Danmark kan misse enorm mulighed

Det er ikke første gang, han lufter sin bekymring.

Det går ellers den helt rigtige vej for Odense Havn. I hvert fald baseret på det netop leverede rekordregnskab for 2025, hvor vækstraterne ventes at fortsætte i indeværende år.

Alligevel er Carsten Aa bekymret for de kommende år. Ikke kun på sin egen forretnings vegne, men på Danmarks vegne. 

Sidste år fik han selv en forsmag på det, der muligvis venter, hvis ikke én særlig udfordring bliver løst. Og det haster, understreger direktøren for Odense Havn.

Carsten Aa kan lige nu se, hvordan strategien om at gøre det gamle Lindø i Munkebo på Fyn til et centrum for produktionen af danske havvindmøller giver pote. 

Det drejer sig ikke kun om at levere de enorme komponenter til projekter i Nordsøen, men til hele Europa. 

“Det har båret rigtig meget af vores øgning og omsætning,” siger Carsten Aa, der har været direktør i Odense Havn siden 2005, og som var med, da havnen købte det gamle Lindøværft, hvor blandt andre A.P. Møller-Mærsk fik bygget skibe, i 2014.

Sidste år landede Odense Havn en nettoomsætning samt andre driftsindtægter på 311 mio. kr., et driftsresultat (ebit) på 105 mio. kr., mens bundlinjen landede på 101 mio. kr. Som nævnt et rekordregnskab og endnu et nøk opad i en støt stigende vækst i en årrække.

Blandt andet bidrager udlejning af bygninger på havneområdet. 94 pct. var udlejet sidste år. 

“Det er alt sammen med til at skabe produktion og arbejdspladser inden for havvind,” siger Carsten Aa.

Spørgsmålet er dog, hvordan billedet vil udvikle sig i årene, der kommer.

Godt nok venter Odense Havn en omsætning i spændet 345-360 mio. kr. i indeværende år, men et manglende svar fra politisk side pirker i stigende grad til Carsten Aas tålmodighed.

Står på kanten

De senere år har komponenterne til havvindmøllerne haft vokseværk. Og ikke bare lidt.

Den seneste mølle fra Vestas på 15 megawatt er på højde med Storebæltsbroen fra vingespids til havoverfladen. Metalrør, eller såkaldte monopæle til møllefundamenter, har nået en længde på 100 meter og vejer 3000 ton.

“Det eneste sted, du kan bygge de her møllekomponenter, er på havne. Og der er en massiv mangel, ikke bare i Danmark, men i hele Europa, hvor infrastrukturen og havnekapaciteten allerede er mangelvarer,” siger Carsten Aa.

“I Danmark står vi på kanten af at forspilde en enorm mulighed.”

I 2024 leverede regeringens havnepartnerskab en strategi for de danske erhvervshavne. Siden da er det stået alt for stille, mener Carsten Aa. 

I flere år har havnen arbejdet på at udvide kapaciteten på de 8,5 mio. kvm med 1 mio. yderligere, hvilket koster 1 mia. kr. Derudover skal sejlrenden ind til havnen graves dybere for at sikre adgang til endnu større skibe, der skal transportere de voksende vindmølledele videre ud i Europa.

“Vi har udviklet havvind på vegne af dybest set hele verden. Inden for kort tid vil vi se et enormt produktionsbehov for at producere de her møllekomponenter. Men hvis vi ikke har havnekapacitet, så flytter de til udlandet,” mener direktøren. 

Støtte fra staten

Konkret efterlyser Carsten Aa løsninger fra en ny regering hurtigst muligt.

Hvordan skal Danmark udbygge havnene? Hvordan sikres det, at Danmark har kapacitet til at producere? Ikke kun til de vindparker, vi selv skal have, men også til at eksportere.

I januar genbekræftede ni europæiske lande, at de vil sætte turbo på udbygningen af havvind. Det vil kræve omkring 20.000 vindmøller frem mod 2050. Det er de forretningsmuligheder, Danmark står til at misse, hvis der ikke kommer svar, mener Carsten Aa.

“Vi har brugt vanvittigt mange penge på at udvikle havvind i Danmark. Vi har nogle af verdens bedste virksomheder, der producerer det. Men vi risikerer, at nu, hvor produktionerne skal til at gå i gang, så rykker de til udlandet,” siger han. 

Det er dog ikke kun politiske svar, Carsten Aa har brug for. Han har også brug for godt 800 mio. kr. til at udbygge sejlrenden – midler, som staten bør finansiere, argumenterer han.

“Der er ikke nogen indtægt på sejlrenderne. Kajanlæg, arealer, bygninger og andet lejer vi ud for indtægter. Men sejlrenderne er akkurat ligesom en motorvej. Det er et basalt behov,” siger Carsten Aa.

“Det er simpelthen ikke muligt for os at gennemføre. Så skulle vi mangedoble vores priser. Vi står i dag allerede med kæmpe produktioner af havvindkomponenter og kan forvente endnu mere. Men vi er nødt til at have sejlrenden på plads for at imødekomme industrien.”

Allerede nu skaber den manglende udbygning udfordringer. Ifølge direktøren mistede havnen en potentiel storkunde, som ikke turde satse på havnen, fordi deres vindfartøjer ikke kunne sejle ind gennem den lille sejlrende ind til havnen.

“Vi havde en tæt dialog med et meget stort rederi, som ville lave deres knudepunkt for vindfartøjer og udstyr hos os. Vi snakker 250 arbejdspladser til den danske vindbranche i minimum 15 år,” siger han.

“Vi var klart det oplagte sted for dem, men de havde simpelthen behov for vished for en kapacitetsmæssig udvidelse af vores sejlrende inden for kort tid. Og den kunne vi ikke levere.”

Ifølge Carsten Aa var det en kontrakt til “mange millioner” med både leje af bygning, areal og skibe til havnen.

“Det er jo et billede på, hvad vi risikerer. Så vi er nødt til politisk at tage en beslutning om, hvorvidt vi vil det her.”

Hvor meget siger I nej til lige nu af fremtidige ordrer?

“Vi er stadigvæk i dialog, og nogen siger også, at de afventer at høre fra os, om vi kommer i mål med det. Det er jo dér, vi er. Men jeg har svært ved at bevare tålmodigheden.”

Han peger mod udenlandske konkurrenter som havnen i polske Gdansk, som har modtaget 1,5 mia. kr. til at udbygge havn og sejlløb. I tyske Cuxhaven, hvor Siemens bygger havvindmøller, vil den tyske stat investere samme beløb.

Begge landes statsstøtte er godkendt af EU i 2024. 

“Det er et massivt problem i hele Europa. Vi skal udvide vores havne. Konsekvenserne har man taget i Polens Gdansk og tyske Cuxhaven.” 

Vestas har annonceret, at de vil nedlægge 440 stillinger på Lindø. Ser du det som et faresignal?

“Nej, det handler vist om en produktionstilpasning. Men der er da noget symbolik i det, man ikke kan se bort fra.”

Presset fra Kina

Carsten Aa henviser til den advarsel, som Vestas-topchef Henrik Andersen – ligesom flere andre i industrien – ad flere omgange har rejst.

Nemlig konkurrencen fra Kina; hvordan statsstøtten gør det svært at konkurrere med de kinesiske producenter, hvordan den teknologiske udvikling spurter af sted.

“Det er stærkt bekymrende,” lyder skudsmålet fra havnedirektøren, der dog ser det som et stærkt signal, at EU i en ny forordning lægger op til, at flere hovedkomponenter i vindmøller inden for få år skal være produceret i unionen.

“Vi får jo også henvendelser fra kinesiske virksomheder, mindst en gang om måneden. De har læst skriften på væggen om, at de nok er nødt til at producere det i Europa, hvis de skal have en chance. Men når du så kigger ind i de selskaber, står Bank of China sjovt nok altid bag, og så ved vi jo godt, hvad det er.”

Og så siger I nej?

“Ja.” 

Tror du, I havde set anderledes på det for fem år siden?

“Ja, helt klart. Der var en helt anden tilgang til det, både nationalt, men også i Europa.”

Bæredygtig

Kinas grønne dominans spøger: To scenarier bekymrer Vestas-topchef

Hvad er sidste udkald i forhold til at få en afklaring på udvidelsen, hvis Odense Havn skal spille en rolle i de ambitiøse planer fra EU? 

“Jeg kan bare sige, det haster.”

Odense Havn har i skrivende stund brugt 31 mio. kr. på forundersøgelser forud for en udvidelse. Det har taget mere end tre år. 

“Hvis vi ikke kan se en horisont på noget finansiering, så er det klart, så stopper det. Jeg håber virkelig, at et nyt folketing, en ny regering, vil komme med nogle løsninger i år.”

Hvis en medfinansiering falder på plads i år, kan en udvidelse være klar inden 2030, forventer direktøren. 

Er det reelt, når du advarer mod, at det nye Lindø risikerer at lukke, ligesom det tidligere værft, eller er det mere tønder, der buldrer?

“Om ikke lukke, så kan vi jo ende i en stagnation. Det er jo ikke, fordi vi bliver udkonkurreret, men det gør vi jo så alligevel, fordi vi ikke tager en beslutning om at sikre, at vi har vandvejen til havnen,” siger Carsten Aa.

“Det er jo det scenarie, vi kigger ind i. Jeg plejer at sige, at stilstand er lig med afvikling. Og det ender vi jo med. Hvis industrien ikke kan se perspektiver i at blive, altså at man kan vokse, så vil du som ansvarlig producent jo kigge et andet sted hen.”

“Og der må vi bare ikke ende. Altså, det må vi simpelthen ikke.”