Tidligere Novo-topchef Lars Fruergaard Jørgensen bliver en del af WWF Verdensnaturfondens bestyrelse. Det oplyser organisationen i en meddelelse fredag.
“Lars Fruergaard Jørgensens årelange erfaring fra toppen af dansk erhvervsliv vil yderligere styrke WWF’s arbejde og mobilisering for naturen de kommende år. Med sit personlige engagement i natur og biodiversitet er Lars Fruergaard Jørgensen samtidig et forbillede og en inspiration for andre ledere i vores samfund. Derfor er jeg rigtig glad for, at Lars nu bliver en del af WWF,” siger bestyrelsesformand Mads Kann-Rasmussen om det nye bestyrelsesmedlem.
Som Børsen tidligere har beskrevet, har Lars Fruergaard Jørgensen sammen med sin hustru Lotte Frost lagt millioner i en naturfond, Planetary Soil Fund, som skal opkøbe konventionelt dyrket landbrugsjord for at omdanne det til natur.
Netop privatpersoners og virksomheders indsats på naturområdet er i stigende grad kommet i fokus, blandt andet på biodiversitetstopmødet COP17, der er planlagt til at slutte i dag.
Her er Danmark eksempelvis repræsenteret, blandt andet med en erhvervsdelegation, mens de danske ministre for området ikke deltager.
Også adm. direktør i Carlsberg, Jacob Aarup-Andersen blev for nyligt annonceret som nyt bestyrelsesmedlem i organisationen. De to nye medlemmer indtræder ved bestyrelsesmødet den 14. december, oplyser WWF Verdensnaturfonden i meddelelsen.
FAKTA
WWF Verdensnaturfondens bestyrelse
Fra den 14. december består WWF's bestyrelse af ni medlemmer:
- Forperson Mads Kann-Rasmussen, bestyrelsesformand, VKR Holding
- Næstforperson, Jonas Geldmann, lead expert, EEA
- Lars Fruergaard Jørgensen, bestyrelsesformand, Healthcare Denmark
- Jacob Aarup-Andersen, adm. direktør, Carlsberg Group
- Signe Normand, professor, Aarhus Universitet, Institut for Biologi, Økoinformatik og biodiversitet
- Eline Lorenzen, professor, Københavns Universitet, Globe Institute
- Louise Münter, partner, Impact Partners
- Annette Stube, cso, Lego Group
- Line Berg Madsen, Group General Counsel, FLSmidth
Kilde: WWF Verdensnaturfonden
De to nye medlemmer indtræder i stedet for Nils Smedegaard Andersen og Lars Raunholt Eismark, der udtræder af bestyrelsen.