For et år siden trak Trump sig fra Paris-aftalen: “Det gør mere skade på USA end resten af verden”

Der gik ikke mere end 30 minutter fra Donald Trump atter blev præsident, før han igen trak USA ud af den store internationale klimaaftale Paris-aftalen. 

“Jeg trækker mig med øjeblikkelig virkning ud af den uretfærdige, ensidige Paris-klimaaftale – et regulært ripoff,” sagde præsidenten, da han den 20. januar 2025 satte sin underskrift på et stykke papir, som slog fast, at USA ikke længere ville tage del i det globale samarbejde om at holde klodens temperatur under en stigning på 2 grader. 

Nu er der gået et år.

Men ifølge Michael Oppenheimer, som er professor ved Princeton, en af USA’s førende klimaeksperter og ledende forfatter på flere rapporter fra FN’s klimapanel (IPCC), er der ikke grund til at konkludere, at Trumps retræte har sat den globale grønne omstilling i stå. 

“Situationen er ikke den samme som dengang, USA var verdens største udleder, eller dengang USA politisk var den klart mest magtfulde aktør i Vesten, hvor alt, hvad landet gjorde, var afgørende. Det er langt mindre tilfældet i dag,” siger han og tilføjer: 

“Lande, der tager reduktion af udledninger alvorligt, fokuserer på at gennemføre national politik – ikke på at vente på amerikansk lederskab.”

Ifølge Michael Oppenheimer er der dog især ét sted, hvor den amerikanske kurs for alvor får konsekvenser.

En amerikansk dødvægt 

USA har ifølge professoren historisk spillet en ujævn rolle på klimaområdet. Perioder med stærk hjemlig klimapolitik er blevet afløst af perioder med tilbagerulning.

Han peger på Obama- og Biden-årene, med henholdsvis skærpede reguleringer af fossile udledninger og den omfattende klimapolitiske investeringspakke Inflation Reduction Act, som perioder, hvor USA både satte ind med nationale tiltag og samtidig tog et internationalt ansvar. 

“Hver gang USA har ført en stærk klimapolitik hjemme, er det også blevet fulgt op af internationalt lederskab. Det var afgørende for Paris-aftalen, at USA og Kina allerede i 2014 nåede til enighed om foreløbige klimamål – uden den aftale var Paris næppe blevet til,” siger Michael Oppenheimer. 

Men både første og anden gang Trump har været præsident, er USA blevet trukket i den anden retning. Særligt denne gang har præsidenten sat alt ind for at bremse den grønne omstilling. 

“Lige nu fungerer USA som en slags dødvægt, der trækker klimaarbejdet ned,” siger professoren fra Princeton. 

Og de konkrete konsekvenser kan mærkes, ifølge Max Boykoff, der er professor i miljøstudier ved University of Colorado Boulder og ekspert i klima, medier og politik.

“Har det påvirket tilliden i det internationale klimasamarbejde? Ja, et klart ja,” siger han.

For nylig var Boykoff i Belém til det årlige COP-møde, og her blev USA’s fravær i den grad bemærket. 

“Som amerikaner blev jeg hele tiden spurgt til fraværet af amerikansk lederskab i de kommende år,” siger han.

Boykoff peger samtidig på, at tilbagetrækningen fra Paris-aftalen hænger tæt sammen med Trumps generelle klimapolitiske kurs på hjemmefronten.

Donald Trump har, siden han flyttede tilbage til Det Hvide Hus, hugget bremsen i over for vindprojekter, skåret i den føderale støtte til klimaforskning, og for nylig trak han USA fra flere internationale klimasamarbejder. 

Samtidig forsøger Trump-administrationen lige nu at omgøre den vurdering, der fastslår, at udledning af CO2 og andre drivhusgasser er skadelig for menneskers sundhed – det er det juridiske grundlag, som hele USA’s klimalovgivning bygger på.

Men hvor Boykoff peger på konsekvenserne ved USA’s fravær, vurderer Michael Oppenheimer, at landets betydning i det globale klimasamarbejde bliver mindre og mindre. 

Kina spiller en større rolle

USA står i dag for knap 13 pct. af de globale udledninger, mens Kina tegner sig for helt op mod 35 pct. 

Samtidig bevæger verden sig, ifølge Michael Oppenheimer, allerede imod en “vedvarende energirevolution”, hvor ny elproduktion i stigende grad er baseret på sol og vind frem for kul, olie og gas.

“Man må spørge sig selv: Afhænger EU’s klimapolitik virkelig af, hvad USA gør? Afhænger Kinas beslutninger om at komme ud af kul og tjene penge på vedvarende energi af USA? Nej. Det samme gælder Indien, som – selvom det ikke er et rigt land – har sat et ambitiøst mål om klimaneutralitet i 2070 og forsøger at opbygge en stærk, national solenergiindustri,” siger klimaeksperten. 

Virksomheder

Sejr for Ørsted: Kan genoptage arbejdet på Revolution Wind

Dengang USA stod for en langt større del af verdens udledninger, kunne en fodslæbende amerikansk klimapolitik have fået andre til også at lade stå til. 

I dag, siger Oppenheimer, kigger flere snarere mod Kina, som udleder langt mere og samtidig er dybt engageret i de vedvarende energimarkeder. 

“USA kan spille en mindre rolle, men det er ikke den afgørende overvejelse for andre lande,” siger han.

Men USA er stadig den andenstørste udleder i verden. Kan vi nå Paris-aftalens mål om at holde klodens temperaturstigning under 2 grader, hvis USA ikke gør en indsats?

“Det håber jeg. Hvis man samlede alle de vigtige lande i et rum for at løse problemet, ville USA helt sikkert stadig være med – alene på grund af sine udledninger, fordi landet stadig er nummer to. Men jeg kan ikke se noget seriøst fremtidsscenarie, hvor USA alene – eller sammen med andre petrostater – vil være i stand til at holde jordens temperatur på et meget højt niveau. I sidste ende vil lande med vedvarende energi vinde, fordi det er den vej, den globale energisektor vokser,” siger Michael Oppenheimer. 

Bæredygtig

Fem grunde til at være optimistisk efter floppet topmøde

Til gengæld vil den amerikanske klimapolitik få klare konsekvenser for USA selv, påpeger Michael Oppenheimer. 

Han advarer om, at landet kan ende med at afskære sig selv fra de markeder og teknologier, der kommer til at præge fremtidens energisystemer. 

Og at investeringer, arbejdspladser og fremtidige vækstmarkeder i stigende grad flytter derhen, hvor den grønne omstilling bliver taget alvorligt.

“Det gør mere skade på USA end resten af verden,” siger Oppenheimer.