Det er ikke lige til at regne ud, hvad en kommende CO2-afgift kommer til at betyde for hvert enkelt selskab i Danmark. En stor portion af mindre virksomheder ved nemlig ikke, hvor meget CO2 de udleder, eller hvor meget de endeligt skal beskattes af.
En af dem er den Odderbaserede foliefabrik Nonbye. Lars Nonbye, der er ejerleder i selskabet, har de seneste år udviklet arbejdet med at rapportere om sit arbejde med bæredygtighed, men de to streger under klimabelastningen udestår stadig.
“Det rækker jo som en skrædder i helvede, hvis vi ikke får andre lande med i det her arbejde
Lars Nonbye, ejerleder, Nonbye
Han har svært ved at vurdere, hvordan en ny CO2-afgift kommer til at ramme folieforetagenet, og da regeringens ekspertgruppe tirsdag fremlagde sine bud på afgiftsmodeller, blev han ikke meget klogere.
Forstår du, hvad CO2-afgiften kommer til at betyde for jeres virksomhed?
“Absolut ikke. Jeg er ikke klar over, hvad effekten er, men jeg er jo enig i, at der skal være en CO2-afgift, for at man kan nå vores klimamål. Jeg synes til gengæld, der mangler noget inspiration til at finde ud af, hvad det kommer til at betyde for os, og hvordan vi kan forberede os bedst muligt,” siger han.
Ekspertgruppen foreslår tre forskellige modeller, hvor den første vil sætte en ensartet CO2-afgift på 750 kr. pr. ton gældende kvotepris. Her foreslår eksperterne at betale pengene tilbage til virksomhederne via en generel nedsættelse af selskabsskatten med 0,6 procentpoint.
I anden model bliver der indarbejdet rabatordninger for bestemte virksomheder, og i tredje model er afgiften sat til 600 kr. pr. ton. Her skal der findes finansiering til at støtte CO2-reducerende tiltag i erhvervslivet.
Hvad er din overordnede vurdering af det fremlagte forslag?
“Jeg må bare sige, at jeg vil hellere have, at der er den gulerod med støtte til investeringer i grøn omstilling. Det er sådan noget, jeg godt kan lide – det skal ikke kun være pisk, men også gulerod. Jeg håber, man kan ende på noget, hvor man også inspirerer og støtter virksomheder til at tage grønne valg,” siger Lars Nonbye.
“Nu får jeg sikkert en masse kolleger på nakken, men man er også nødt til at lave noget, der koster
Lars Nonbye, ejerleder, Nonbye
For den midtjyske folieproducent blev det også en støtteordning, der for alvor satte gang i det systematiske arbejde med at rapportere om bæredygtighed, fortæller han.
“Der kom en mail i indbakken om, at nu kunne vi søge støtte til at komme i gang med et forløb, hvor vi skulle rapportere om csr. Hvis ikke der var kommet inspiration på den måde, var vi slet ikke kommet så langt, som vi er i dag,” argumenterer han.
Han håber desuden, at den danske CO2-afgift på sigt kan være en inspiration til, at andre lande tager lignende skridt. Ellers risikerer man, at danske virksomheder får en ulempe i forhold til leverandører i andre lande. I værste fald er det ikke økonomisk bæredygtigt, mener Lars Nonbye.
“Det svære for mig er det internationale aspekt. Lille Danmark kan gøre alt, hvad vi kan, for at vi opfører os ordentligt og tænker på vores efterkommere. Men det rækker jo som en skrædder i helvede, hvis vi ikke får andre lande med i det her arbejde. Så er det jo fint med CO2-afgifter, men vi kan lynhurtigt komme til et punkt, hvor det bare er os, der bliver pålagt afgiften, og så er det billigere at købe alle mulige andre steder i verden.”
Synes du så, det er en høj afgift, der bliver foreslået?
“Undskyld, jeg siger det, men ja, det gør jeg. Men den er jo nok nødvendig i forhold til det samlede erhvervsliv. Nu får jeg sikkert en masse kolleger på nakken, men man er også nødt til at lave noget, der koster. Jeg har selv været storryger, og der ser man lidt af det samme – at det virkelig skal begynde at koste noget, før folk ser, at man bliver nødt til at lægge om.”
Hvad kommer du selv til at gøre fremadrettet for at forberede virksomheden, til når afgiften rammer?
“Alle vores investeringer og beslutninger i maskiner og teknologi har udgangspunkt i bæredygtighed og også CO2-aftrykket. Vi er gået over på grøn energi og arbejder gennem hele virksomheden på at energioptimere. Vi har stadig sælgere, der kører i dieselbiler, der skal skiftes ud, men det er jo nogle barrierer, som vi løbende overkommer.”
Havde I gjort de ting, hvis der ikke var udsigt til en afgift?
“Ja, for os startede rejsen jo for flere år siden, for det er allerede det, markedet vil have, så længe det kan betale sig. Det har ligget i lang tid, og så er det nok blevet trigget de seneste fem til seks år, hvor fokus er blevet så meget større. Men jeg tror som sagt stadig, at afgiften er nødvendig i den samlede omstilling.”
