ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Flere datacentre på vej: Støtteparti ønsker pause efter pfas-afsløring

En ny national datacenterstrategi ventes først inden årsskiftet. I mellemtiden kan kommunerne fortsat godkende store anlæg efter de nuværende regler. Det vil støttepartier sætte en stopper for

Enhedslistens politiske leder, Pelle Dragsted, vil sætte nye datacentertilladelser på pause, indtil en national strategi og klare regler er på plads.
Enhedslistens politiske leder, Pelle Dragsted, vil sætte nye datacentertilladelser på pause, indtil en national strategi og klare regler er på plads. Arkivfoto: Søren Bidstrup/Berlingske/Ritzau Scanpix

Grebet skal strammes om datacentre. Det er der bred enighed om på Christiansborg.

Erhvervs- og konkurrencekraftminister Martin Lidegaard (R) har meddelt, at regeringen arbejder på en national datacenterstrategi – der efter planen er færdig inden årsskiftet.

Men den tidshorisont får nu regeringens støtteparti Enhedslisten til at reagere.

Børsen kunne nemlig for nylig afsløre, at et stort datacenter i Varde Kommune har fået grønt lys til at anvende 154 ton pfas-holdigt kølemiddel – en godkendelse, som to af landets førende pfas-forskere advarer kraftigt imod på grund af risikoen for miljøforurening.

Derfor har Enhedslisten fremsat et beslutningsforslag om at sætte nye tilladelser til datacentre på pause, indtil en national strategi og klare regler er på plads. Partiet vil dermed forhindre, at flere store projekter får grønt lys efter den nuværende lovgivning.

Bæredygtig
Kæmpe datacenter får grønt lys til 154 ton pfas-holdigt kølemiddel. Eksperter advarer
Varde

“Vi ønsker at sige: Nu sætter vi lige en pause, trykker lige på pauseknappen, indtil der er en strategi. Og det forstår vi sådan set ikke, hvorfor regeringen ikke allerede har taget initiativ til,” siger Enhedslistens politiske leder, Pelle Dragsted, og tilføjer:

“Hvis man vil lave en ny strategi, så er det, fordi man mangler en strategi. Og når man mangler en strategi, er det så klogt at lade kommunerne fortsætte ud fra dette her vilde vesten?”

Enhedslisten vil nu bruge beslutningsforslaget til at lægge pres på regeringen. Planen er at bringe spørgsmålet til afstemning i Folketinget og forsøge at samle opbakning blandt de øvrige partier – også selvom regeringen ikke vil være med.

“Vi er også parate til at bruge et flertal uden om regeringen, hvis det er muligt,” siger Pelle Dragsted.

Men om Enhedslisten kan samle et flertal, er endnu uvist. Forslaget møder opbakning fra både Danmarksdemokraterne og Alternativet, mens flere partier – heriblandt regeringspartierne SF og Socialdemokratiet – endnu ikke har taget stilling.

Stigende lokalt pres

Enhedslisten frygter, at flere store datacenterprojekter kan nå at få grønt lys efter de nuværende regler, inden regeringens nationale strategi ventes klar ved årets udgang.

Flere projekter er fortsat under behandling i landets kommuner og risikerer dermed at få tilladelser på samme lovgrundlag som det omdiskuterede datacenter i Varde Kommune. Så sent som i oktober gav Albertslund Kommune miljøgodkendelse til nødstrømsanlægget ved et datacenter.

Samtidig vokser modstanden rundtom i landets kommuner, mens Christiansborg afventer behandlingen af beslutningsforslaget og regeringens kommende datacenterstrategi.

Lokale protester og borgerforslag mod de omdiskuterede anlæg har bredt sig til flere dele af landet, og nu har en national protestbevægelse også set dagens lys.

Senest har modstanden sat sit præg på den politiske dagsorden i Holbæk Kommune, hvor et borgerforslag og omfattende protester onsdag fik politikerne til at genoverveje planerne om et stort hyperskala-datacenter.

Et svært spørgsmål

Socialdemokratiet har endnu ikke fundet et ben at stå på i spørgsmålet.

“Vi har ikke taget stilling til Enhedslistens forslag endnu. Men risikoen for pfas-forurening ser vi på med stor alvor,” lyder det fra partiets miljøordfører, Fie Hækkerup, der fremhæver Socialdemokratiets arbejde for et bredt forbud mod pfas i EU.

Lignende meldinger kommer fra SF, der sammen med Socialdemokratiet udgør den røde del af regeringen. Heller ikke her har partiet taget stilling til forslaget.

De to øvrige regeringspartier melder til gengæld klart ud, at de ikke vil bakke op om et midlertidigt stop, mens regeringen arbejder på sin strategi.

“Vi mener ikke, at der skal blokeres for tilladelser til nye datacentre. Men selvfølgelig skal vi fortsat have et fokus på datacentres miljøbelastning,” lyder det i et skriftligt svar fra Moderaternes natur-, klima- og miljøordfører, Ellen Emilie.

Samme melding kommer fra Radikale Venstres erhvervsordfører, Steffen Holme Helledie.

Han anerkender behovet for at begrænse datacentrenes miljøbelastning, men fremhæver samtidig, at anlæggene spiller en vigtig rolle for Danmarks kritiske digitale infrastruktur. Derfor mener han ikke, at en generel pause for nye datacentre er den rigtige løsning.

Alternativet, der sammen med Enhedslisten udgør regeringens parlamentariske grundlag, bakker dog op om beslutningsforslaget.

“Selvfølgelig har vi brug for serverkapacitet og digital infrastruktur i Danmark. Men det betyder ikke, at vi ukritisk skal stille vores arealer, energi og ressourcer til rådighed for internationale techgiganter,” lyder det i et skriftligt svar fra partiets landdistrikts- og ø-ordfører, Elise Sydendal.

Uenig blå blok

De omdiskuterede datacentre er politisk sprængstof, der også bryder blå blok.

“Vi bakker fuldt op om det her forslag. Vi ville have skrevet det lidt anderledes. Det er en rigtig god idé, hvis vi kan sætte hele det her på pause, indtil vi får styr på, hvordan vi gør det,” siger Danmarksdemokraternes energi-, forsynings- og klimaordfører, Mads Fuglede.

Dog mener han, at datacentre, der understøtter eksempelvis det danske forsvar, sundhedsvæsen eller forskning, fortsat bør kunne komme i betragtning.

Hos Liberal Alliance er meldingen en ganske anden. Partiets energi-, erhvervs- og klimaordfører, Steffen W. Frølund, erklærer sig “lodret imod” Enhedslistens forslag.

“Skal datacentre leve op til alle de samme miljø- og støjkrav som alle andre? Ja, det skal de 100 pct. Det er der ikke behov for nye særregler til,” lyder det i et skriftligt svar.

Heller ikke De Konservative vil være med til at trække i håndbremsen.

“Vi kommer ikke til at bakke op om et midlertidigt stop. Det er vigtigt med den digitale suverænitet, og vi skal ikke risikere, at Danmark kommer endnu længere bagud,” siger partiets politiske ordfører, Frederik Bloch Münster.

Han har ellers tidligere rettet kritik mod godkendelsen af pfas-holdigt kølemiddel ved datacenteret i Varde Kommune og stillet spørgsmål til miljøministeren om risikoen for grundvandet.

Det er dog ikke hele blå blok, der melder lige så klart ud. Dansk Folkeparti er ikke vendt tilbage med et svar på Børsens henvendelse, mens Venstre endnu ikke har givet et entydigt svar på, om partiet vil støtte et midlertidigt stop.

Partiet understreger i stedet, at regeringen i samarbejde med ministeriernes eksperter må finde løsninger, der kan forhindre pfas-forurening af grundvandet.

“Det er alvorlig kritik, som eksperterne kommer med, og det forventer vi, at miljøministeren tager alvorligt. Vi skal naturligvis passe på vores grundvand, så det ikke bliver forurenet med giftig pfas,” lyder det dog fra miljøordfører Marie Bjerre (V) i et skriftligt svar.

Virksomhedernes hensyn

Flere partier anerkender altså behovet for at begrænse datacentrenes miljøbelastning, men vil ikke sætte nye projekter på pause. Tilbage hos Enhedslisten er holdningen imidlertid klar.

Hvorfor insisterer du på et midlertidigt stop, som kan være svært at få en række partier med på, frem for at arbejde for skarpere miljøkrav uden nødvendigvis at sætte nye projekter på pause?

“Det er jo, fordi de miljøkrav så ikke vil gælde de projekter, som der er givet tilladelse til inden,” svarer Pelle Dragsted og tilføjer:

“Når først en byggetilladelse og miljøtilladelse er givet efter de gældende regler, så er det meget svært at rulle tilbage igen uden risiko for, at man laver indgreb, der er ekspropriative, og som man dermed kommer til at skulle betale erstatning for.”

Og hvad angår de virksomheder, der allerede har brugt penge på projekter, som endnu ikke er godkendt, er meldingen klar fra Dragsted:

“Det er jo den risiko, som man løber som investor.”