Hver gang der ruller en ny benzin- eller dieselbil ud fra en dansk bilforhandler, triller der fire tilsvarende elbiler ud på vejene.
Det viser en opgørelse fra brancheforeningen Mobility Denmark, der har gjort foreløbig status over 2026, nu hvor halvdelen af året er gået.
I alt er der solgt 101.032 nye biler, hvilket er en fremgang på 12,9 pct. sammenlignet med samme periode sidste år.
79,9 procent af dem var altså drevet af el, og det svarer i reelle tal til en fremgang på 41,2 pct.
“Det er særligt elbilerne, der driver udviklingen, og gennem hele første halvår har de udgjort langt størstedelen af indregistreringerne. Den udvikling er væsentlig for, at Danmark når sine klimamål,” siger Mads Rørvig, der er administrerende direktør i Mobility Denmark.
Skoda Elroq er indtil videre den mest populære model herhjemme i år med et salg på 5065 eksemplarer. Herefter følger Toyota bZ4X og Teslas Model Y.
De ti mest solgte modeller i år er alle elbiler.
RITZAU
