ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Finanssektoren vil skærpe de grønne hjerner

Langt størstedelen af de finansansatte har taget efteruddannelse inden for bæredygtighed de seneste år, men mere grøn viden er altafgørende ifølge de førende finansorganisationer

Formand for Finansforbundet, Kent Petersen, mener at det vigtigt for bankerne at kunne rådgive om den grønne omstilling. Arkivfoto: Brage Borup
Formand for Finansforbundet, Kent Petersen, mener at det vigtigt for bankerne at kunne rådgive om den grønne omstilling. Arkivfoto: Brage Borup Brage Borup

8000 ansatte i penge- og realkreditinstitutter havde ifølge Finans Danmark taget uddannelse inden for bæredygtighed i 2021, nu er tallet oppe på 36.000. Det svarer til, at ni ud af ti medarbejdere i finanssektoren har taget en uddannelse i bæredygtighed.

Efteruddannelsen har især taget fart, efter at EU har skærpet kravene til finansielle institutioner om rapportering af bæredygtighed.

Jesper Mollerup Larsen er erhvervskunderådgiver i Spar Nord og én af de mange, som har taget efteruddannelse inden for bæredygtighed.

“Jeg synes, at det er mega fedt og render rundt til Gud ved hvor mange arrangementer, der bare lugter lidt af bæredygtighed,” siger Jesper Mollerup Larsen.

Klimadagsordenen er det, der står højst på alles dagsorden

Kent Petersen, formand, Finansforbundet

Ifølge bankrådgiveren har uddannelsen givet ham et godt udgangspunkt for at kunne rådgive sine kunder om for bæredygtighed.

“Efteruddannelsen var en rigtig god base i forhold til at gøre mig tryg i dialogen med erhvervskunderne om hele esg-dagsordenen, der for mange af dem godt kan virke som en stor grøn ting, de står foran, men som de ikke rigtig ved, hvordan de skal gribe an,” siger Jesper Mollerup Larsen.

Men han er ikke i tvivl om, at det kommer til at kræve mere, hvis han skal holdes opdateret.

“Jeg synes, det var et rigtig godt ståsted, men der sker så mange ting hele tiden, og hver gang man lukker en dør, så åbner ti nye,” siger Jesper Mollerup Larsen og uddyber:

“Så hurtigt som udviklingen går, så er der behov for, at det bliver ajourført undervejs.”

Og arbejdet med bæredygtighed har givet Jesper Mollerup Larsen en lyst til at arbejde videre med emnet.

“Det har tændt en ild for at arbejde endnu mere koncentreret med bæredygtighed, bl.a. på grund af den løbende feedback, jeg får fra kunderne,” siger han.

Enige finansorganisationer

I fagforeningen for finansansatte, Finansforbundet, og Finanssektorens Arbejdsgiverforening er de enige om, at viden om bæredygtighed er en nødvendighed for bankerne.

“Forståelsen af bæredygtighed er afgørende i den finansielle sektor, men jo også for vores samfund i bred forstand. Derfor synes jeg, at det bør indgå i næsten hvilket som helst uddannelsesforløb lige fra folkeskole til kandidat,” siger formand i Finansforbundet Kent Petersen.

Han fortæller samtidig, at det er vigtigt at få dém med, som ikke har haft bæredygtighed som en del af grunduddannelsen.

“Lige nu er vi jo i en situation, hvor mange ikke har haft det i deres oprindelige uddannelse. Derfor er det jo efteruddannelsessystemet, der skal løse det,” siger Kent Petersen.

Virksomhedernes egenbetalte efteruddannelse kan dog ikke løfte hele byrden ifølge underdirektør for Økonomi og Samfund i Finanssektorens Arbejdsgiverforening Nadeem Farooq.

“Jeg tænker meget mere ind i grunduddannelserne, fordi selvom vi er utroligt glade for det grønne kompetenceløft med de 36.000, der er gået igennem med hjælp fra Finanskompetencepuljen, så kan det ikke stå alene,” siger Nadeem Farooq.

Ifølge underdirektøren i arbejdsgiverforeningen er det altafgørende med et offentligt efteruddannelsessystem, hvis finanssektoren skal udvikle de nødvendige kompetencer for fremtiden.

“Vi arbejder på at skabe et efteruddannelsessystem, hvor der i højere grad kommer fokus på digitale og grønne kompetencer, som vi selvfølgelig får gavn af i vores sektor, men som også samfundet har brug for og higer efter. Det er helt afgørende, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling,” fortæller Nadeem Farooq.

Brug for kompetencer

Viden om bæredygtighed er især vigtigt for dem, som arbejder med rådgivning i omstillingsprocessen ifølge Kent Petersen. Men selv om Kent Petersen mener, at det er vigtigt med kompetencer inden for bæredygtighed i den finansielle sektor, vil de klassiske bankuddannelser stadigvæk være normalen fremover.

“Omdrejningspunktet er stadigvæk virksomhedens økonomi, og så kan jeg sagtens forestille mig, at rådgivere, som specialiserer sig på klimadagsordenen, har et udgangspunkt i en finansiel uddannelse,” siger Kent Petersen og uddyber:

“Men hvis man gør, som vi har gjort i mange år i sektoren – altså at sikre at der er en god og en fornuftig kompetenceudvikling – så kan jeg sagtens se en fin sammenhæng mellem bankfinansiel forståelse og en tillægsuddannelse omkring klima.”

Ekspertisen skal sikres, vurderer han.

“Klimadagsordenen er det, der står højest på alles dagsorden. Ligesom vi har eksperter på en lang række områder, så vil jeg også synes, at det er helt naturligt, at vi får medarbejdere ind i sektoren, som er endnu stærkere på klimadagsordenen,” siger Kent Petersen.

Forsiden lige nu