Den består kort sagt af to logoer med enten ét eller to grønne blade. Dem kan elselskaber bruge i forbindelse med salg af elprodukter, alt efter hvor mange tiltag der er lavet for at bidrage til et mindre klimabelastende produkt. Retningslinjerne blev udarbejdet af Forbrugerombudsmanden i samarbejde med bl.a. Rådet for Grøn Omstilling og Forbrugerrådet Tænk.
Retningslinjerne blev vedtaget for næsten tre år siden med det formål at give forbrugere større gennemsigtighed over, hvilke elselskaber der arbejdede med CO2-reduktioner. Ifølge de to organisationer har retningslinjerne nærmest gjort det modsatte. Navnlig fordi elselskaberne kan bruge de grønne blade uden kontrol, mens flere selskaber ifølge organisationerne overdriver klimaprofilen på elaftalerne.
Flere organisationer bag mærkningsordningen samt eksterne energieksperter anfægter, at elselskaber får lov at markedsføre produkter som “grøn strøm”, alene fordi de køber oprindelsescertifikater fra vedvarende energikilder: En aktivitet, der ifølge energi- og klimaeksperter ikke bidrager til mere vedvarende energi. Samtidig er det altid et miks af fossile og vedvarende energikilder, der leverer strømmen til kundernes stikkontakt, fordi energien bliver blandet i elnettet.
De kan alle fortsætte med at bruge mærkningsordningen og markedsføre deres strøm som grøn og klimavenlig. Forbrugerombudsmanden undersøger først selskaberne, hvis myndigheden modtager en klage. Der er indtil videre modtaget ni klager på to år. Ingen af dem er færdigbehandlet endnu.
Forbrugerombudsmanden har åbnet for, at organisationerne bag mærkningsordningen kan mødes og diskutere, hvorvidt de skal revurderes. Det har Rådet for Grøn Omstilling og Forbrugerrådet Tænk kaldt en god idé, men der er ifølge Børsens oplysninger fortsat ikke sat en dato for eventuelle forhandlinger.
