Brinteventyret er begyndt at smuldre hos flere brintselskaber rundt omkring i Europa, der rammes af tomme pengekasser, forsinkelser og aflysninger.
Nu kommer brancheorganisation med opråb om, at Europa halter bagud i det globale brintkapløb.
“Der kommer lige nu et voldsomt pres fra kinesisk side mod den europæiske industri,” siger Tejs Laustsen Jensen, direktør i brancheorganisationen Brintbranchen.
Han påpeger, at det ikke kun er Kina, der rykker. Flere markeder uden for Europa, herunder Indien, Australien, Sydkorea og Japan, bevæger sig hurtigt, når det kommer til brint i forhold til offentlige støtteprogrammer, men pointerer, at “Kina er et kapitel for sig”.
“Konkurrenceforholdet er helt urimeligt. Den kinesiske industri får statsstøtte til op over begge ører, og der er en strategisk beslutning om at ville dominere dette marked,” advarer han.
Grøn brint – også kendt som power-to-x-teknologien – er tidligere blevet udråbt som en afgørende nøgle til at revolutionere den grønne omstilling i nogle af de mest klimatunge sektorer som stålproduktion, shipping og luftfart.
“Europa halter allerede bagud i brintkapløbet, og jeg tror ikke, at vi kan indhente Kina – og det ville heller ikke rigtig give mening
Claire Marie Bergaentzlé, lektor, DTU
Men udviklingen halter bagud i Europa.
I sidste uge landede da også et par dårlige nyheder for brintindustrien herhjemme, der bl.a. bød på: et forsinket brintrør til Tyskland, chokmeldinger fra det kriseramte brintfirma Green Hydrogen Systems og en melding om, at Ørsted endegyldigt trækker stikket på sit megaprojekt inden for grønne brændstoffer.
Flere brintselskaber rundt i Europa har problemer med at få tingene til at køre rundt, fortæller Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen, investeringsstrateg i Saxo Bank.
“Det bliver svært for europæiske brintvirksomheder, hvis der ikke sker noget politisk, fordi Kina vil komme og overhale. Det er et stort politisk spil, man er en del af, når man investerer i brintindustrien,” siger han.
I en ny rapport fra det Internationale Energiagentur (IEA) fremgår det, at Kina i dag står for mere end 40 pct. af alle investeringsgodkendte brintprojekter – også kaldet “FID godkendte”, altså projekter, hvor beslutningen om at investere store beløb og starte projektet er taget.
Mens europæiske brintselskaber hænger i bremsen, har Kina lagt sig i spidsen som en af de afgørende frontløbere.
Og risikoen for en overhaling er stor, vurderer Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen:
“Kina gjorde det inden for solpaneler, batterier, og nu ser det ud til, at de også gør det inden for brintteknologi. Selv om man ikke skulle tro, at Kina er en grøn frontløber, formår de at få lavet noget produktion og skala.”
Men hvorfor rammes Kina ikke af de samme udfordringer, som gang på gang melder sig på banen herhjemme og rundt omkring i Europa?
Tejs Laustsen Jensen påpeger, at konkurrenceforholdet mellem de to markeder er præget af massiv kinesisk statsstøtte.
I hans øjne er risikoen, at den statsstøttede teknologiudvikling og -modning i Kina bliver til billige eksportvarer til det europæiske marked inden for få år, som det har været tilfældet med solcellemarkedet.
“Vi har behov for nogle drastiske europæiske skridt for at imødegå det, hvis vi ikke vil ende som solcellemarkedet,” konstaterer han.
Marie Münster, professor ved DTU og medlem af regeringens klimaråd, fremhæver en vigtig forskel: Det er markant lettere for lande som Kina og USA at fastsætte rammevilkår, da de ikke skal opnå enighed på tværs af flere lande, som det er tilfældet i Europa.
“Vi i Europa er nødt til at spørge os selv, hvor meget vi er villige til at betale for at undgå afhængighed af Kina
Claire Marie Bergaentzlé, lektor, DTU
“Det er i Kina og USA, at der virkelig sker noget med investeringsbeslutninger både inden for elektrolyse og brintproduktion. I Kina handler det nok om, at man har en tilgang, hvor det bliver gennemført, hvis man først beslutter noget,” vurderer hun og fortsætter:
“Noget af det, der kan være langsommere i den europæiske tilgang er, at vi har en mere forsigtig markedsbaseret tilgang, hvor vi venter på, at alle i værdikæden har de rette incitamenter til at foretage en investering med så få tilskud som muligt.”
Hun peger samtidig på, at eksempelvis brugen af brintudbud kan medføre et ustabilt miljø for investeringer.
Først strømmede investorer til med troen på en vild vækstrejse. I dag fylder fortællinger om, hvordan pengene løber ud af kassen.
Investorernes interesse for grøn brint er kommet i bølger, fortæller Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen.
“Det virker, som om at det grønne er noget, vi går op i, når vi ikke har andre problemer,” siger han og fortsætter:
“Når renterne sættes ned, og det går godt, vil investorerne gerne investere i grøn udvikling – og omvendt falder interessen, når vi bekymrer os om krig, inflation og stigende renter.”
pct. af alle investeringsgodkendte (FID godkendte) brintprojekter udgøres
af Kina
Først så vi stor interesse for grøn brint op til finanskrisen – og igen efter coronakrisen. Det samme skete, da renterne faldt i perioden 2019-2021, hvilket igen skubbede til investorernes interesse.
I dag er situationen en anden med frygt for eskalering i krigen i Mellemøsten og stadig høje renter trods nylige fald.
Skal Europa for alvor være med i brintkapløbet, skal vi fokusere på nicheområder inden for grøn brint i stedet for at forsøge at matche Kina, mener Claire Marie Bergaentzlé, lektor ved DTU.
“Europa halter allerede bagud i brintkapløbet, og jeg tror ikke, at vi kan indhente Kina – og det ville heller ikke rigtig give mening. Det kinesiske marked er fire gange større end det europæiske. Men jeg mener, at vi kan udvikle noget meget innovativt inden for grøn brint, som giver os en smart fordel,” siger hun og fortsætter:
“Brintmarkedet handler ikke kun om selve elektrolyseanlægget: der er mange andre komponenter som f.eks. pumper og filtre. Jeg tror, vi i Europa kan opnå en fordel ved at udvikle disse integrerede komponenter – og få en teknologisk fordel inden for nicheområder af brintmarkedet.”
Kina er allerede langt foran både Europa og USA, understreger hun.
“Det virker, som om at det grønne er noget, vi går op i, når vi ikke har andre problemer
Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen, investeringsstrateg, Saxo Bank
Europas strategi koncentrerer sig om ren brint med strenge CO2-begrænsninger, som gør det dyrere at producere den grønne brint og begrænser Europas muligheder.
Mens Kina bruger kul og overvejer atomkraft til deres brintproduktion. Og det er bl.a. en af grundene til, at deres brintproduktion sandsynligvis bliver billigere på det globale marked, mener Claire Marie Bergaentzlé.
“Europa har den mest ambitiøse politiske ramme for grøn brint sammenlignet med andre lande, især Kina og USA. Vi i Europa er nødt til at spørge os selv, hvor meget vi er villige til at betale for at undgå afhængighed af Kina, da deres løsninger sandsynligvis bliver billigere.”
