Esbjergværket blev det sidste ord i Ørsteds kapitel om kul

“Er jeg for tidligt på den?” spørger jeg manden ved bommen på Ørsteds sidste bastion inden for kulkraft, Esbjergværket.

“Her er der ikke noget, der hedder for tidligt,” svarer han.

Og det kan man ikke fortænke manden i.

Esbjergværket har siden åbningen i 1992 kørt mere eller mindre i døgndrift med en konstant bemanding på minimum to medarbejdere. I knap tre årtier forsynede værket hele Esbjerg og Varde kommuner med varme.

“

Vi har talt så meget om det,
det har fyldt så meget. Nu skal det have en ende

Michael Normand Sørensen, kraftværkschef, Esbjergværket

Da værket blev idriftsat i 1992, kunne de i Esbjerg bryste sig af at have verdens mest effektive kulkraftværk. Siden da har Esbjergværket haft en årlig forbrænding på ca. en halv mio. ton kul, og det har hvert år udledt 1,2 mio. ton CO2. I 2022 lå Danmarks samlede CO2-udledning på 44 mio. ton, viser tal fra Danmarks Statistik.

Men lørdag den 31. august fyrede værket sin allersidste skovlfuld kul, og kl. 23.59 samme dag satte man efter 32 år værket, som var Ørsteds sidste kulfyrede kraftværk, ud af drift.

Med det blev Esbjergværket til historie, og Ørsted har, hvis alt går efter planen, lukket kapitlet om kul. Tilbage står nu kun kul som reservebrændsel på Studstrupværket, der forventes udfaset ved årsskiftet.

På Esbjergværkets parkeringsplads er alle de ansattes biler parkerede snorlige og bakket i bås. Jeg kører Børsens firmabil frontalt ind i en af de ledige båse for at vise, at der er gæster på besøg i dag.

Med en skarp sol og en skyfri himmel, som der er den torsdag, hvor jeg besøger Esbjergværket, kunne vejrforholdene ikke have været bedre til en fremvisning af det esbjergensiske varemærke.

Værkets ikoniske skorsten, der med dens 250 meter er Danmarks tredjehøjeste bygningskonstruktion, tårner sig op over hele byen som en påmindelse om den kolossale betydning, Esbjergværket har haft for Esbjerg og omegn. Det står finpudset og velholdt, og de hvide facader skinner ud over Nordsøen. Det er svært at se, at værket har 32 års kuldrift på bagen. Nedslidt er det ikke.

“Vedligeholdelsen er tæt, den er i orden. Her rydder man op. Det er et spørgsmål om indstilling og holdning fra medarbejderne, og på Esbjergværket har der altid været enighed blandt medarbejderne om at holde værket rent og pænt,” siger senior vice president og chef for Ørsteds kraftværksforretning, Ole Thomsen.

Og den tætte vedligeholdelse har holdt ved lige til det sidste.

“Bremserne på bilen skal også være i orden, dagen før den bliver hugget op. Ellers kan du ikke køre derhen. Det er det samme her,” siger Ole Thomsen.

To halvtredsårsjubilarer, en fyrreårsjubilar og to femogtyveårsjubilarer. Det bliver i disse uger fejret hos Ørsted, og de har alle indtil lukningen været ansat på Esbjergværket.

Der er flere af de ansatte, der siden idriftsættelsen i 1992 har haft deres daglige gang på værket. Michael Normand Sørensen, der er kraftværkschef på Esbjergværket, er en af dem. Han skal nu efter oprydningsarbejdet, der fortsætter frem til 2025, ligesom flere af kollegerne finde nogle nye rammer for arbejdslivet.

“Jeg er nok nået til den erkendelse, at jeg egentlig er OK til at have med mennesker at gøre, for det har jeg haft i mange år. Så det tror jeg, at jeg bliver i,” siger Michael Normand Sørensen.

“

Der vil stadigvæk,
som vi ser det, være
et stort behov for
en vejruafhængig energikilde

Ole Thomsen,
senior vice president
og chef for Ørsteds
kraftværksforretning

Lukningen blev medarbejderne informeret om i 2019, og for en arbejdsplads, der har været vant til altid at effektivisere og udvikle, var det noget af en omvæltning pludselig at skulle afvikle. Da det stod klart, aftalte Michael Normand Sørensen og kollegerne, at når de nåede lukkedagen, skulle de kunne se hinanden i øjnene og sige: “Vi gjorde, hvad vi kunne, for at vi alle sammen kom godt videre.”

Fem år er gået, og aftalen er ifølge Michael Nordmand Sørensen blevet overholdt. Derfor ser han også frem til at komme i mål.

“Vi har talt så meget om det, det har fyldt så meget. Nu skal det have en ende,” siger han.

Ørsteds oprindelige plan var at lukke ned for værket allerede i april 2023, men i efteråret 2022 blev de som følge af energikrisen påbudt af myndighederne at forlænge levetiden på Esbjergværket indtil 31. august 2024. Det fik flere af medarbejderne til at udskyde pensionen, så de kunne være med til at skrive det sidste ord i fortællingen om Esbjergværket.

Indtil lukkedagen 31. august var der 50 ansatte på Esbjergværket. 16 opsiges, 11 går på pension, og 16 fortsætter med oprydningsarbejdet frem mod 2025, hvor nedrivningsarbejdet går i gang. Syv af de ansatte fortsætter andre steder i Ørsted. Da antallet af medarbejdere på værket var på sit højeste, lød det på 107 ansatte.

Undervejs på vandringen gennem værket anført af Michael Normand Sørensen er der et holdt i det såkaldte brændselskontrolrum, der har værkets bedste udsigt. Det er herfra, at man i 32 år har holdt øje med kulpladsen, og nu kan man se ned på fortiden, der møder fremtiden.

Vindmøllevinger, vindmølletårne og vindmøllehuse, der venter på at komme til havs, står side om side med den sidste beskedne bunke kul på 4000 ton, der skal brændes af, inden der endegyldigt trykkes på knappen. Da værket kørte på fuld styrke, lå der 1 mio. ton kul på kulpladsen.

Synet af de to tidsaldre indkapsler historien om Ørsted, der 6. november 2017 skiftede navn fra Dong Energy. Et navneskift, der markerede koncernens transformation fra et sort olie- og gasselskab til en koncern med fokus på grøn energi.

Kul og olie er svundet ind, og frem ruller vindmøller, solceller og biobrændsel. Esbjerg har i den omstilling trukket store virksomheder som Vestas og Siemens til sig, og det har været med til at gøre Esbjerg Havn til verdens største havn for vindenergi.

Biobrændsel er en omdiskuteret energiform, der dog ifølge chef for kraftværksforretningen i Ørsted, Ole Thomsen, er en nødvendighed for den kritiske infrastruktur. Når der er vindstille, eller når der er overskyet, har man med biobrændselsanlæggene mulighed for at skrue på knapperne, så man på trods af ustadige vejrforhold imødekommer kundernes behov.

Ørsted køber størstedelen af sine træpiller ved østkysten i USA og i Baltikum, mens en lille del kommer fra Portugal. Valget faldt i sin tid på træpiller, fordi man med en meget lille ombygning kunne bruge de gamle kulkraftværker til biobrændsel. For eksempel kan man male træpillerne til støv, på samme måde som man kunne med kul.

I august anbefalede regeringens rådgivnings- og kontrolorgan Klimarådet, at importen af landbrugsprodukter til dyrefoder og til kraftvarmeværker skal være udfaset inden 2050. Til den tid skal behovene udelukkende være dækket af danske landbrug og skovarealer.

I forlængelse af det har den grønne trepart i sin aftale om fremtidens landbrug oprettet en fond, der skal bruges på at rejse 250.000 hektar skov. 100.000 hektarer skal være urørt skov, mens de resterende 150.000 hektarer skal være produktionsskov. Det glæder Ole Thomsen.

“Jeg ville rigtig gerne kunne købe det inden for landets grænser. Det ville da være fuldstændig optimalt. Og vi kan da håbe på, at det kan lade sig gøre, når nu der bliver plantet så meget ny skov. Men jeg mener ikke, at det kan lade sig gøre lige nu. Det er simpelthen ikke tilstrækkeligt,” siger han.

Ole Thomsen fremhæver, at Ørsted i fremtiden kommer til at bruge færre træpiller. Det sker i takt med indfasningen af f.eks. varmepumper, elkedler og geotermi, der mindsker behovet for at brænde af.

“Men der vil stadigvæk, som vi ser det, være et stort behov for en vejruafhængig energikilde. Altså en, der kan lægge en bund under elnettet,” siger Ole Thomsen.

Ørsted har i alle 32 år lejet sig ind på grunden på Esbjerg Havn, og aftalen med kommunen lyder på, at arealet skal afleveres, som det i sin tid blev modtaget. Inden værket blev bygget, var der hav på arealet, og nu skal Ørsted efterlade en sandbunke, så kommunen kan udleje arealet til nye lejere.

Selvom nedrivningen af Esbjergværket for de fleste blot vil være et komma i den grønne omstilling, er det for Ørsted et vigtigt punktum i fortællingen om virksomheden, og for de ansatte, hvoraf flere har arbejdet på værket i årtier, er det et langt kapitel i arbejdslivet, der nu afsluttes.

Det blev nogle dage inden lukningen markeret med “en eksklusiv morgenmad” i kantinen, hvor der blev uddelt formelle opsigelser til dem, der skulle have det. Og så var alle medarbejdere samlet hele formiddagen, hvor der blandt andet blev afholdt taler og konkurrencer.

Det var en dag med blandede følelser, og det var svært at afgøre, om flaget skulle hejses eller stå på halvt lørdag den 31. august. Derfor blev de på Esbjergværket enige om, at man så vidt muligt ville betragte det som en helt almindelig arbejdsdag.

“Vi mødes nok nogle stykker til en rugbrødsmad i kontrolrummet efter midnat, så vi kan sige til hinanden, at så var det det,” siger Michael Normand Sørensen.

Nedrivningsprocessen påbegyndes i foråret 2025. Hvor lang tid nedrivningsarbejdet vil tage, vides endnu ikke, men Ole Thomsen skyder på, at det vil tage to års tid.