Det vil påvirke Danmarks grønne omdømme negativt, hvis ordningen State of Green ikke længere får sine årlige knap 11 mio. kr. af staten.
Bliver støtten trukket, vil et vigtigt samarbejde mellem det private og offentlige, som i dag har til formål at markedsføre danske, grønne løsninger internationalt, nemlig gå tabt, lyder det fra den adm. direktør i State of Green.
“Jeg tror ikke, at interessen vil være lige så stor hos de internationale gæster, hvis ikke det offentlige er med længere. Det vil bare ikke have den samme gennemslagskraft. Styrken ved os er, at vi er et offentligt-privat partnerskab,” siger Finn Mortensen.
State of Green er i dag ejet af staten, DI, Landbrug & Fødevarer og Green Power Denmark og samarbejder med mere end 600 danske virksomheder.
“Det vil ikke kunne opretholdes i sin nuværende form, og det vil blive
et tab for alleTroels Ranis,
vicedirektør,
Dansk Industri
Ordningen skal inspirere til grøn omstilling i andre lande ved at dele danske erfaringer, men også facilitere forbindelser mellem danske virksomheder og internationale, offentlige og private beslutningstagere. Til det seneste klimatopmøde COP28 i Dubai var State of Green blandt andet med til at lede den danske repræsentation af virksomheder.
Men står det til det såkaldte Frigast-udvalg, bør State of Green miste bevillingen på finansloven. Udvalget blev dannet af Erhvervsministeriet for at udpege, hvor staten kan spare på erhvervsstøtten og kom med sine anbefalinger i slutningen af februar.
Og faktisk frygter Finn Mortensen, at det vil blive enden på State of Green, hvis statsstøtten ophører. I så fald skal de private samarbejdspartnere nemlig selv betale hele beløbet, og det er usandsynligt, vurderer Finn Mortensen.
“Jeg hører, at det også er afgørende for dem, at staten er med. Så min frygt er, at vi ikke kommer til at være her længere,” fortæller han.
Ekspertgruppen består af fire medlemmer med Christian Frigast som formand,professor i økonomi ved Oxford University Niels Johannesen, lektor i økonomi ved Københavns Universitet Jeppe Druedahl og administrerende direktør i Heartland Lise Kaae.
"De misser, at virksomhederne også er med, fordi det offentlige er med. Og så tror jeg også, at det har været svært at sætte kroner og øre på, hvor meget gavn vi gør direkte. Men vi bidrager altså til den grønne fortælling om Danmark, og det er ikke uvæsentligt.”
I dag får State of Green knap 11 mio. kr. om året fra staten og 11 mio. kr. fra private samarbejdspartnere – en fornuftig fordeling, mener Troels Ranis, vicedirektør ved Dansk Industri.
Han mener også, at en stor værdi vil gå tabt for både Danmark og virksomhederne uden ordningen.
Vicedirektøren vil ikke svare på, om Dansk Industri vil trække sin støtte til ordningen, hvis regeringen følger Frigast-udvalgets anbefalinger, men fortæller, at han slet ikke er enig i, at der er grundlag for at kunne droppe bevillingen fra det offentlige.
“Det vil ikke kunne opretholdes i sin nuværende form, og det vil blive et tab for alle. Ikke kun de danske virksomheder, men også for Danmark som helhed,” siger Troels Ranis.
Også Fleming Voetmann, der er chef for eksterne relationer og bæredygtighed i vinduesgiganten Velux, mener, at det vil være en fejl at fjerne State of Greens statsstøtte. Velux betaler i dag selv omkring 300.000 kr. om året til State of Green. Men uden støtten fra staten forsvinder interessen for virksomhederne, vurderer han.
mio. kr. om året får State of Green i statsstøtte
“Det unikke er jo, at man bringer en masse aktører sammen,” siger han.
Hvorfor skal statenbruge et tocifret millionbeløb om året på at markedsføre jer? Er det ikke fair, at I selv betaler?
“Jeg tror sagtens, man kunne finde en ordning, hvor vi kigger på, hvad statens samlede tilskud er, og om der skal være en højere egenbetaling. Det er bare vigtigt, at man finder en balance, hvor de små og mellemstore virksomheder også har råd til at deltage.”
Erhvervsministeriet oplyser, at erhvervsminister Morten Bødskov (S) ikke ønsker at kommentere.
Børsen ville gerne have spurgt ministeren, hvordan han forholder sig til erhvervslivets bekymring, om regeringen kommer til at følge anbefalingerne, og om en afskaffelse af en ordning som State of Green flugter med ministerens tidligere udtalelser om, at regeringen gør alt, hvad den kan for at fjerne benspænd for den grønne omstilling.
Ministeriet henviser til en meddelelse fra februar i forbindelse med anbefalingerne. Her udtaler ministeren, at regeringen endnu ikke har taget stilling til anbefalingerne, men at rapporten vil blive læst igennem, hvorefter Folketingets partier vil blive indkaldt til drøftelser.
