ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Energinet-topchef fyret

Energinets adm. direktør Thomas Egebo “stopper samarbejdet” med Energinet, oplyser selskabet

Energinets nye bestyrelse har med bestyrelsesformand Tommy Ahlers i spidsen besluttet sig for, at der er “behov for en anden profil” til opgaven med at lede Energinet. Derfor forlader nuværende adm. direktør Thomas Egebo posten.
Energinets nye bestyrelse har med bestyrelsesformand Tommy Ahlers i spidsen besluttet sig for, at der er “behov for en anden profil” til opgaven med at lede Energinet. Derfor forlader nuværende adm. direktør Thomas Egebo posten. Arkivfoto: Palle Peter Skov/Ritzau Scanpix

Administrerende direktør Thomas Egebo forlader Energinet, efter det statsejede selskab har mødt kritik fra flere sider for langsom udbygning af elnettet. 

Det oplyser Energinet i en meddelelse onsdag. Det er ifølge Energinet bestyrelsen med den nyudpegede bestyrelsesformand Tommy Ahlers i spidsen, der har truffet beslutningen, fordi der er “behov for en anden profil” til opgaven.

“En ny administrerende direktør skal udvikle Energinet til at være en handlekraftig og åben virksomhed, der leverer sikker forsyning, udbygger infrastrukturen hurtigere og samarbejder tættere med kunder og distributionsselskaber,” siger Tommy Ahlers ifølge meddelelsen.

“Energinet skal tage ansvar for at udvikle nye løsninger, anvende ny teknologi samt have mod til at udfordre den måde, der hidtil er blevet arbejdet på. Der skal prioriteres tydeligt og eksekveres hurtigt, til gavn for kunder og samfund”, fortsætter han.

I Thomas Egebos sted indtræder viceadm. direktør Søren Dupont Kristensen som konstitueret adm. direktør, mens bestyrelsen leder efter en permanent afløser med hjælp fra et eksternt rekrutteringsfirma. 

“Det er afgørende for mig at Energinet ikke taber momentum i den kommende tid. Søren har varetaget forskellige direktørroller i Energinet siden 2011, og været medlem af Koncerndirektionen siden 2023. Han kender derfor virksomheden og opgaven indgående, og bestyrelsen har tillid til, at han, sammen med den øvrige ledelse, kan sikre den nødvendige fremdrift i overgangsperioden,” siger Tommy Ahlers ifølge meddelelsen om Søren Dupont Kristensens rolle i overgangsperioden. 

Årelange udfordringer 

Energinet har i årevis været plaget af udfordringer. Som Børsen løbende har beskrevet, er udbygningen af det danske elnet ramt af enorme forsinkelser.

Samtidig vokser køen til at blive tilsluttet elnettet i takt med, at efterspørgslen på strøm er eksploderet.

Før sommerferien lå der projekter for i alt 57 GW i kø til at blive tilsluttet. Det svarer til otte gange, hvad der totalt set er tilsluttet i dag.

Den kombination tvang tidligere på året Energinet til at sætte alle nye tilslutninger på pause til tidligst efteråret.

Samtidig præsenterede regeringen kort før sommerferien en akutplan for det hårdt pressede elnet, der bl.a. vil gøre op med det først-til-mølle-princip, som Energinet hidtil har opereret med, når der skal tilsluttes nye projekter.

I stedet får selskabet mulighed for at inddele den hastigt voksende kø af projekter i fire prioriterede kategorier. Det skal være med til at sikre, at bl.a. samfundskritiske funktioner får ret til den nuværende – og knappe – kapacitet først.