Efter at have sat alle godkendelser på pause i marts forbereder Energinet sig nu på at give de første virksomheder tilladelse til at koble deres projekter på elnettet i november.
Det oplyser det statslige selskab, der står for udbygningen af det danske elnet, i en pressemeddelelse onsdag.
Sammen med elnetselskaber i hele landet har Energinet nu skabt overblik over køen, som tæller over 300 projekter. Det er imidlertid ikke dem alle, der kan forvente grønt lys til november, slår selskabet fast i meddelelsen.
“I en tid med stærkt stigende efterspørgsel efter strøm kan vi desværre ikke give tilslutning til alle i det tempo, de ønsker det. Men der er plads i transmissionsnettet til at dække strømbehovet hos almindelige husstande, mindre virksomheder og samfundskritiske funktioner som sundhed, forsvar og beredskab – både nu og i årene, der kommer,” udtaler Søren Dupont Kristensen, konstitueret adm. direktør i Energinet, i pressemeddelelsen.
FAKTA
Prioritering i elnettets kø
Den politisk vedtagne akutplan fordeler projekter i elnettets kø i fire kategorier, som udgør en prioriteret rækkefølge for tilslutning til nettet.
- Kategori 1: Beskyttede behov og samfundskritiske funktioner.
- Kategori 2: Direkte elektrificering, vedvarende energi, CO2-fangst, brint, power-to-x og øvrige projekter.
- Kategori 3: Energilager- og elsystemunderstøttende projekter.
- Kategori 4: Visse store energiforbrugere.
Projekter i kategori 2-4 vurderes efter netvenlighed. Projekter, der belaster nettet mindre, kan få en bedre placering i køen relativt til andre projekter i samme kategori.
Kilde: Energinet
Selvom der er kapacitetsproblemer, kan danskerne altså fortsat se frem til at kunne tilslutte varmepumper og ladere til elbiler, mens større industrielle projekter kan få sværere ved at skaffe el.
Store projekter må vente
Søren Dupont Kristensen peger på, at han forventer at kunne give grønt lys til hovedparten af projekterne i den såkaldte kategori 2, som blandt andet omfatter elektrificering af transport, varme og industri samt produktion af vedvarende energi, biogasanlæg, CO2-fangst, brintproduktion og power-to-x.
“Men der vil være regionale forskelle, hvor der nogle steder vil være færre af projekterne i kategori 2, der kan få kapacitet. For producenter af el vil der være større regionale forskelle. Der er områder med stort overskud af produktion, hvor det vil være vanskeligt på den korte bane at tilslutte yderligere produktion,” siger han.
Den melding vækker bekymring hos Jørgen S. Christensen, teknologidirektør i energiselskabernes organisation Green Power Denmark.
“Vi ved endnu ikke, hvor mange virksomheder der kommer til at vente. Men vi skal tage det meget alvorligt, hvis denne type virksomheder ikke kan få den nødvendige elkapacitet. Det er kernen i den grønne omstilling, vi er inde at røre ved her. Det handler om virksomhedernes konkurrenceevne og Danmarks mulighed for at vriste sig fri af afhængigheden af fossile brændsler,” lyder det fra ham ifølge en meddelelse fra organisationen.
Endnu mere dystert ser det ud for projekter i kategori 3 og 4. Her findes projekter med stort forbrug og energilagringsprojekter. Det vil sige blandt andet batteriparker og datacentre.
“Vi har ikke alle resultater på plads, men det ser svært ud at give fuld netadgang til projekter i kategori 3 og 4,” konstaterer Søren Dupont Kristensen.
FAKTA
Energinet
- Det statslige selskab Energinet ejer og udbygger landets centrale elnet, som forbinder landsdele og kraftværker med hinanden. Den øvrige del af elnettet drives af lokale elnetselskaber.
- Derudover er Energinet ansvarlig for flere andre typer infrastruktur og er bl.a. ansvarlig for at anlægge et brintrør til Tyskland.
- Energinet driver en række anlægsprojekter, bl.a. for at kunne udvide elnettet. I 2020 havde selskabet 66 verserende projekter, hvilket i 2024 blev næsten tredoblet til 181.
- Virksomheder såvel som private forbrugere betaler afgifter til Energinet – såkaldte tariffer – for drift og fortsat udvidelse af elnettet.
- Der ligger lige nu projekter svarende til 57 GW nyt elforbrug i kø. Det svarer til otte gange det samlede elforbrug i Danmark.
Han fremhæver, at Energinet undersøger muligheden for fleksibelt forbrug eller begrænset netadgang, hvor denne type kunder får tilladelse til at bruge el, når der er plads i elnettet til det.
Særligt batteriers placering i den politiske prioriteringsliste til elnettet har vakt opsigt, da de fra flere fronter ses som en del af løsningen på elnettets kapacitetsproblemer. Energinets nyslåede formand Tommy Ahlers lagde også i et interview med Børsen vægt på netop batteriernes potentiale, som ikke hidtil har været forløst af Energinet.
I onsdagens meddelelse fra Energinet fremhæver Søren Dupont Kristensen da også batteriernes potentiale.
“I fremtidens fleksible energisystem kan f.eks. batterier spille en vigtig rolle. Vi skal finde måder at tilslutte på, som er gode for batteriejerne, uden at batterierne belaster elnettet – og ideelt set på en måde, så de aflaster elnettet,” siger han.
Køen til elnettet består i dag af projekter, der beder om ca. 57 GW el. Det svarer til ca. 80 byer på størrelse med København. Særligt brintproduktion og datacentre bruger store mængder energi til enkeltprojekter og kan i sig selv bruge over 1 GW.
Til sammenligning bruger hele Danmark i dag under spidsbelastning ca. 7 GW.
DI: Ikke tid til at vente
De virksomheder, som endnu ikke kan få plads i elnettet, må vente på udbygning af elnettet, hvilket Energinet også lover at fremskynde. I foråret gjorde selskabet det imidlertid klart, at der kunne gå op mod ti år, før de kan kobles på.
Hos Dansk Industri roser Troels Ranis, direktør i DI Energi, dagens meddelelse fra Energinet, men understreger, at der samtidig er brug for politisk prioritering af udbygningen.
“Politikerne og særligt regeringen må forstå, at vi ikke har tid til at vente til engang i 2027. Problemet er her nu. Virksomheder står klar til at investere, elektrificere og skabe arbejdspladser, men bliver bremset, fordi infrastrukturen ikke følger med,” udtaler han ifølge en pressemeddelelse fra Dansk Industri.
“Regeringen burde sætte sig ned som det første i morgen og få arbejdet med en energiinfrastrukturplan i gang. Hver måned vi venter, gør problemet større,” fortsætter han.
Også Green Power Denmark efterlyser udbygning af eltransmissionsnettet, hvor Jørgen S. Christensen kalder det en “tvungen opgave” at sikre kapaciteten.