Afhængigheden af russisk gas har skærpet EU’s blik mod grønne løsninger, men forsyningskrisen lægger et udfordrende lag ned over udviklingen for solvarmeselskabet Heliac.
“Alt det, vi køber, er blevet dyrere. Når man køber sådan et anlæg, låser man sin varmepris på, hvad anlægget koster nu og de næste 25 år,” siger adm. direktør Henrik Pranov, der arbejder mod et gennembrud hos fjernvarme- og industriselskaber i netop EU.
“Folk forventer, at gassen måske falder i pris igen. Det ved ingen rigtigt. Men det kan godt være en barriere. Så vi håber på, at verden vender tilbage til sit normale stadie igen. Det, der er sket i verden det sidste halve til hele år, er ikke nogen gevinst for os, fordi det skaber usikkerhed.”
Priserne på Heliacs anlæg hænger sammen med de store stigninger på stål og andre materialer og er ca. fordoblet det seneste år. Men teknologien og anlægget kan fortsat slå fossile brændsler, understreger han. Lige nu hænger regnestykket rigtig godt sammen med en flerdoblet gaspris, der kan koste fem til seks gange mere end for et år siden. Med rykket væk fra russisk gas er en fortsat høj pris ikke usandsynlig, mener Pranov.
At gassen forbliver dyr, forventer også Troels Ranis, branchedirektør hos DI Energi. Derfor er det en fordel med billigere energiløsninger, hvor sol både er “hamrende billig og bæredygtig”.
“Jo billigere vi kan producere energi, jo mere konkurrencedygtige kan vi gøre danske virksomheder,” siger han.
“Vind og sol er en nøgle til at komme ud af den her importafhængighed af russisk gas på den lidt længere bane.”
Den nuværende situation har fået danske industrivirksomheder til at udarbejde nødplaner, hvis gassen på et tidspunkt lukker. For nylig lukkede Rusland for hanerne til Danmark, der dog ifølge Troels Ranis fortsat er robust med levering fra Europa.
En DI-undersøgelse fra marts tegner et billede af, at ca. 50 pct. af medlemmerne kan gå bort væk fra gas inden for et år. Svarene stammer formentlig fra mindre gasinstallationer og ikke de store selskaber, der som de første bliver afskåret gasforsyningen, hvis der bliver mangel, understreger han.
“Men vi har rundt regnet 20.000 industrielle gasinstallationer i Danmark ud af de 400.000 gaskunder i alt – mange individuelle og en del industrielle. Og for en pæn del af det indikerer vores undersøgelse, at der inden for et år er gode elektrificeringsmuligheder.”
En anden barriere for Heliac er de langsomme processer i energisektoren, hvor en masse modstand skal overvindes. Det har sendt både vind- og solprojekter i tomgang i årevis. Det skulle nødig ske for Heliacs teknologi, som hverken larmer, lugter eller rager højt op i landskabet, påpeger Pranov.
“Der er lokalplaner, lange beslutningsprocesser, når man taler beløb i den størrelsesorden. Det er en konservativ branche af gode grunde. Det skal den være. Man skal ikke smide 1 mia. i noget, man ikke kender.”
